Djøfer støtter afghanske skaterbørn

For de fleste siver det ud sammen med drinken og muzakken i Singapore Airport, eller hvor man nu er i transit på vej hjem fra den 3. verden - følelsen af at ville gøre noget, når man kommer hjem.

Men udviklings- og eventchef i Center for Offentlig Kompetenceudvikling, 31-årige Kristoffer Nilaus Tarp, der kom hjem fra et job som politisk rådgiver i Afghanistan for et halvt år siden, holdt ved.

Han glemte ikke synet af den lille, fem-årige pige med tørklæde, der kører på skateboard på en plet asfalt midt i Kabuls støv. Af de ældede, alvorstyngede 12-årige drengeøjne, som bliver til barneøjne igen, fordi de får lov til at lege på et rullende bræt - drenge, hvoraf mange var familiens eneforsørger.

Kunne man gøre noget? Jo. Han fløj hjem fra Afghanistan i september, landede til et helt nyt chefjob, blev far for første gang i december - og i marts lå der 300.000 indsamlede kroner, næsten nok til en indendørs skatepark i Kabul, hentet hjem fra en støttefest og en kunstauktion, som Kristoffer Tarp med sit eget udtryk har 'været lidt en inkubator for'.

"Vi tog hjem, fordi min kone var blevet gravid, og det tror jeg også betød noget. Jeg sad dér i Forsvarets fly sammen med de unge knejte, som kom nede fra Heldman, og tænkte på den lille pige på skateboardet og på den lille pige, vi selv skulle til at have."

Vennerne gik i aktion

Hele historien begynder med Maria, hans kone, som blev udstationeret i et år fra Udenrigsministeriet til den danske ambassade i Kabul.

Kristoffer Tarp skulle blive hjemme og passe sit gode job i konsulentvirksomheden Capacent. Det holdt ikke længe. Han måtte ud til eventyret. Eftersom medfølgende ægtefæller til tennis og gin-tonic på terrassen ikke er en kategori, man opererer med i Afghanistan, trådte Udenrigsministeriet til, så på cv´et med bl.a. et statskundskabsspeciale om EU-integration, ambassadepraktik og lynkarriere i konsulentverdenen - og gik ind og finansierede en stilling til ham som politisk rådgiver for EU´s særlige udsending til Afghanistan.

"I Afghanistan er alt i spil. Du laver politik om alt fra menneskerettigheder til rent drikkevand. Alt. Og det hele foregår her og nu og lige uden for vinduet - seks dage om ugen, ti timer om dagen. Så hvis man ikke lige bliver udbrændt af Afghanistan, vender de fleste hjem med følelsen af, at de aldrig kommer til at være med til noget lignende."

Men det var også et skrivebordsjob sammenlignet med de opgaver, som mange af de venner, han fik i Kabul, havde.

En af de gode venner var en australier og tidligere professionel skateboarder, Oliver, som havde fundet et stykke asfalt og på sine fridage var begyndt at køre på skateboard sammen med nogle af Kabuls børn. Flokke af børn blev suget til, tilskuerne puffede, og snart var det en hel skateboardskole med base i bl.a. et tørlagt springvand midt i byen, hvor børn og unge som nyudsprunge instruktører underviste andre børn og unge. Så på trods af sendinger af brugte skateboards hjemme fra Australien og en pose penge fra tre ambassader, bl.a. den norske, løb Oliver, som havde sat sin egen kassekredit på højkant, hurtigt tør for midler. Så fødte han ideen om 'Skateistan' - et internationalt støttenetværk, som skulle holde skaterskolen rullende, og vennerne gik i aktion.

Kristoffer Tarp mailede hjem til Copenhagen Skatepark. 'Vi er med. 100 procent', lød svaret fra Danmark.

"Ingen har orket at skrive 'fritidsaktiviteter for børn og unge' på den uendelige liste over mangler i det afghanske samfund. Jeg så også hvor meget, det betyder for unge afghanere, at nogen som os vil lege med dem."

Når de hører det i New York

Retur i Danmark tog han koordinatorrollen på sig og mobiliserede en flok frivillige ildsjæle i skatermiljøet, som var klar til at gå i aktion for sagen. Hans mail og mobil glødede hver aften i fire måneder - målstregen blev nået den 12. marts: En støttefest i Copenhagen Skaterpark på Vesterbro med kunstudstilling, konkurrencer og kendte bands, der spillede gratis. Der kom over 1.000, og det blev et brag.

"Men hvis der var kommet 300, havde vi været på den. Det er dyrt at holde fest - tag bare sådan noget som toiletvogne og vagter."

De havde fået nogle mindre sponsorer i nettet, og Kristoffer Tarp havde også lokket Have PR til at forære dem en færdig pressekampagne, som gav rigtig meget.

"Hvis vi havde været lidt tidligere ude, tror jeg godt, jeg kunne have overtalt en helt tung hovedsponsor. Men på et tidspunkt er man bare nødt til at sige. at nu kan jeg ikke overskue flere opgaver."

Kristoffer Tarp er interesseret i kunst og realiserede også sin helt egen ide: Vi giver en masse kunstnere et råt skateboard og får dem til at lave et kunstværk ud af det, og så sætter vi værkerne på auktion på Lauritz.com.

Der kom 35 kunstnere i stald, nogle meget og nogle mindre kendte og også nogle internationale. Han kontaktede mange af dem personligt.

"Jeg havde vel en fordel i forhold til de etablerede fundraisere. Jeg fandt Olafúr Eliassons nede i galleriet i Berlin, og så sendte jeg ham en meget personlig mail. Jeg vidste ikke, at sådan noget kan man ikke bare gøre."

Den danske støttefest blev Skateistans indtil nu største og mest indbringende i noget land.

"Jeg håber, at når de hører i New York, at der kom 1.000, og at vi - med auktionen alene - fik 50.000 dollars i kassen, tænker de, at det kan vi gøre meget større."

Stafetten skal videre

At være udviklings- og eventchef i Center for Offentlige Kompetenceudvikling - også kendt ved dets gamle navn Kommunalhøjskolen - er bl.a. noget med højprofilerede konferencer. Til juni er det et forskertræf, hvor den kommunale sektors praktikere og relevante forskningsmiljøer skal møde hinanden.

Hans ønske-event, hvis han selv skulle bestemme?

"Jamen, det skulle være én om, hvordan kommunerne finder deres nye rolle mellem statslig regulering ovenfra og markedsgørelse og decentral ledelse nedefra og henter noget af den gamle sognementalitet tilbage."

"Vi har alle en fortælling om, hvor vi bor. Jeg bor på Vesterbro. Hvorfor? Fordi det er et sted med puls, med kultur, med mennesker. Og dermed har jeg så også fravalgt en masse andet. Men for mig er det dén fortælling, der gælder lige nu. Kommunerne skal være med til at skabe den fortælling og arbejde bevidst med værdier og livskvalitet - æstetik, byrum og arkitektur. Horsens har gjort det."

Nu vil Kristoffer Tarp gerne give stafetten som koordinator for dansk Skateistan videre til skatermiljøet, for han skal også have tid til at være far.

Kan de løfte det? Det kan de! Danske skatere er antiautoritære folk, men de rykker, hvis de går ind for noget. Men - lyder den tænksomme eftersætning - det ville selvfølgelig stadig være godt med en djøfer til at holde nogle i snore og nogle regneark og beslutte, hvad burgerne skal koste til festen.

Samme dag i marts, som DJØF Bladet besøger Kristoffer Tarp på jobbet, udløb auktionen på Lauritz.com.

Folk har budt hinanden vildt op i dag, siger han glad.

Og så mangler Olafúr Eliassons skateboard støbt op i crom stadig at blive solgt. Den verdensberømte islænding har bøvlet meget med materialerne og blev ikke helt færdig til tiden.

Mon Udenrigsministeriet har budt?

"Buddene er anonyme. Men min mor har budt. Og jeg selv. Men vi er blevet budt over."