Et debatforum på Internettet publicerer en urigtig påstand om en person. Tilmed kommer denne forkerte påstand uheldigvis til at fremstå som den første post, når man googler denne persons navn. Med stort besvær lykkes det at komme i kontakt med debatforummets ansvarshavende, som afviser at lægge en imødegåelse af påstanden frem på sine web-sider. Man føler sig magtesløs; der er ingen juridisk instans, der, som reglerne er i dag, kan hjælpe. Holdningen til en sådan reel case kan nemt være: jamen, folk sender jo alverdens forskellige ting og sager ud på World Wide Web. Medmindre de er injurierende eller blasfemiske, har alle mennesker i ytringsfrihedens navn ret til at fremsætte alle mulige påstande. Det er en ganske ureflekteret holdning.
Ud fra min faglige baggrund som sociolog vil jeg i denne forbindelse rejse to principielle spørgsmål ved Internettet som en kæmpe informationsformidler: Skal Internettet udgøre et spillerum for alle slags nørder, der uden nogle som helst etiske og juridiske spillerregler og ansvar, kan jonglere med informationer og oplysninger i ytringsfrihedens navn? Eller skal Internettet danne en aldrig før set omfattende informations- og oplysningskilde, hvor der er plads til utallige dialoger, således at retten til ytringsfrihed er ledsaget af retten til at svare på det frit ytrede? Her kan man godt tilkalde Hal Kochs opfattelse af demokrati som samtale. Godt nok vedrører Kochs samtaledemokrati demokratiet i den politiske beslutningsproces. Kochs samtale- og dialogdemokrati kan dog også tjene som et mønster for det, man kan kalde informationsdemokrati i et informationssamfund. Informationsdemokrati kan følgelig defineres som enhvers ret til en samtale/dialog i det offentlige rum. Følgelig opfattes dialog her som én af de afgørende forudsætninger for at forme vores viden om bestemte ting.
F.eks. skal et nazistisk debatforum - naturligvis i ytringsfrihedens navn - have lov til at skrive, at man er enig med Irans præsident Ahmadinejads syn på Holocaust. Et bestemt debatforum/ WEBsted som fremsætter en Holocaust-fornægtelse i det offentlige rum, som Internettet udgør, burde dog af etiske og juridiske regler være forpligtet til at publicere de indlæg på sit debatforum, som gerne vil tage til genmæle overfor påstanden om, at Holocaust er opspind. Der kan jo være mennesker, der mener, at det alligevel kan være formålstjenligt at komme i en dialog med nazistiske Holocaust-benægtere og konfrontere dem med relevante informationer.
At leve op til princippet med frihed for Loke såvel som Thor er i denne forbindelse en forudsætning for, at Internettet kan udvikle sig mere i en retning af en seriøs informationskilde og mindre som det informationsarsenal, hvorfra man henter våben, ofte i form af misinformation, der yderligere kan befæste ens i forvejen indgroede holdning. M.a.o.: Internettet kan bidrage mere til at bygge broer end til at grave grøfter mellem mennesker.
Pointen med dette indlæg er følgelig at påpege, at Internettets informationsstrømme kræver en vis regulering mhp. retten til at respondere på det, man opfatter som misinformation inden for det ellers så virtuelle Internet. Hvilken regulering og hvordan man implementerer den, er et spørgsmål som udgør en udfordring for juristernes kreativitet. For at sige det igen: vil man gerne sende et budskab, en påstand eller en holdning ud i det offentlige rum, som Internettet udgør, må man samtidig forpligte sig til at respektere andres frihed til at respondere.
Venlig hilsen
Leopold Galicki, mag.scient. soc. ph.d.
Ledige stillinger