Millionærer på højesteretsdom om aktieoption

7.9.2007

af

En højesteretsdom har udløst et millionbeløb til to DJØF-medlemmer.

Den ene, Helle Kirkegaard, personalechef i ComX fejrede dommen med champagne og en rejse i efteråret til både Paris og Miami.

"Vores advokat har hele tiden sagt, at vi havde gode chancer for at vinde, men en anden sag er så endelig at få dommen. Jeg er meget tilfreds med resultatet og meget glad for, at sagen nu er afsluttet," siger Helle Kirkegaard.

Hun og det andet DJØF medlem har nemlig fået Højesterets ord for, at de har ret til aktieoptioner svarende til 3,7 millioner kroner i SaxoBank. Dermed har DJØF vundet en principiel sag om, at man som fratrådt medarbejder kan beholde retten til at udnytte alle de aktieoptioner, man fik under ansættelsen.

Dommen fra Højesteret omstøder dermed en tidligere afgørelse fra Sø- og Handelsretten, der mente, at de to djøfere kun havde ret til at udnytte en del af aktieoptionerne svarende til den periode, hvor de stadig var ansat i SaxoBank.

Men Højesteret gav DJØF medhold i, at uanset om der er tale om en løbende tildeling af aktieoptioner, om de tildeles for noget medarbejderen allerede har præsteret, eller om de bliver givet for at holde på medarbejderen, så er medarbejderen garanteret retten til dem, fra den dag han eller hun er blevet lovet dem. Derfor havde SaxoBank ikke ret til at fratage de to djøfere aktieoptionerne, de fik tildelt i år 2000, og som de havde sagt, at de gerne ville udnytte, selv om de havde sagt op i mellemtiden.

Siden er loven dog blevet ændret, så medarbejdere nu kun kan tage aktieoptionerne med sig, hvis de bliver fyret, og altså ikke når de selv siger op. Men med Højesteretsdommen i hånden, vil DJØF nu forsøge at få loven ændret igen, så den ikke udelukkende tager virksomhedens parti.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet