De galopperende sundhedsudgifter

Danskerne bliver lidt rigere hvert år, men når sundhedsudgifterne er trukket fra, har vi færre penge til overs end året før.

Vores udgifter til sundhed og ældrepleje, æder nemlig en større og større del af vores indkomst, og den udvikling vil fortsætte i fremtiden og gradvist gøre det sværere for os at finansiere den danske velfærdsstat.

Det forudsiger økonomen Marianne Frank Hansen. Hun har beregnet danskernes fremtidige udgifter til sundhed og ældrepleje med det økonomiske fremskrivnings- og analyseredskab DREAM, som står for Danish Rational Economic Agents Model.

Og beregningerne viser, at sundhedsudgifterne, der i 2006 udgjorde over 100 mia. kr., løbende vil vokse, så de fra at udgøre ca. 8 pct. af det danske bruttonationalprodukt (BNP) i dag vil komme til at udgøre 13 pct. af BNP i 2050.

Marianne Frank Hansen er cand.scient.oecon, og ansat som forskningsmedarbejder i den uafhængige institution DREAM-gruppen, der drives af midler fra bl.a. Finansministeriet. Hun og de øvrige medarbejdere udvikler og vedligeholder DREAM-modellen, der bl.a. anvendes til at løse opgaver for offentlige myndigheder. DREAM-gruppen stod også bag tallene i Velfærdskommissionens analyser og anbefalinger til regering og Folketing for et par år siden.

Hvorfor bliver der færre og færre penge til overs, når vi har betalt vores regning for sundhed og ældrepleje, selv om vi producerer og tjener mere hvert eneste år?

"Fordi sundhedsudgifterne går i vejret som direkte følge af vores stigende rigdom. Det er et fænomen, som kaldes for velstandseffekten. I OECD-landene er vi så rige, at lysten til at forbruge mere er mindre end lysten til at bevare et godt helbred og leve længere. Det giver med andre ord mere nytte eller livskvalitet at købe sundhed og ekstra leveår end at købe ny bil med lidt mere udstyr og lidt større motorkraft end den gamle."

Et ekstra leveår er vel ikke noget, man sådan kan gå hen og købe?

"Nej, Ikke direkte. Men vi befinder os på et sent tidspunkt i det eksperter kalder 3. fase i den historiske udvikling i dødeligheden. Hvor sundhedssystemet i de to første faser var karakteriseret af kollektive forbedringer, såsom bedre ernæring, vacciner og offentligt finansierede sundhedssystemer, så sker der i dag en individualisering mod dyre og intensive personlige sundhedsbehandlinger. Vi lader os ikke længere nøje med standardbehandling, for vi ved, at man kan overleve med selv alvorlige sygdomme som kræft og hjertesygdomme, hvis man får den rigtige behandling. Det medfører et stort pres på det offentligt finansierede sundhedsvæsen, som politikerne må reagere på. Og derfor stiger udgifterne til ny teknologi og ny medicin konstant som følge af velstandseffekten. Det er bl.a. derfor, at lande som USA og Norge, der er endnu rigere end Danmark, har væsentligt højere sundhedsudgifter pr. indbygger, end vi har."

Sundhedsøkonomer har netop hæftet sig ved, at det danske sundhedsvæsen er meget effektivt styret, og at udgifterne til sundhed stiger kraftigere i andre vestlige lande end hos os?

"Sundhedsudgifterne stiger i alle OECD-lande, og det er rigtigt, at de danske stigninger set over en lang tidshorisont ikke hører til de højeste i OECD. I 1970´erne lå vores sundhedsudgifter målt relativt til BNP helt i top i OECD, men i 1980´erne skar vi drastisk, og sundhedsudgifterne udgjorde en faldende andel af BNP over perioden. Det blev ændret i begyndelsen af 1990´erne, hvor sundhedsudgifterne som andel af BNP igen begyndte at stige herhjemme.

Vi har beregnet, at de årlige udgifter til sundhed og ældrepleje i årene 1993-2002 steg med 3,2 pct. om året, og tallene viser, at trefjerdedele af den samlede stigning skyldes velstandseffekter, mens kun en fjerdedel skyldes danskernes stigende levealder og befolkningens ændrede alderssammensætning."

Det er på baggrund disse tal fra årene 1993-2002, at I baserer jeres beregning af fremtidens udgifter til sundhed og ældrepleje, hvorfor?

"I 1993 forekommer et strukturelt skift i sundhedsudgifterne, og der er derfor ikke anledning til at tro på en tilbagevenden til mønsteret forinden. Fremskrivningen er således baseret på en tendens, som har været stort set uændret over den seneste 10-årige periode. Når man ser tilbage på 1980´erne var det et undtagelsesårti, hvor der blev rettet op på dansk økonomi, men hvor vi også sakkede agterud mht. levealder, så vi i dag stadig har lavere levealder herhjemme end i sammenlignelige OECD-lande. I 1990´erne kom vi igen på niveau både hvad udgifter til sundhed og stigningstakt i levealderen angår. Fra 1995 begynder middellevetiden at stige med 0,2 -0,3 år pr. år, hvor den kun steg med omkring 0,1 år pr. år i 1980´erne."

I fremtiden bliver der mange flere ældre danskere og færre i den arbejdsdygtige alder. Og det må vel yderligere forstærke de danske udgifter til sundhed og ældrepleje?

"Ja, men det, vi kalder den demografiske effekt, vil efter al sandsynlighed få mindre betydning for de samlede udgifter end velstandseffekten.

Det skyldes bl.a. et begreb fra den internationale forskning, 'sund aldring', som siger, at den fremtidige levetidsforøgelse kun vil bestå af sunde leveår, fordi fremtidens ældre vil have levet sundere liv end nutidens ældre. Og da det udgiftskrævende terminale behandlingsforløb kun indtræffer én gang, vil det demografiske pres på sundheds- og ældreplejeudgifterne ifølge denne antagelse primært kunne tilskrives generationernes relative størrelse og kun i meget begrænset omfang stigende levetid. Forekommer dette fænomen i blot begrænset omfang kan det mindske den demografiske effekts opadgående pres på udgifterne."

Hvis jeres beregninger holder, og vi fortsætter med at øge udgifterne til sundhed og ældrepleje med den nuværende takt, stiger sundhedsudgifternes andel af det danske nationalprodukt fra otte til 13 procentpoint i 2050. Hvor skal vi finde alle de penge?

"Effektivisering af sygehusvæsenet er ét svar, og strukturreformen med nedlæggelse af små sygehuse og samling af specialer på de store sygehuse er eksempel på en sådan effektivisering.

En anden mulighed er at udvide omfanget af brugerbetaling, som allerede så småt er på vej med private sygeforsikringer og opbygning af et privat sygehusvæsen. Et af Velfærdskommissionen forslag var, at man i fremtiden skal betale et mindre standardbeløb for at gå til læge. Samtidig med at der med udgangspunkt i den personlige indkomst indføres et loft over den enkeltes egenbetaling. Derved ville staten få en ny indtægt, og samtidig ville man bevidstgøre danskerne om prisen på deres forbrug af lægehjælp og måske dermed minimere det.

Med vores lige og fri adgang til lægehjælp og pleje er det måske svært at forestille sig udstrakt brug af brugerbetaling på sundheds- og ældreplejeområdet herhjemme. Men med størrelsen af det fremtidige finansieringsproblem in mente er det nok nødvendigt på en eller anden måde at ændre den nuværende kurs. Og det bliver ikke let. At øge skatterne kan forringe vores konkurrenceevne, og at producere os ud af problemet ligner ikke umiddelbart en løsning, da det er begrænset hvor meget arbejdsstyrken kan øges, medmindre fødselstallet begynder at stige markant, eller vi kan importere arbejdskraft i langt større udstrækning, end vi har gjort hidtil."

Den sidste mulighed er, at fremtiden bliver lysere end jeres beregninger. Der er kritikere, som mener, at det slet ikke kan lade sig gøre at fremskrive på den måde, I gør, fordi udgangspunktet for sådanne fremskrivninger altid løbende vil ændre sig?

"Selvfølgelig er en langsigtet fremskrivning usikker. Det ligger i dens natur. Målet med fremskrivninger som vores er i god tid at få øje på mulige problemer med henblik på at styre uden om dem i tide. For at det skal kunne lade sig gøre, skal man sørge for så gode forudsætninger som muligt; og det gør vi ved hele tiden at lægge nye oplysninger ind i modellen i takt med, at vi underrettes om f.eks. prognoser og politiske beslutninger. Samtidig lægger vi en stor indsats i at undersøge resultaternes følsomhed over for alternative antagelser."