Sig nu sandheden om EU

Danmark har været medlem af EU i 35 år, og i hele perioden har billedet af et bureaukratisk og formynderisk magtapparat, som truer dansk egenart og suverænitet, stået stærkt i den offentlige debat herhjemme. Fremstilles EU som et samarbejde, der sætter den enkelte europæiske borger i centrum, og som har skabt velstand, samarbejde og fred i en ellers historisk ufredelig verdensdel, afskrives det ofte som propaganda fra det fjerne Bruxelles.

Derfor er der opstået et nærmest kronisk gab mellem danskerne og deres politikere. Mens et solidt flertal i Folketinget i alle 35 år har ment, at EU-medlemsskab er til fordel for Danmark, så kløver EU-spørgsmålet gang på gang vælgerne i to næsten lige store ja-nej halvdele, når folketings-flertallet anbefaler et ja til udbygning af EU-samarbejdet ved folkeafstemninger herhjemme.

Meningsmålinger viser, at det også er situationen lige nu, hvor vi står på tærsklen til nye EU-folkeafstemninger om de fire danske forbehold. Dem konstruerede danske politikere efter vælgernes nej til Maastricht-Traktaten i 1992, men i dag er forbeholdene blevet så besværlige at leve med, at regeringen ønsker dem afskaffet over de kommende år.

Men nu må det være på tide, at Venstre, De konservative, Socialdemokratiet og de øvrige EU-positive partier i Folketinget vælger ny strategi i forsøget på at overbevise vælgerne om, hvorfor de skal stemme ja.

Det siger EU-eksperten Marlene Wind fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Hun er cand.scient.pol., ph.d. på en afhandling om EU og har over årene publiceret flittigt om det europæiske fællesskab i både bøger, tidsskrifter og aviser.

Hvad er der galt med argumenterne, når EU-positive danske politikere forsøger at sælge EU til deres vælgere?

De mangler begejstring! Siden vi blev medlemmer i 1973 har de argumenteret med, at vi skal tage det roligt, for der er ikke noget farligt i de her ændringer af EU-samarbejdet, som vi aktuelt står over for. Dermed accepterer de i realiteten den frygt-diskurs, som de EU-negative politikere med hjælp fra medierne har banket fast som udgangspunkt for næsten al EU-diskussion herhjemme. Ja-siden tvinges til at reagere på angstfyldte scenarier om, at dansk selvstændighed og identitet står på spil, hvis vi ikke passer på EU. Og vi får aldrig de positive historier om EU.

Hvordan lyder de positive historier om EU?

Den overordnede historie handler om, at medlemslandene har løftet sig ud over deres egne snævre nationale interesser og indført lighed for loven for alle europæiske borgere og virksomheder. Det enkelte europæiske menneske og den enkelte europæiske virksomhed er i centrum, og deres suverænitet garanteres af stærke EU-institutioner med Domstolen i spidsen. Dertil kommer EU´s kerneværdier, som er demokrati, retsstatsprincip, markedsøkonomi og menneskerettigheder.

Etableringen af Det europæiske fællesskab midt i det 20. århundrede var i virkeligheden en kraftpræstation, der sandsynligvis ikke havde været mulig uden de foregående 50 års blodige europæiske historie. Især erfaringen af, at et parlamentarisk flertal langt fra er nogen garanti imod barbariske og umenneskelige love, som dem man netop havde set i Nazityskland, havde belært datidens europæiske politikere om, at fred og det enkelte menneskes ukrænkelige rettigheder er skrøbelige størrelser, som man ikke kan sikre uden bevidst at bestræbe sig på det.

Kan du give aktuelle eksempler på positive historier om EU, som formidles negativt i dansk offentlighed?

Kort før jul hørte vi om et nyt direktiv, som - hvis det vedtages - vil give EU-borgere ret til behandling i et andet EU-land. Men i stedet for at fortælle, at EU´s kerneprincip om fri bevægelighed for mennesker og tjenesteydelser imellem landene nu vil sikre behandling til syge danskere, som må vente på behandling herhjemme, fik vi en negativ historie om syge udlændinge, som vil komme og stjæle vores sengepladser. For nylig havde vi også historien om, at EU nu for alvor er begyndt at gøre op med landbrugsstøtten. Den har i årevis holdt liv i urentable landbrug i medlemslandene - specielt i Frankrig - men i stedet for at vinkle på at danske forbrugere nu kan vente billigere varer, tog journalisten ud og spurgte en landmand, hvad han siger til at miste sin EU-støtte.

Eksemplerne er sigende for tendensen til, at medierne går efter den negative EU-historie, fordi den ligger dem på rygmarven. Ligesom deres kilder - både dem, der bakker vinklen op, og dem, der modsiger den - accepterer, at udgangspunktet næsten altid er negativt, når vi taler EU.

Men det er vel ikke kun modstandernes skyld - eller fortjeneste - at den hjemlige EU-debat så ofte farves af negativitet og frygt?

Nej, tilhængerne svigter jo også deres egen sag, kan man sige. Jeg har tit undret mig over, at selv politikere som Helle Thorning Schmidt (S) og Eva Kjer Hansen (V), der har siddet i Europa-Parlamentet og må formodes at vide en masse om EU, bliver fuldstændig tavse om det europæiske samarbejde, når de kommer hjem og sidder i Folketinget. Måske sker det i resignation over, at danske medier ikke interesserer sig for emnet. Eller også har politikerne - inklusive dem, som virkelig ved noget om EU - selv interesse i at tie om EU. Ellers ville det måske rokke ved forestillingen om, at det er dem selv og deres kolleger i Folketinget, som skaber dansk lovgivning og bestemmer landets kurs.

Men det er vel også Folketinget, der skaber dansk lovgivning og bestemmer landets kurs.

Ikke udelukkende. Meget store dele af dansk lovgivning stammer mere eller mindre direkte fra EU. Optællinger for folketingssamlingen 2000/2001 viser, at næsten 80 procent af alle vedtagne danske love på områderne for miljø- og energi, fødevarer samt finans og økonomi er afledt af EU-direktiver. På erhvervs- og forskningsområdet er tallet 70 procent, på sundhedsområdet 50 procent.

Hertil kommer EU-forordninger og domme fra EU-Domstolen, som også indvirker markant på dansk lovgivning. Eksempelvis er den danske ligestillingslovgivning blevet markant forbedret af domme, som EU-Domstolen har afsagt, efter at sagerne er bragt op i Luxembourg af danske kvinder og deres fagforeninger. EU har enorm betydning for dansk lovgivning og danske borgere. Så det største demokratiske underskud i samspillet mellem EU og Danmark er faktisk, at danske medier og politikere ikke oplyser befolkningen om, hvordan virkeligheden rent faktisk ser ud.

Men modviljen mod EU trives jo ikke kun blandt danske, men også blandt hollandske og franske vælgere, som stemte nej til EU´s Forfatningstraktat i 2005.

Den folkelige skepsis over for EU er voksende i næsten alle de gamle EU-lande, mens der er glæde over at være kommet med i det europæiske fællesskab i de nye medlemslande i Østeuropa. EU-Kommisionen har indtrængende bedt de nationale politikere i de gamle medlemslande om at holde op med kun at nævne EU for det onde og aldrig for det gode. Så problemet med nationalpolitikernes manglende incitament til at fortælle deres vælgere de gode historier om EU er ikke kun et dansk fænomen.

Men nationale politikere og medier gør det vel ikke alene. Der må også være en folkelig grobund for modviljen mod EU.

Uden tvivl. Undersøgelser har vist, at kun 15 pct. af europæerne ofte føler sig som europæere, mens 50 pct. aldrig tænker på sig selv som europæere, men derimod udelukkende som tyskere, englændere, franskmænd osv. Den europæiske identitetsfølelse er altså svag, og det er egentlig ikke så mærkeligt, eftersom europæerne ikke deler sprog, historie og fælles offentlig debat på samme måde som nationalstaterne. Derfor har EU vanskeligere ved at opnå legitimitet og opbakning i de europæiske befolkninger, end nationalstaterne har. Og derfor er det en diskussion værd, om EU-projektet overhovedet skal have som ambition at vinde europæernes hjerter, eller om målet snarere skal være at vinde deres hjerner med overbevisende argumenter for, hvorfor et formaliseret samarbejde og fællesskab mellem de europæiske lande er til fordel for dem selv og deres lande.

Men uanset argumenter vil det næppe lykkes at overbevise europæerne, hvis de nationale politikere og medier ikke aktivt deltager i bestræbelserne. På den måde vil nøglen til EU-projektets succes altid ligge i nationalstaterne.