Arven fra firkløverregeringen

I dag er der en bred tilslutning i Folketinget til den politik, vi førte i 80'erne, mener Henning Christophersen (V), der var den borgerlige regerings første finansminister.

"Nu skal det være lettere at være dansker," proklamerede Poul Schlüter til den medieblitzende offentlighed, efterfulgt af et af hans mange skælmske smil, da han for 25 år siden tiltrådte som statsminister for firkløverregeringen.

Det vidt berømmede slogan fra den nytiltrådte konservative statsminister dækkede over de store reformer, danskerne nu skulle vænne sig til. Slut med socialdemokratiske løsninger, der med den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesens ord bragte Danmark økonomisk tættere på afgrundens rand. Og værktøjerne til at ændre kursen blev hentet i den liberale værktøjskasse, hvor de mest kendte redskaber hed markedsløsninger, fastkurspolitik, afskaffelse af dyrtidsregulering, mindre stat og regelforenkling.

Af mange iagttagere bliver firkløverregeringens tiltræden betragtet som en milepæl i dansk politik, da det blev begyndelsen til en ny æra. Før 1982 var statsministeren normalt en person med socialdemokratisk partibog i inderlommen. Og siden 1982 er det kun socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, der har fravristet de borgerlige partier statsministerposten.

Fast kronekurs var en succes

En af de personer, som var med helt i front i begyndelsen af Schlüter-perioden, var Henning Christophersen, der bestred den magtfulde finansministerpost og var formand for Venstre. Hans ministerium var omdrejningspunktet for mange af de reformer og besparelser, der kendetegnede firkløverregeringens første par år. Han siger:

"For at få styr på økonomien låste vi kronekursen fast og afskaffede dyrtidsreguleringen. De var hinandens forudsætninger. En fast kronekurs betød, at lønstigningerne skulle være beskedne, hvis kronekursen skulle fastholdes. Lønmodtagerne oplevede ret hurtigt, at deres realindkomst blev fastholdt, selvom de fik lave lønstigninger, da inflationen ligeledes var lav."

Den økonomiske øvelse betragter Henning Christophersen som en af firkløverregeringens store succeser, der i dag er accepteret af alle partier i Folketinget - på nær Enhedslisten. På det tidspunkt var det et epokegørende tiltag, idet økonomien op igennem 70'erne konstant var plaget af inflation.

Jørgen Grønnegård Christensen, professor i statskundskab på Århus Universitet, er enig i den betragtning og supplerer:

"Da de kom til i 1982 herskede der en stærk krisebevidsthed i samfundet, som den borgerlige regering var hurtig til at udnytte. Ved deres tiltræden kom de med nogle stærke ideologiske og liberale markeringer, som de politisk fulgte op på - ikke mindst på det økonomiske område. Deres liberale sindelag var de ikke ene om på det tidspunkt. De liberale vinde føg over de vestlige lande, hvor Margaret Thatcher var en af de mest markante repræsentanter for den markedsvenlige politik."

For at få en bedre styring af statens finanser, indførte regeringen en ændring af den finanspolitiske proces. Tidligere indsendte ministerierne et budget til Finansministeriet, der så havde til opgave at koordinere ønskerne. Firkløverregeringen gjorde det stik modsatte. Finansministeriet udstak en økonomisk ramme til hvert ministerium, som de skulle holde sig indenfor. Processen hedder på akademikerdansk top-down. Det var ikke et populært initiativ, og Erling Jørgensen, daværende departementschef i Finansministeriet, forudså en bunke ballade i de andre ministerier, når de per brev modtog den stramme økonomiske ramme, de havde at gøre godt med. Men Henning Christophersen havde en plan.

"Vi skulle til USA i ti dage, og lige inden vi satte os ind i flyvemaskinen, havde min ministersekretær Anders Eldrup afleveret alle brevene i en postkasse. I den periode tog vi ikke telefonen, og man skal huske på, at mobiltelefonen ikke var opfundet på det tidspunkt," siger den forhenværende finansminister smilende. Selvom top-down-metoden ikke var populær i begyndelsen, er det stadigvæk fremgangsmåden, når man planlægger budget for statens finanser.

Færre regler

Et andet område, hvor firkløverregeringen forsøgte at gøre op med den forrige regerings fremgangsmåde, var deres store plan om regelforenkling. Man ønskede at sanere i antallet af regler, så det med statsministerens ord blev lettere at være dansker.

"Der var meget symbolik i det. Vi ønskede at sende et politisk signal om, at der nu var kommet en liberal, borgerlig regering. Ministerierne skulle tvinge embedsmændene til at gennemgå deres regelsæt for moderniseringer og forenklinger. Og vi fik fjernet en del regler - faktisk fik vi skrevet hele valutabekendtgørelsen væk," forklarer Henning Christophersen.

Ikke alle var lige positive over udbyttet af firkløverregeringens regelforenklingsprogram. Jørgen Grønnegård Christensen var en af dem. Han dokumenterer i sin bog 'Den usynlige stat', at regeringen i den selv samme periode vedtog mange flere nye regler, end de fjernede. 

"Initiativet var godt til at lave overskrifter i medierne og lave kampagner på. Det blev formuleret markant og fængende, og det var svært at være imod ønsket om at forenkle regelsættet," siger professoren i forvaltning og fortsætter:

"På det korte sigt var der opbakning og sympati for initiativet, men på det mellemlange sigt blev flere arbejdsgiverorganisationer tilbageholdne og lunkne over for det. Selvom de principielt støttede regeringens initiativ, var visse regler også til deres medlemmers fordel. Og dernæst skal man heller ikke glemme, at organisationerne tænkte strategisk. De ønskede ikke at bevæge sig længere, end hvad LO kunne acceptere. For hvis nu der kom en socialdemokratisk regering og omgjorde beslutningen, var man jo lige vidt."

Henning Christophersen er uenig i professorens udlægning af teksten. Han mener, at han dels har en for akademisk indgangsvinkel til initiativet, og dels ikke har blik for det politiske aspekt af sagen.

"Han glemmer, at vi var en mindretalsregering, og at nogle af reglerne kun kan ændres, hvis der bliver foretaget en ændring af loven i folketingssalen. Og derudover skal vi heller ikke glemme, at vi ikke er modstandere af regler af princip - kun de overflødige regler."

Privatisering er ikke mere et fyord

Privatisering var et andet vigtigt område for firkløverregeringen. Henning Christophersen ser 90'ernes privatiseringer af de store offentlige virksomheder som en forlængelse af firkløverregeringens vedtagne forslag om, at de offentlige institutioner kunne beholde overskuddet fra indtægtsdækkede aktiviteter.

"Vi tillod de offentlige virksomheder, at de kunne beholde overskuddet fra en indtægtsdækket aktivitet. Tidligere skulle overskuddet tilbage til Finansministeriet. Denne markedsøkonomiske tankegang videreførte vi til andre områder, da vi siden hen først decentraliserede offentlige aktiviteter og dernæst begyndte at privatisere offentlige virksomheder."

I 80'erne var der en stor diskussion om, hvorvidt man skulle privatisere offentlige virksomheder eller ej. Derfor er den tidligere finansminister da også ekstra glad for, at der i dag er så bred en tilslutning i Folketinget om at privatisere offentlige virksomheder. Selv under Poul Nyrup Rasmussens ledelse privatiserede man en del offentlige virksomheder, for eksempel det nuværende TDC.

"Man kan sige, at firkløverregeringen fik skabt et grundlag, så man kunne diskutere emner som privatisering og udlicitering. Men selve udbyttet var særdeles begrænset," siger Peter Munk Christiansen, professor i statskundskab på Århus Universitet, og fortsætter:

"Det var først, da Poul Nyrup Rasmussen kom i statsministerstolen, at der for alvor kom gang i privatiseringer af offentlige virksomheder som eksempelvis TDC, Postvæsen og Kastrup Lufthavn. Hans finansminister, Mogens Lykketoft, var ret ferm til det."

Ifølge Peter Munk Christiansen skal man ikke glemme, at danskerne elsker deres velfærdsstat og ikke ønsker at afmontere den. Og at emner som udlicitering og privatisering af vælgerne bliver betragtet som velfærdsstatsfjendske og et forsøg på at afmontere velfærdsstaten.

"Da det alligevel lykkedes at få privatiseret offentlige virksomheder, skyldes det, at det ikke er den offentlige sektors kerneydelser som eksempelvis sygehuse, børnehaver og ældreplejen, der enten er blevet udliciteret eller privatiseret. Det var offentlige virksomheder, som i forvejen var delvis brugerbetalte. Når politikerne forsøger at privatisere eller udlicitere kerneydelserne, bliver de straffet af vælgerne," forklarer statskundskabsprofessoren, og det er i øvrigt en lære, som Anders Fogh Rasmussen har taget med sig, da han satte sig i statsministerstolen i november 2001.