SÅ skete det igen: En ordfører fra regeringspartiet Venstre korser sig i bedste sendetid, søndag klokken 21.00, over det danske embedsapparat: "Sundhedsstyrelsen burde jo også vide, at telefonen er opfundet," sagde formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard.
Han kunne ikke forstå, at styrelsen ikke havde god kendt lægemidlet.
Prolastin, som Lægemiddelstyrelsen allerede i maj 2006 havde godkendt som lægemiddel.
Medicinen kan efter sigende forlænge livet for de mere end 100 danske lungepatienter med den arvelige sygdom alfa-1-antitryptisin-mangel.
Ordførerens kritik af embedsværket skete kun en måned efter, at Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo var ude med riven efter Miljøstyrelsen, som han beskyldte for dårlig rådgivning af ministeren. Det kommenterede jeg her i klummen for to måneder siden.
I denne sag om lungemedicinen kan man ikke beskylde sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) for at stille sig forrest og som leder for ministeriet tage det overordnede ansvar for de forskellige meldinger fra hans egen butik. I Jyllands-Posten sagde sundhedsministeren: "Jeg tror på dem, jeg er blevet rådgivet af, og det er Sundhedsstyrelsen. Det er muligt, at der er sendt noget ind fra Lægemiddelstyrelsen, men det er ikke noget, som jeg er blevet præsenteret for."
På trods af at ministeren altså indrømmer, at kommunikationen i hans maskinrum er ude af funktion, så blev der til embedsværkets store held ikke gået synderligt i rette med, at den interne kommunikation i ministeriet øjensynligt er brudt sammen.
Sandheden er nok desværre, at den ikke er brudt sammen, men at den ene styrelse opererer efter sine retningslinjer og den anden efter helt andre. Sådan er det nu engang bygget op, og det er det fagligt mest forsvarlige, ville hvert system sikkert forsvare sig selv. Og da kommunikationen internt mellem styrelser ikke er det vigtigste styringsværktøj i de danske ministerier, så kunne man frygte, at denne sag ikke er enestående, men tilfældigvis er kommet frem.
Der har været spekulationer fremme om, at Sundhedsstyrelsen har skelet til de store ekstraudgifter, en godkendelse af den nye medicin ville medføre. Det kan godt være. Men min pointe er, at man hverken behøver motivfortolke eller spekulere for at se, at den interne kommunikation i Danmarks Sundhedsministerium, som de to styrelser begge er en del af, er pinlig.
For den enkelte dansker er det sikkert svært nok at holde styr på, at der både er en lægemiddelstyrelse og en sundhedsstyrelse. En antagelse om, at de to statslige instanser 'snakker sammen' er vel, set fra en patient eller pårørendes perspektiv, helt rimelig. I denne sag er det desværre det modsatte, der er tilfældet. Det er en total falliterklæring over for den almindelige danskers tiltro til administrationen af det danske sundhedsvæsen og dermed i sidste ende til deres tiltro til egne chancer for at overleve, hvis de kommer i forbindelse med det. Nu er sagen så 'løst' efter politisk pres. Om det medfører ændringer eller flere hotlines mellem de to styrelser er mere tvivlsomt.
Hvad mon offentligheden ville have sagt, hvis det var en medicinalvirksomhed, der på grund af kommunikationsfejl lå inde med livsvigtige produkter, de ikke ville ud med? Eller et luftfartsselskab, som gennem to år havde udeladt at iværksætte procedureforbedringer, som man vidste ville forbedre sikkerheden og i sidste ende redde menneskeliv? Jeg ved godt, man ikke kan sammenligne de to ting, men jeg spørger bare alligevel?
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER