Det store vækstmysterium

Vi ved, at der har levet mennesker i mange tusind år. Og vi ved, at det først er med os og vores nærmeste forfædre, at menneskeheden kan præstere så betydelig økonomisk vækst for så mange mennesker, som tilfældet har været i Vesten over de seneste godt 100 år.

Men dybest set ved vi ikke, hvordan vi har fået vores økonomier til at vokse med de to procent om året, som har givet hver ny generation dobbelt så meget købekraft som deres forældre.

Og derfor går man med Carl-Johan Dalgaards formulering "til opgaven med ydmyghed", når man som han undersøger vækstens gåde.

Carl-Johan Dalgaard er nationaløkonom, ph.d. og lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, og netop vækst er et af de emner, han har forsket mest i.

Hvorfor er det så svært at finde ud af, hvordan vækst opstår, og hvad den er betinget af?

"For at give et eksempel, så er der udbredt enighed om, at uddannelse er, og altid har været, en primær kilde til vækst. Men når vi makroøkonomer forsøger at undersøge det nærmere, viser det sig vanskeligt at etablere en klar statistisk effekt. Vi kan se, at væksten i betydeligt omfang er drevet af teknologisk udvikling, og så må den jo også have noget med uddannelse at gøre, men den præcise effekt af uddannelse forbliver uklar. Eksemplet er sigende for manglen på præcise svar på, hvorfor væksten sætter radikalt af i moderne tid. Ligesom vi heller ikke ved, hvorfor den er så stabil op gennem det 20. århundrede."

Hvorfor er det også en gåde, at væksten er stabil op gennem det 20. århundrede?

"1900-tallet er jo en meget omskiftelig periode med to verdenskrige efterfulgt af en kold krig. I mange vestlige lande ser vi en uddannelsesrevolution og en nærmest total omstrukturering af erhvervsstrukturen fra landbrugs- over industri- til servicesamfund. Som økonom vil man umiddelbart tro, det er fænomener, som har en førsteordenseffekt på økonomien, men det er svært at se i tallene. Under alle disse radikale ændringer forøger vi stille og roligt BNP per indbygger med to procent om året i gennemsnit."

Du har forsket i ulandes vækst og mener, at vi kan blive klogere også på vores egen vækst ved at betragte deres. Hvordan?

"I forhold til erhvervsstruktur og indkomstniveau er der sammenlignelige træk mellem fortidens Danmark og mange af dagens fattige lande, og derfor er det frugtbart at spejle landene i hinanden. Man skal dog ikke være blind for, at nogle nationer, og specielt de afrikanske syd for Sahara, står over for unikke udfordringer, der stadig forhindrer dem i det spring, som Danmark tog for over 100 år siden. Man taler om en afrikansk fattigdomsfælde med indbyggede og forbundne dynamikker - først og fremmest sygdomme, sult og korruption - som indtil videre har umuliggjort vækst. En afrikansk embedsmand har større incitament til korruption end sin vesteuropæiske kollega, fordi han får en dårlig løn. Han får en dårlig løn, fordi staten er fattig. Og staten er fattig, fordi den kæmper med naturfænomener som tørke, oversvømmelse og sygdomme som malaria og AIDS, der udover menneskelig tragedie også medfører lav produktivitet."

Men i Asien er det lykkedes for en del lande at komme med på væksttoget. Hvordan?

"De har opsøgt viden og haft vilje til at lære af de vestlige økonomier. Og deres afgørende strategiske fordel i afsætsfasen har været en evne til dels at drage fordel af vores forskning og teknologi uden selv at betale udviklingsomkostningerne, dels at producere varer, vi gerne vil købe i Vesten, til en lavere pris, end vi selv kan producere varerne til, og endelig en statsligt kontrolleret kreditsektor, som har stået parat med den lånekapital, virksomhederne behøvede.

Et eksempel er den første succesrige asiatiske økonomi, Japans, der begyndte med at producere billige kopibiler, og et senere eksempel er Kina, som fremstiller en stor del af det tøj, som mennesker i den vestlige verden bærer i dag."

Hvad er næste trin i vækstprocessen efter afsætsfasen?

"Forskning og udvikling. Det har Japan i vidt omfang formået, så de i dag står med globale brands og magtfulde virksomheder som eksempelvis Mazda og Honda på markedet for biler og Sony på elektronikmarkedet. Disse virksomheder lukrerer ikke længere på andres forskning, men udgør selv forskningsfronten. Det er nødvendigt, fordi virksomhedernes omkostninger til lønninger er gået så meget i vejret, at de ikke længere kan konkurrere på pris, men må raffinere deres produkter. Når et land får succes, vil lønningerne stige, og det aftvinger et behov for omstilling af produktionen mod mere avancerede varer. Sådan vil det måske også gå for Kina på et tidspunkt, men foreløbig er de kinesiske lønninger lave, og derfor kan landet fortsat være storeksportør af lavteknologiske varer til den resterende verden samt storimportør af vestlig teknologi."

Fælles for Kina og Japan er også en betydelig sammenblanding af privat og offentlig økonomi, som typisk udpeges som et problem i forhold til økonomisk vækst.

"Historisk har den statslige indflydelse givet japansk vækst i kraft af rigelig og risikovillig lånekapital, men da landet i 1990'erne er nået op på siden af de vestlige økonomier, viser bagsiden af statslig styring sig. Store virksomheder, der ikke længere kan konkurrere, holdes fortsat i live med statsunderstøttede kreditter, fordi politikerne ikke tør sende tusinder af borgere ud i arbejdsløshed.

I Vesteuropa er Tyskland efter 2. verdenskrig skoleeksemplet på, hvor galt det går, når staten blander sig for meget i produktionsbeslutningen, for her får du økonomisk katastrofe i Øst og vækst i Vest - og det vel at mærke i to som udgangspunkt absolut sammenlignelige lande."

Så i de højtudviklede vestlige lande skal staten helst blande sig udenom og overlade det til markedet at skabe vækst?

"Nej, så enkelt er det ikke. Hvis vi vender hjem til Danmark, så har vi et af verdens højeste skattetryk (det vil sige de samlede skattebetalinger divideret med bruttonationalproduktet, red.), hvilket mange observatører anser som et problem. Men også de må jo erkende, at det faktisk går ret godt med dansk økonomi, og det skyldes måske, at skatteindtægterne anvendes på måder, som fremmer både velfærd og produktivitet. For eksempel til uddannelse og til sundhed, som ofte fremhæves som en af de vigtigste faktorer i forhold til at skabe økonomisk vækst. Og til at passe børn og gamle, så vi i Danmark kan sende en rekordhøj andel af begge køn ud på arbejdsmarkedet. Og endelig til "ren" omfordeling, som faktisk også kan være produktivt. For en dansker, der går med en drøm om at skabe sin egen virksomhed, er det selvfølgelig irriterende, at staten gerne vil have fingre i hans overskud, men omvendt er forsikringen om, at han ikke ender på gaden, hvis virksomheden går ned, nok så vigtig i forhold til hans incitament til at virkeliggøre drømmen om hans eget."

Men i verdens stærkeste økonomi, USA's, har man meget mindre statslig indblanding end her, og det må da veje tungt, når man diskuterer, hvor stor den offentlige sektor ideelt bør være for at skabe størst mulig vækst?

"USA bliver ofte fremhævet i denne forbindelse, men med tvivlsom ret efter min mening. I 1942 forøgede USA indkomstskatteprovenuet fra to til 15 procent af BNP, uden det fik indflydelse på landets vækstrate, som i hele det 20. århundrede lå på stabile to procent om året. Det tyder på, at skattens effekt på den økonomiske vækst er behersket. Hertil kommer det danske og svenske eksempel, som viser, at hvor landenes BNP per person i arbejdsstyrken i 1951 kun udgjorde 57 procent af det amerikanske, så var forholdet vokset til 73 procent i 1998. Så de skatteplagede borgere i Danmark og Sverige vinder altså ind på deres amerikanske konkurrenter, hvad produktivitet angår."

Når der ikke findes en videnskabelig definition på vækst, kan du måske give en anden?