8.2.2008
af
Jan Helmer
DJØF-kommentaren
I dag kan virksomheder aftale med hinanden, at de ikke ansætter hinandens medarbejdere. Virksomhederne kan lave aftaler om enkelte medarbejdere, og de kan udveksle lange lister med navne på medarbejdere, der ikke kan få ansættelse hos en konkurrent. Resultatet er, at medarbejderne er påhæftet en klausul, der begrænser deres jobmarked.
Medarbejderne, der har fået påført en sådan klausul har ingen indflydelse på sagen. Som det er i øjeblikket, aner de ikke engang, at deres virksomhed har begrænset deres jobmarked, for aftalerne er hemmelige. Der er ikke tale om, at medarbejderne får en kompensation. De får bare en lavere markedsværdi.
Den slags jobkarteller er naturligvis helt uacceptable. Naturligvis for de berørte og stavnsbundne medlemmer, men også for hele samfundet, som oplever lavere vækst, udvikling og innovation, når mobiliteten bliver begrænset.
DJØF har været med til at få ønsket om et forbud op på den politiske dagsorden. Først rørte et mindretal i Folketinget på sig. Så var der nervekrig. I foråret måtte regeringen trække et lovforslag, der forsøgte at bortlede opmærksomheden. Det blev alligevel for tykt for et flertal i Folketinget. Og senest er regeringen så kommet med et forslag, der tager det rigtige udgangspunkt - jobkarteller skal være forbudt.
Det har taget lang tid at komme der til. DJØF har brugt mange kanaler - både i offentligheden og til politikere fra alle folketingets partier. Vi har måttet bruge stærke ord for dækkende at kunne kommentere regeringens krumspring og virksomhedernes selvopfundne stavnsbånd. Men det har virket.
Der er derfor mange, der har nydt at se anstrengelserne lykkes. Men der er også mange, der er blevet skuffede over, at vi kun kom halvvejen. Regeringens lovforslag er spækket med undtagelser, og regeringen freder eksisterende stavnsbindingsaftaler. Det er bestemt ikke kønt at se på, for det er ikke lødige interesser, der beskyttes. Samtidig giver lovforslaget mulighed for at virksomhederne begrænser mobiliteten for samtlige medarbejdere, hvor det tidligere kun har været muligt at kunne begrænse betroede medarbejderes muligheder via kunde- og konkurrenceklausuler. Det er en klar forringelse.
DJØF vil derfor kæmpe videre. Medlemmer, der oplever, at de er berørt, skal vide, at der er hjælp at hente. Nogle gange varer det lang tid og kræver en sej indsats og stærke ord. Men når man kan komme halvvejen, kan man også komme hele vejen. Det vil klæde regeringen og gavne os alle her i en tid med fokus på innovation, mobilitet og globalisering.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER