Dansk sikkerhedsnet ligner nu USAs

Dermed kan Danmark være på vej mod et racedelt samfund, hvor mørk hudfarve er almindeligt i samfundets bund, men næsten ikke forekommer i samfundets top.

Sådan lyder to af de konklusioner, som økonomen Torben Tranæs kan uddrage af sin egen og sine medarbejderes forskning i indvandrere og flygtninge og deres integration i det danske samfund.

Som daglig leder af Rockwool Fondens Forskningsenhed har cand.polit. og ph.d. Torben Tranæs igennem tre år stået i spidsen for en række dybtgående analyser af den gruppe nydanskere, der med udgangspunkt i ikke-vestlige lande er kommet til landet inden for de seneste 35 år.

Denne gruppe udgør i dag seks procent af befolkningen og har markant dårligere beskæftigelse, boligforhold og uddannelse end etniske danskere.

Der er dog også mange vigtige forskelle og nuancer inden for gruppen, og det er ikke mindst dem, som Torben Tranæs og de ti medarbejdere i Rockwool Fondens Forskningsenhed har stillet skarpt og sat tal på med deres analyser.

Forskningsenheden har eksisteret siden 1987 og drives af midler fra familieformuen bag virksomheden Rockwool International. Forskernes målsætning er at producere ny central viden om aktuelle samfundsproblemer på et uafhængigt grundlag, og Forskningsenheden har over årene etableret sig som en stemme, der formår at trænge igennem og sætte dagsorden i den danske offentlighed.

Det skete senest i april, hvor det især var konsekvensberegningerne af den såkaldte starthjælpsordning for flygtninge og indvandrere, som blev citeret i de landsdækkende medier.

Derfor druknede en anden af forskningsenhedens nye analyser, som måske er nok så vigtig, påpeger Torben Tranæs. Den viste, at hele 67 procent af gruppen ikke-vestlige mænd mellem 25-54 år, som ikke har nogen uddannelse, og som inden for de seneste fem år er indvandret efter reglerne om familiesammenføring, i dag er i job og forsørger sig selv. Det er kun fem procentpoint dårligere end ufaglærte mænd med etnisk dansk oprindelse."

Hvad er forklaringen på, at der blandt ikke-vestlige indvandrere er en gruppe med så høj beskæftigelse?

"Det spiller givetvis ind, at de som udgangspunkt ikke er berettiget til kontanthjælp grundet familiesammenføring. Men tallet viser også, at manglende sprogkundskaber og diskrimination, der ofte fremhæves som barrierer for at få job, spiller en mindre rolle end antaget.

Analysen viser også, at mænd fra samme gruppe med uddannelse kun klarer sig en anelse bedre. Her er 68 procent i arbejde mod hele 87 procent af de sammenlignelige danske mænd. Det tyder på, at uddannelser fra ikke-vestlige lande er svære at få anerkendt på det danske arbejdsmarked. Dette bekræftes af en anden af vores undersøgelser, som viser, at kun 20 procent enten tjener eller forventer at tjene en løn, der svarer til mindstelønnen for faglærte. Så der må være en hel del højtuddannede, der arbejder til en lav løn, og måske håber at finde anvendelse for deres uddannelse, efter de har fået foden inden for på arbejdsmarkedet."

Når nye indvandrere fra ikke-vestlige lande klarer sig så godt, må det betyde, at flygtningene klarer sig tilsvarende dårligt. For samlet er det stadig kun halvdelen af gruppen, der er i beskæftigelse.

"Flygtningene har fortsat virkelig svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked. 41 procent af mændene mellem 25 og 54 år og kun 26 procent af kvinderne i samme aldersgruppe har job efter fem års ophold. Det er der formentlig gode grunde til. Man flygter af en årsag, selve flugten kan være forbundet med store menneskelige omkostninger, og endelig er mange af flygtningene igennem de seneste ti år kommet fra meget fattige lande. Derfor er det svært at opsætte en beskæftigelsesmålsætning for flygtningegruppen. Man skal jo også huske på, at Danmark i lighed med andre vestlige lande politisk har påtaget sig at give ophold til flygtninge som en slags global velfærdsopgave."

Flygtningene motiveres blandt andet til at finde beskæftigelse med den nedsatte kontanthjælp, starthjælpen, som har været genstand for en del debat. Hvad er effekten?

"Vores tal viser, at der efter halvandet år er en forskel på fem procentpoint i beskæftigelsesgrad mellem de flygtninge, der fik kontanthjælp (9 procent i arbejde, red.), og de flygtninge, der fik den lavere starthjælp (14 procent i arbejde, red.). Så der er altså en positiv beskæftigelseseffekt, som fortalere vil hæfte sig ved, mens kritikere vil pege på, at gruppen af flygtninge, der ikke har fået job og lever af beskåret kontanthjælp (86 procent, red.) har så lidt at leve for, at det skader deres integration i det danske samfund. Man kan argumentere for begge synspunkter på baggrund af vores tal."

Starthjælpen er blot et af flere eksempler på, at en social ydelse sænkes for at motivere en bestemt dansk befolkningsgruppe til at finde beskæftigelse. Hvornår begyndte den praksis, og var den fra starten rettet specifikt mod flygtninge og indvandrere?

"Nej, det er først senere, at den kommer til at omfatte også flygtninge og indvandrere. Man begyndte i midten af 1980'erne med at nedsætte kontanthjælpen og stille særlige aktiveringskrav til unge under 23 år, der ikke var forsikret mod arbejdsløshed og ikke havde nogen uddannelse. Det skete som konsekvens af den høje ungdomsarbejdsløshed, og fordi man ønskede at hæve netop denne gruppes produktivitet via uddannelse. Senere blev ordningen strammet op over flere omgange, og i 1999 kom den til at gælde for alle unge under 25 år, uanset om de har uddannelse eller er forsikrede i a-kasse eller ej."

I bogen 'Indvandringen til Europa. Velfærdsstat og integration' beskriver du sådanne økonomiske incitamentsordninger som en fundamental ændring af den danske velfærdsmodel anno 1945-1985, og hvor det: "lykkedes (os) at fastholde folk med lav produktivitet på arbejdsmarkedet, samtidig med at det sociale sikkerhedsnet blev hævet."

"Ja, indførelsen af differentierede incitamenter er blevet overset som den fundamentale ændring af det danske samfund, som de faktisk er udtryk for. Vi fremstiller gerne os selv som et samfund med et meget højt socialt sikkerhedsnet. Det er rigtigt for de 'normalproduktive'. Men for grupper med lav produktivitet er nettet med tiden blevet sat så langt ned, at deres situation nærmer sig den situation, som lavproduktive borgere i eksempelvis USA befinder sig i. Det gælder unge under 25 år uden børn, og det gælder gruppen af indvandrere og flygtninge i Danmark. Den sidste gruppe vokser fra at udgøre 1,5 procent af befolkningen i 1985 over tre procent i 1995 til seks procent i dag, og da gruppens beskæftigelsesgrad samtidig var meget lav, går det op for politikerne, at der må sættes målrettet ind, hvis vi skal opretholde vores skatteyderfinansierede velfærdssamfund. Det er sket både ved at begrænse adgangen til Danmark og ved at sænke det sociale sikkerhedsnet for dem, der får opholdstilladelse."

Jeres tal viser, at indvandrerne og flygtningenes børn, 2. generation, klarer sig dårligt i skolesystemet. De får en dårligere grunduddannelse end deres danske jævnaldrende, og de falder fra i stort tal på ungdomsuddannelserne?