Universiteter bliver virtuelle

Det virtuelle forelæsningslokale er blot en enkelt brik i opbygningen af det virtuelle universitet, der er begyndt at tage form både i Danmark og i udlandet. For få år siden lå den drøm ellers i ruiner. I Danmark brugte Undervisningsministeriet og Forskningsministeriet 40 millioner kroner til at opbygge en national portal for virtuelle universitetskurser, hvorefter projektet blev lukket og erklæret urealiserbart i 2002. I Storbritannien gik det endnu værre. Det store prestigeprojekt UKeU, Storbritanniens eUniversitet, blev lukket i 2004. På daværende tidspunkt var der blevet brugt 50 millioner engelske pund, men det var kun lykkedes at tiltrække 900 studerende. Tilsvarende ambitiøse forsøg på at opbygge helt nye universitetsstrukturer baseret på fjernundervisning over internettet er blevet blæst op og punkteret andre steder i verden.

Midt i alt dette mismod eksperimenterer de eksisterende universiteter fortsat med ny teknologi i undervisningen. Derfor tegner konturerne af fremtidens virtuelle universitet sig i dag, og der er lagt op til en langt mere omfattende forandring end blot tilbud om fjernundervisning via computeren. På dagsordenen er kommet en generel forbedring af pædagogikken og de studerendes udbytte af undervisningen.

En collage af teknologier

Fremtidens virtuelle universitet vil bygge på flere teknologier, der eksisterer side om side. For eksempel:

• Virtuelle forelæsninger som i Aalborg, hvor forelæsninger kan følges forskellige steder på samme tid.
• Forelæsninger, som optages og streames, så de kan genses hjemme foran computeren.
• Diskussionsfora og wikis på nettet for faglig diskussion mellem de studerende og med bidrag fra forelæseren. Systemerne vil opsamle diskussionerne, så de fremover vil fungere som en fælles vidensbase for eksempel til brug ved eksamensforberedelse eller senere repetition.
• Podcasting og undervisningsmateriale til håndholdte computere er genstand for eksperimenter på mange universiteter, og de pædagogiske modeller er ved at tage form.
• Helt nye platforme som Second Life, MySpace og YouTube udforskes også, men om de kan tjene et pædagogisk formål er endnu uvist.

Professor Gilly Salmon leder et forskningsmiljø, Beyond Distance Research Alliance, på University of Leicester, der udforsker alle disse muligheder. Hun peger på podcasting som en teknologi, der er blevet belyst, og som nu er parat til at blive en fast del af universiteternes tilbud. Efter at have forsket og eksperimenteret med podcasts i universitetsundervisning i halvandet år er hendes råd, at podcasts af den traditionelle klasseundervisning ikke er den optimale måde at udnytte den nye teknologi på. Ifølge Gilly Salmon bør podcasts bruges som supplement til den traditionelle forelæsning - for eksempel til at sætte et dagsaktuelt perspektiv på de teoretiske emner fra forelæsningen, til at lave guides til ekskursioner eller laboratoriearbejde eller til at motivere de studerende til at arbejde med det faglige stof. Podcasts bør samtidig være korte, for eksempel ti minutter, og de bør holdes i en uformel tone, der adskiller sig fra en traditionel forelæsning. Den tekniske kvalitet er heller ikke så vigtig som et godt indhold, råder Gilly Salmon.

Hun har for eksempel arbejdet med en historieforsker, der har produceret en vandreguide til de historisk vigtige steder langs Themsen. En anden gruppe af forskere har brugt podcasts som en metode til at gøre de studerende interesserede i samlingen på universitets naturhistoriske museum. En tredje forsker fik sine studerende til at producere et radioprogram til podcast som en måde at tilegne sig vanskelig viden om genetik på. Anvendt på denne måde kan podcasts forbedre de studerendes læring, viser forskningen fra Leicester.

Studerende elsker teknologi

De studerende er vilde med den nye teknologi. Det fortæller Pernille Rattleff, der er specialkonsulent på Danmarks Tekniske Universitets Learning Lab. Hun har gennem flere år eksperimenteret med og forsket i IT-støttet universitetsundervisning som lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Modsat hvad mange forelæsere har frygtet, er den nye teknologi ikke blevet en undskyldning for de studerende til at sidde på stranden i stedet for at komme til forelæsningerne. Tværtimod er der mange af Pernille Rattleffs studerende, der har benyttet sig af muligheden for at gense forelæsninger, de selv har været til stede ved. Tilbagemeldingen fra de studerende er, at de får noget andet ud af forelæsningen ved at gense og genhøre den, mens de sidder og repeterer deres noter, fortæller Pernille Rattleff. Hvis teknologi i undervisningen var rent efterspørgselsdrevet, ville vi se meget mere af det, konstaterer Pernille Rattleff.

Sådan er det bare ikke, for teknologien støder på modstand fra en del forelæsere. Især tre bekymringer er tilsyneladende udbredte:

• Hvem ejer de forelæsninger, som optages og gøres tilgængelige elektronisk? Hvis en forelæser leverer hele sit repertoire af forelæsninger i løbet af en periode på to år, er der måske ikke noget, der forhindrer universitetet i at digitalisere dem og herefter fyre den nu overflødige forelæser?
• Hvilke konsekvenser har øget offentlighed om forelæsningernes indhold? Mange akademikere vejer deres ord med omhu, når de skriver i for eksempel videnskabelige tidsskrifter, da selv små unøjagtigheder eller spekulative udsagn kan blive angrebet af forskerkolleger til skade for forskerens troværdighed. Til gengæld er tonen ofte mere frigjort ved forelæsninger til glæde for studerende, der får en mere engageret og interessant undervisning og muligheden for at stille spørgsmål. Vil øget brug af elektroniske ressourcer gøre forelæsninger mere synlige i offentligheden og få forskere til at lægge bånd på sig selv?
• Hvem har ressourcerne? Det er en kendt sag, at de fleste universitetsforskere gerne vil bruge mere tid på forskning og mindre tid på undervisning og administration. Pædagogiske udviklingsprojekter står sjældent højt på prioriteringslisten.

Optimisme blandt pionerer

På trods af indvendinger fra underviserne er der optimisme blandt de teknologiske pionerer som Poul Grønkjær på Aalborg Universitet. Han fortæller, at det hidtil har været ildsjæle blandt forelæserne, der har taget teknologien til sig, men sådan er det ikke længere. Den brede masse af undervisere begynder at vise interesse, og kun et klart mindretal er decideret skeptiske.

Det skyldes blandt andet, at forelæserne selv har fået ophavsretten til deres forelæsninger. De behøver ikke frygte, at de giver arvesølvet fra sig og gør sig overflødige. Man har også undgået konflikten om offentliggørelse ved at lade det være op til forelæserne selv at bestemme, om deres forelæsning skal offentliggøres i elektronisk form. Endelig har man ydet en høj grad af service til de forskere, der har vovet sig ud i de teknologiske eksperimenter, fortæller Poul Grønkjær. Det er teknikere, der står for at optage og redigere videoforelæsninger. På længere sigt forventer Poul Grønkjær, at forelæserne vil kunne klare mere selv, men universitetet ansætter også studerende på timebasis til at stå for det tekniske under forelæsningerne. På den måde har det været muligt at imødegå de tre indvendinger fra forelæserne.