Professor Gilly Salmon leder et forskningsmiljø, Beyond Distance Research Alliance, på University of Leicester, der udforsker alle disse muligheder. Hun peger på podcasting som en teknologi, der er blevet belyst, og som nu er parat til at blive en fast del af universiteternes tilbud. Efter at have forsket og eksperimenteret med podcasts i universitetsundervisning i halvandet år er hendes råd, at podcasts af den traditionelle klasseundervisning ikke er den optimale måde at udnytte den nye teknologi på. Ifølge Gilly Salmon bør podcasts bruges som supplement til den traditionelle forelæsning - for eksempel til at sætte et dagsaktuelt perspektiv på de teoretiske emner fra forelæsningen, til at lave guides til ekskursioner eller laboratoriearbejde eller til at motivere de studerende til at arbejde med det faglige stof. Podcasts bør samtidig være korte, for eksempel ti minutter, og de bør holdes i en uformel tone, der adskiller sig fra en traditionel forelæsning. Den tekniske kvalitet er heller ikke så vigtig som et godt indhold, råder Gilly Salmon.