I et interview med DJØF Bladet understreger han, at det i virkeligheden er uhyggeligt lidt, makroøkonomerne kan sige om fremtiden, ligesom han mener, at økonomerne generelt overspiller de økonomiske modellers anvendelighed.
De kommer til os i en lind strøm - de mange skråsikre økonomiske prognoser, analyser og rapporter om, hvor galt det kan gå for vores land, hvis ikke topskatten bliver strøget, efterlønnen afskaffet, dagpengeperioden forkortet osv.
Forudsigelser, der er første led i fødekæden mellem økonomer, politikere og medier, og som ofte baner vejen for ny lovgivning og dermed ændrer den måde, samfundet er skruet sammen på.
Men hvor solidt er disse økonomiske analyser og rapporter funderet?
"Sandheden er, at det egentlig er uhyggeligt lidt, vi makroøkonomer kan sige om fremtiden," siger professor på Roskilde Universitetscenter Jesper Jespersen, der i en nylig doktorafhandling har analyseret sammenhængen mellem den metode, økonomerne benytter sig af, de resultater, de når frem til, og den virkelighed, vi befinder os i. Altså selve det videnskabsteoretiske grundlag for de gængse makroøkonomiske modeller.
For mens det uomtvisteligt er korrekt, at en nedsættelse af for eksempel topskatten vil gøre topskatteydernes personlige budgetter mere rummelige, så er det stort set ukendt land, hvordan en sådan nedsættelse virker for nationen som helhed. Her er vi snarere ovre i afdelingen for tro, håb og ønsketænkning - ikke makroøkonomisk videnskab, mener Jesper Jespersen, der efterlyser større videnskabelig ærlighed hos økonomer om graden af deres modelberegningers sikkerhed.
Efter Jesper Jespersens mening begår økonomerne nemlig den fejl at lancere prognoserne uden i tilstrækkeligt omfang at gøre opmærksom på de - ofte meget specielle - antagelser, som resultaterne bygger på.
"Lidt ydmyghed vil klæde os alle, og der bør simpelthen være større åbenhed over for den store usikkerhed, der er om forståelsen af, hvordan makroøkonomien virker," siger Jesper Jespersen. Det er den klassiske strid mellem de økonomiske skoler, som Jesper Jespersen her fører videre til de computermodeller, der beregner prognoserne.
Det seneste danske skud på stammen af computermodeller er DREAM-modellen (Danish Rational Economic Agents, red.), der i Danmark har været under udvikling siden 1997, og som blandt andet Velfærdskommissionen benyttede sig af.
Modellen er opbygget som en såkaldt generel ligevægtsmodel, der afspejler en markedsøkonomi, som automatisk vil forsøge at nå en ligevægt mellem udbud og efterspørgsel under bestemte forudsætninger. Forudsætninger, der ifølge Jesper Jespersen blandt andet indebærer, at aktørerne i modelberegningerne - borgerne, virksomhederne med videre - handler, som om de kender fremtiden.
Men Jesper Jespersen mener ikke, at virkeligheden er, som denne model foreskriver:
"Som et minimum bør DREAM-økonomerne i hvert fald supplere deres analyseresultater med spørgsmålet: 'Hvad nu hvis befolkningen ikke kender fremtiden?'
I det hele taget har man i alt for høj grad negligeret den videnskabsteoretiske og metodemæssige diskussion inden for makroøkonomi. Man har bare valgt ligevægtsmodellen som den ramme, man bedriver makroøkonomisk analyse inden for. Sikkert fordi de mener, at det er det bedste, vi har, men uden at reflektere over, om det bedste nu også er godt nok. Men det er altså helt afgørende at gøre sig det metodemæssige grundlag klart.
Det skal samtidig siges, at det er fremragende økonomer, der sad i for eksempel Velfærdskommissionen. Økonomer, der ikke kan beskyldes for at være hverken Chicago- eller Cepos-folk - altså meget liberalistiske økonomer. Også derfor undrede jeg mig over, at de ikke indledningsvist gik et skridt tilbage og spurgte sig selv, hvor langt man egentlig kan komme med denne analysemodel? Om den nu også kan give svar, som vi forskningsmæssigt kan stå inde for? For de var tilkaldt som eksperter, der skulle levere det ypperste på området. Det var jo ikke interesseorganisationer, der skulle høres."
Overspillede kort
Hænger det sammen med, at politikerne skal bruge gode råd og vejledning, og så må makroøkonomerne producere nogle resultater med de midler, de har?
"Muligvis, men eksperternes råd skal jo netop være baseret på viden, hvor begrænset den end måtte være, i modsætning til åbenbart urealistiske regnestykker. En problemstilling som Keynes' (den britiske økonom John M. Keynes, red.) læremester Alfred Marshall sammenfattede således: 'It is better to be vaguely right, than perfectly wrong'. Et godt råd må respektere den begrænsede viden, man har om emnet."
Politikerne har tilsyneladende brug for lidt mere håndfaste udspil?
"Ja, hvis politikerne kan få leveret en markant dagsorden af uafhængige eksperter, så er det den bedste af alle verdener for dem. Velfærdskommissionen viste sig i den henseende at være særdeles driftsikker, og bare vent, når Skattekommissionen barsler, så får vi hele komedien én gang til.
Velfærdskommissionen leverede jo en vare, som regeringen kunne bruge. Den kunne læne sig tilbage og sige, at den sandelig ikke ønskede en så stærk barbering på det sociale område. Men når nu eksperterne ligefrem anbefaler en fjernelse af efterlønnen og en betydelig reduktion af dagpenge, kontanthjælp, SU med videre, så bliver vi jo nødt til at lytte."
Angelsaksisk tankegang
Men kan det ikke være nødvendigt med indgreb på dagpenge- og kontanthjælpsområdet, når vi står i en situation, hvor der mangler arbejdskraft?
"Ikke mindst på makroplan ved vi uhyggeligt lidt om, hvad der er bestemmende for det samlede udbud af arbejdskraft. Det gælder både for stramninger på kontanthjælpsområdet og dagpengeområdet. Det, man med nogenlunde sikkerhed kan sige, er, at hvis der ikke er den tilstrækkelige efterspørgsel i økonomien, så er det faktisk ret ligegyldigt, om folk er villige til at tage de jobs, der alligevel ikke er.
Og netop fordi der er så stor usikkerhed, vil jeg som fagøkonom konkludere, at overførselsindkomsternes størrelse først og fremmest er fordelingspolitik."
Regeringen hævder for eksempel, at indførelsen af kontanthjælpsloftet har fået flere i beskæftigelse?
"Det er en ren politisk vurdering baseret på nogle stærkt omdiskuterede beregninger fra Rockwool Fonden. Men det er en del af diskussionen om, hvad det er, der skaber incitamenterne til for eksempel at arbejde. En række økonomer mener, at større ulighed er incitamentsfremmende, og det afspejler i høj grad en amerikansk/angelsaksisk tankegang. Men jeg mener, at det er farligt ukritisk at overføre resultater fra en økonomisk og kulturel struktur som den amerikanske/angelsaksiske til den europæiske. For slet ikke at tale om den skandinaviske. Det er også derfor, at det er så svært for andre lande at forstå den danske flexicurity-model."
Så når vi stille og roligt filer på vores sociale ordninger, så udfordrer vi vores højt besungne flexicurity-model?
"Der er i hvert fald nogle aspekter, som man med de traditionelle, angelsaksiske lærebøger ikke får med. Altså det forhold at helheden er forskellig fra summen af de enkelte dele. Men der er selvfølgelig også en del flexicurity-retorik, som i højere grad er garneret med tro, håb og kærlighed end solide forskningsresultater.
Under alle omstændigheder ved vi meget lidt om, hvad der egentlig foregår på arbejdsmarkedet.
Tag også den følelsesladede diskussion om det høje danske skattetryk, der ofte præsenteres som et stort problem for økonomien. Og det kan da godt være, at det er det, men det er meget svært at finde belæg for det i tallene. Den danske erhvervsfrekvens er jo i det perspektiv uforklarlig høj. Alligevel er der økonomer, som drager den konklusion, at hvis man satte skattetrykket ned, så ville erhvervsfrekvensen blive endnu højere. Men er man nu sikker på det?"
Vanskelig proces
"Så alt i alt er det en særdeles vanskelig proces, vi økonomer skal i gang med, hvis vi også skal kunne beskrive den virkelige verden. Men vi må bare klappe hælene sammen og erkende, at der ikke er nogen lette svar.
For det er naturligvis sådan, at hvis samfundsvidenskab skal kunne kaldes videnskab, så skal det afspejle en del af virkeligheden. Og hvis der ikke er samklang mellem den ligevægtsmetode, der benyttes, og den økonomiske virkelighed, så er vi forblevet i ideernes verden, hvilket bør siges med klar stemme.
Prøv at se, hvordan for eksempel Bjørn Lomborg kom i vanskeligheder, da han på et meget spinkelt empirisk grundlag udtalte sig om 'Verdens sande tilstand'. Hvis beregningsgrundlaget ikke spejler virkeligheden, så går det altså galt.
Der er også et andet billede, som udmærket viser problemstillingen. Det er manden, der står under en gadelygte og leder efter et eller andet. En person kommer forbi og spørger, hvad han leder efter, og manden svarer, at han leder efter sine nøgler.
'Hvor har du tabt nøglerne?'
'Ved gadedøren, men der er ikke noget lys.'
I økonomiens verden er forståelsen af, hvordan enkelte markeder med standardvarer fungerer, faktisk ganske velbelyst. Det kan for eksempel være prisdannelsen på jordbærmarkedet. Og her er de traditionelle markedsmodeller et stærkt analytisk værktøj.
Men skal vi forstå udviklingen i de makroøkonomiske variable som for eksempel beskæftigelsen, så er både markedsmodellerne og den generelle ligevægtsmodel utilstrækkelige til at analysere den virkelighed, der omgiver os.
Benytter vi dem alligevel, indebærer det en betydelig risiko for, at rådgivningen bliver mere vild- end vejledende.
Betydningen af at opnå samklang mellem model og virkelighed er en af afhandlingens væsentligste konklusioner."
Jesper Jespersens doktorafhandling 'Makroøkonomisk metodologi - i et samfundsvidenskabeligt perspektiv'. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2007.
Ledige stillinger