Vidensarbejderne vil have metodefrihed, mening, fordybelse og selvledelse. Det begejstrer - uden dét er det ikke et rigtigt vidensarbejde. Men dét, der begejstrer, belaster også og kan give følelsen af, at arbejdet er grænse- og meningsløst.
"Det interessante er, hvornår dét, der begejstrer os i arbejdet, vender sig til sin modsætning og bliver en belastning," siger de tre DTU-forskere Vibeke Andersen, Mette Mogensen og Anders Buch, som er med i et tværfagligt forskningsprojekt om forebyggelse af stress blandt vidensarbejdere. Lige nu er de på feltarbejde i seks private og offentlige vidensvirksomheder.
Derude er vidensdeling et selvklart mantra. Det giver begejstring at sige: 'Vi er en vidensvirksomhed'. Næsten alle siger, at kollegial sparring er enormt vigtigt for begejstringen. Men når forskerne spørger til belastningsfaktorerne, siger næsten alle, at det er en belastning med alle de forstyrrelser, det giver, fordi kolleger kommer og spørger.
"Det er lidt absurd, at dét, der opleves som noget af det vigtigste, bliver en belastning, fordi man har så meget andet, at man knap magter det. Men det er en af de ting, det ikke rigtig er legitimt at sige i en vidensvirksomhed," forklarer Vibeke Andersen.
Er belastningerne mest et individuelt eller et organisatorisk problem?
"Det er begge dele på samme tid. Men vores ambition er at tale op imod tidens individualisering, hvor det hele handler om at kunne cope med sin egen personlige stress. Vores fokuspunkt er det organisatoriske," fastslår de tre forskere.
Arbejdstiden flyder
Det karakteristiske ved vidensarbejdere er også, at nogle har det som fisk i vandet i et kaotisk begejstringsmiljø med boldene flyvende om ørerne. Det er deres ilt. For andre er det giften.
"Det udfordrende er at forebygge situationen organisatorisk, så de, der bliver 'svage' i en kaospræget kultur, ikke går ned med stress eller udbrændthed," forklarer Anders Buch.
"Den øvre arbejdstid er mange steder fuldstændig forsvundet. Modtrækket er, at mange efterlyser standardisering og opdeling i kasser. Man efterlyser grænser, samtidig med at man selv vil styre sin egen arbejdstid," siger Mette Mogensen.
Noget af løsningen på at få sat en grænse omkring det grænseløse arbejde ligger i feedback - og vel at mærke den rigtige feedback, siger Vibeke Andersen.
Men kan vidensarbejdere tage imod feedback om, at de skal holde op med at ville levere en Jaguar, selvom de kun er blevet bedt om en Skoda?
"Nej, det kan være meget svært at tage til sig. Men formålet med vores projekt er at lede hen til en forståelse af, at man også som medarbejder skal se sig selv som medskaber af problemet - og dermed også som en del af løsningen. På samme måde som man skal se på det organisatoriske og det ledelsesmæssige som en del af problemet. Og løsningen."
Stress - vor tids passive strejkevåben
'Bare der var tid til fordybelse'. Det hører de tre forskere igen og igen ude på feltarbejdet. At tage en akademisk uddannelse afsætter en livslang målestok for, hvad et arbejde skal give én, forklarer de.
Man ønsker at fordybe sig og sætte den faglige ambition højt. Man søger hele tiden ud over grænsen - og det belaster. Især fordi det ikke honoreres i arbejdet, men kun af vores egen interne dommer.
Man får tit defineret begrebet arbejde forkert, påpeger de. Ens arbejdsopgaver rummer meget mere på en dag, end man selv opfatter. Men man værdsætter kun sig selv for dét, som både af én selv og organisationen opfattes som 'rigtigt arbejde'. Det er et kæmpeproblem. Og det er et generelt problem, som vokser i takt med, at effektivitetstakten skrues op, fastslår de tre forskere.
De peger også på skismaet mellem det 'spændende' arbejde og rugbrødsarbejdet - rutinerne, som ethvert job er fyldt med. Det sidste er fortabelsen for vidensarbejderen, selvom det samtidig er frelsen for mange.
Man er nødt til at finde en balance mellem stjerner og vandbærere, så det ikke hedder én gang stjerne, altid stjerne. Det er der nogle, der brænder ud af. Og hvis der er 70 procent vandbærere, som kun sidder med driftsopgaver, og 30 procent, som laver alt det kreative arbejde, må man også se på det. Og man må se på belønningsstrukturen.
I en hierarkisk organisation står man mere alene med de mulige løsningsforslag på belastningerne, end hvis man arbejder i teams, vurderer de tre forskere.
"Man vil ofte føle, at man ingen kompetence har til at gøre noget ved belastningsfaktorerne som enkeltperson. Derfor peger rigtig mange også på, at dét, der er galt, er noget strukturelt, organisatorisk eller ledelsesmæssigt," siger de.
Stress kan - udover at det er et fysiologisk problem, som folk i sidste ende kan blive invalide af - ses som vores tids passive strejkevåben, lyder det fra Anders Buch: "Hvis jeg går hjem med stress, og jeg ikke længere er den eneste, signalerer jeg, at der er noget galt med den måde, som tingene fungerer på."
For man bruger ikke det kollektive rum til at diskutere spørgsmål som belastning - udover som brok. Og man mangler også sociologisk fantasi til at se, hvordan tingene kunne være anderledes, forklarer han.
Det man ikke siger til de andre
I den første del af projektet kører de tre forskere processpil med hele afdelinger af gangen - ledere og medarbejdere hver for sig og sammen i de seks virksomheder. Næste fase bliver personlige interviews med et antal medarbejdere og ledere fra hver virksomhed.
"Når vi arbejder i det fælles rum, fanger vi ikke de tabubelagte ting, som er fortiet i den kollektive kultur," forklarer Vibeke Andersen.
Tredje fase bliver at følge dén proces, som forskergruppen får sat i gang i de seks virksomheder. De tre DTU-forskere er garvede i branchen, de har været med helt fra starten, hvor man begyndte at tale om højtuddannedes stress. Denne gang skal de udvikle et såkaldt generisk værktøj - det vil sige et værktøj, som kan hjælpe arbejdspladsen til selv at spotte problemerne.
Virker sådan nogle redskaber, når det kommer til stykket?
"Ja. Hvis der vel at mærke er nogle klare bærere af processen på arbejdspladsen. Så kan det få sat en proces i gang. Men der skal være nogle, som følger op på det," understreger Vibeke Andersen.
Derfor forsøger forskerholdet at få sammensat en policygruppe med folk fra ministerier, brancheorganisationer og faglige organisationer, som skal være med til at lægge en strategi for formidlingen af projektet.
Forskningsprojektet 'Forebyggelse af stress i videnarbejde - mellem begejstring og belastning' er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfondet og udføres af en forskergruppe fra Danmarks Tekniske Universitet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Copenhagen Business School. Der medvirker seks virksomheder: COWI, Grontmij/Carl Bro, Københavns Kommunes Socialforvaltning, DJØF, LEGO og Dagbladet BT.
Læs mere ved at klikke på linket i boksen øverst til højre.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER