28.3.2008
af
Poul Smidt
Dansk Metal har netop drejet nøglen om på den jyske metalskole i Holstebro, så nu er Metalskolen Jørlunde ikke alene spydspids, men også alene om at udfylde uddannelsesbehovet hos forbundets tillidsfolk.
En holdningsskole, ikke en indoktrineringsskole, som forstander Jens Boe Andersen siger. Alle, der i dag spiller en rolle i Dansk Metals ledelse, har hentet den fagpolitiske og politiske overbygning på deres tillidsmandsjob her. De har været her uge efter uge. Kurset med det officielle navn 'Spydspidserne' kører stadig med afsluttende skoling i Bruxelles og Geneve.
Målinger over Jørlunde-uddannelsens resultater viser, at tillidsfolkene år for år er blevet mindre bekymrede for globaliseringen. Nok nedlægges der arbejdspladser, men uddannelse er med til at åbne op for nye.
En stille mandag aften ved 22-tiden. Flere er på nettet i bibliotekshallen, færre i slyngelstuen, hvor kaffekopperne er i flertal. Næste morgen er der morgensang. Hver dag klokken 08.15 sætter klaveret dagens undervisning i gang. Det er ikke alle, der ved, hvordan Oskar Hansens røde flag skal smælde på en blank og vårfrisk dag, heller ikke alle har været i mormors kolonihavehus, men pianistens egenhændige håndtering af temaet fra Elvira Madigan får smedehændernes håndfaste anerkendelse af det gode håndværk. På vej ud hører man variationen over et andet kendt tema: 'He he, min sidemand, tyrkeren, du ved, han vidste sgu ikke, hvad morgensang er'. I Jørlunde ser man flere og flere fagligt aktive med anden etnisk baggrund end Jeppe Aakjær.
Andre seværdigheder
Jørlunde er 40 tønder land smukt Danmark ved Buresø. Der er andre seværdigheder. Metalskolen har selvfølgelig udendørs metalkunst af store Robert Jacobsen, og nede i kælderen er der et Metal-museum, der fungerer som et levende fagforeningskontor med et utal af stempler og svendestykker af mange slags. Kælderens Stauning-epoke og afdelingsfanernes 'Kend din pligt og kræv din ret' ligger som fundamentet under den fagpolitiske uddannelse med højt til loftet, PH-lamper, designmøbler og ny teknologi.
Akademikeren i forstanderstolen taler om sig selv som en outsider i forhold til kursisternes faglighed. Selvom han ikke har været der så længe, fortæller krybestrømmene, at det måske er godt nok, at der nu er kommet en med længere perspektiver og akademisk distance til ham Hovsa, der har bestemt for meget.
Metalskolen har sine egne løvefødder og gesvejsning. Oldfruen stiller hver dag friske blomster på forstanderens bord.
Ledige stillinger