Ude af øje, ude af sind. Staten er ikke god nok til at dyrke de internationalt kompetente medarbejderes karrierer. Vi risikerer at tabe terræn i et EU med 27 lande.
Vil man være noget stort i finanssektoren herhjemme, gælder det om at have været en tur over London. Det ved de unge politter, og det går de efter. Sådan ligger landet ikke med unge embedsmænd og Bruxelles. Det har ikke været et problem hidtil, så længe spidskompetencen har været i orden i de EU-tunge ministerier, og det har den været.
Men der hejses advarselsflag fra forskellig side. Hvis vi skal bevare den danske indflydelse i et EU med 27 medlemmer, og vi også er under pres fra globaliseringen, skal vi til at oppe os.
"Den internationale dimension skal prioriteres på topplan i alle ministerier. Det skal ikke kun være en sag mellem kontorchefen og en udstationeret specialkonsulent nede i fagkontoret," siger chefkonsulent på Forvaltningshøjskolen, cand.polit. Lilse Svanholm.
Hun har selv arbejdet i EU-systemet i syv år som både ansat og privat konsulent, før hun vendte hjem og blev fuldmægtig i Udenrigsministeriet. Lige nu sparker hun et nyt internationalt karriereprogram med plads til 16 til 18 af statens embedsmænd i gang sammen med Personalestyrelsen.
Meget er sket til det bedre, siden Lilse Svanholm for 18 år siden sagde op som student i Finansministeriet, fordi hun havde valgt at tage et halvt år til EU-Kommissionen, og hendes kontorchef spurgte: 'Hvad vil du dog derned efter? Du går jo glip af en glimrende karriere her'.
Sådan er der næppe nogen, der siger i dag. Men bortset fra i de meget EU-tunge ministerier tæller det stadigvæk for lidt på en embedsmands cv at have været ude. Mens de unge fra de nye EU-lande vil studere og arbejde neglene til blods for et job i Bruxelles, mangler der danske ansøgere til stillingerne som såkaldte structural trainees - fire måneders ophold i EU-systemet for unge akademikere. Danmark plejede at have otte årlige pladser. Men fordi kvoten ikke er blevet brugt, har man fra EU's side nu sat tallet ned til seks.
"Den typiske nyansatte akademiker i EU-Kommissionen i dag er en ung kvinde fra et af de nye EU-lande. Tag den skrappeste af de unge, danske juristpiger, du har mødt, og gang hende op med to, så har du prototypen. Derfor har vi et problem herhjemme," siger Lilse Svanholm.
Et par fødder uden hoved
Et positivt tegn er til gengæld, at et rekordstort antal danskere søgte og bestod ved den nyligt - og sjældent - afholdte EU-optagelsesprøve, concoursen, som yngre akademikere skal bestå for at komme på venteliste til et job i EU-systemet. Udenrigsministeriet gjorde en kæmpeindsats med information og prøveeksaminer, og hele 19 danskere bestod og står nu på ventelisten. 19 lyder måske ikke af så mange, men det er flot.
Og otte år for sent, fastslår Lilse Svanholm. For de 19 kan ikke lukke hullet efter alle de danskere - mange af dem på chefposter - i EU-systemet, som blev ansat for 35 år siden, da vi kom ind i EU, og nu er på vej på pension.
"Fra nu af og i de næste otte til ti år, og indtil den nye danske generation bliver klar til for alvor at blive til noget, får dansk centraladministration et problem med sit netværk i EU-Kommissionen, fordi dem, man kendte, ikke er der mere. Det mærkes ikke endnu, men vent fem år. Så kommer vi til at gå rundt som et par fødder uden hoved," siger Lilse Svanholm og peger på vores naboers strategier.
Tyskerne undgår for eksempel, at deres pensionshul ikke bliver så stort og langvarigt som det danske, fordi de har nået at ruste op med uddannelse og styring, før østeuropæerne kom på banen.
I lande som Spanien, Frankrig og Storbritannien er det en del af grunduddannelsen for enhver lovende embedsmand at have været en tur over Bruxelles for at skabe netværk og opnå indsigt.
I det ellers EU-skeptiske Storbritannien har man i en årrække kørt et meget formaliseret udstationeringsprogram, det såkaldte European Fast Streamer Programme, som Personalestyrelsens nye, kommende internationale karriereprogram er meget inspireret af.
"At prøve at arbejde i EU er ikke kun en metode til at lære, hvordan EU fungerer. Det er en dannelsesrejse i internationalisering og en skoling i at lytte til, hvad andre siger og gør. Lære af en PISA-undersøgelse, uden at det betyder, at nu skal vi indføre finsk skolesystem," siger Lilse Svanholm.
Men det kræver, at der er en dansk modtager derhjemme, som har lært at lytte, fastslår hun.
Ude af øje, ude af sind
Og det kniber det med, viser en ny undersøgelse fra DJØF foretaget blandt 484 private og 89 offentlige virksomheder om virksomhedernes internationale kompetencer.
Den viser, at alle, men især den offentlige sektor har meget at indhente, når det gælder vidensdeling på tværs af danske og udenlandske organisationer. Det offentlige bruger ganske vist udstationering i øget omfang, og motivationen til at øge antallet er høj. Men man anvender kun i beskedent omfang målrettede strategier for vidensdeling fra udstationerede og hjemvendte medarbejdere.
De udstationerede risikerer nemt at være ude af øje, ude af sind, siger Lilse Svanholm. Og så tøver man med at forlade den hjemlige scene. For hvor står man karrieremæssigt, når man kommer hjem, hvis ingen har interesseret sig for én, mens man var væk?
Derfor er det oplagt at starte med en strategi for vidensdeling og karriereplanlægning for den udstationerede, påpeger hun og mener, at ministerierne skal stille mål op. Det kan være: Mindst ti procent af vores medarbejdere skal have været ude. Eller: Vi skal minimum have to medarbejdere ude om året. Eller: Mindst halvdelen af de hjemvendte kommer hurtigt videre med deres karriere.
"Så vi får rollemodellerne, som viser, at det tæller. Du skal da op at snakke med departementschefen, når du er hjemme på besøg. Det er jo hele ministeriets strategiske anliggende, at du er ude. Vi mangler topstyring her."
Vi har brug for lydhørhed, fordi den internationale kontekst hele tiden ændrer sig, fastslår hun. Dem, du havde kontakt med tidligere, arbejder nu med noget andet, og nye emner kommer på dagsordenen sammen med nye indflydelsesrige aktører.
"Jeg tror først, at lydhørheden bliver tilstrækkelig, når en meget større del af embedsværket har været ude, og når de, som er ude, opleves som en ressource for dem, som er hjemme."
Men DJØFs undersøgelse viser også, at ressourcer og økonomi opleves som den største barriere for øget udstationering i det offentlige - langt større end i det private.
"Ja. For virkeligheden er jo, at hvis et ministerium vælger at sende en ekstra ud, så skal resten løbe endnu stærkere. Derfor skal beslutningen om udstationering og internationalisering ikke tages af dem, der påvirkes på driftssiden, men af dem, som tegner den lange strategiske bane op."Find undersøgelsens første tre delrapporter på linket i højre side.
Ledige stillinger