Brugerdemokrati eller borgerdemokrati

Nu er amterne erstattet af regioner. Antallet af folkevalgte er halveret i Danmark og hver enkelt politiker repræsenterer nu endnu flere borgere og dermed en endnu større pluralisme, når det gælder forskelligheder i f.eks. synspunkter, viden, hverdagslivserfaringer. Vi er i regionerne blevet nogle ordentlige moppedrenge med mange tusinde ansatte, og kommunerne - i hvert fald nogle af dem - har også fået vokseværk. Afstandene til borgerne er blevet væsentligt større, end de var den gang i amternes dage. Betyder det, at danskerne er endnu længere væk. Svaret er nej.

Fokus på brugerne

I de nye regioner er der fuld fokus på brugerne, ligesom der sikkert er i mange kommuner. Brugerne er vigtige, de er i centrum, de kan kræve (og det gør vi) mere og mere. Mere til os med behov for plastikkirurgi, mere til vores børn, der skal opereres, mere til - og enestuer oveni, tak. Det offentlige Bilka folder sig ud - ovre i den kommunale afdeling for småbørn, skolebørn og uartige børn er der også gang i slagtilbudene. Overalt hænger der Smileys, og i kioskafdelingen uddeler aviserne dummebøder til alle, fordi der er nok af brugere, der er kommet i klemme, om ikke i går, så i hvert fald i morgen. 

Alle borgere er også brugere i hvert fald et eller andet sted, eller også kender vi nogen, der er det.

Der er ingen tvivl om, at vi som offentlige myndigheder skal have fuld fokus på brugerne og deres behov. Kommunikationen og dialogen med og inddragelsen af brugerne er alfa og omega for, om vi som hospital, psykiatrisk center eller handicapinstitution bliver en succes. Brugertilfredsheden måler vi på alle leder og kanter - og lav brugertilfredshed skyldes ofte dårligt oplevet kommunikation.

Brugerdiktatur?

Men hvor er den brede folkelige forankring for det projekt, vi har gang i i regionerne eller for den sags skyld i kommunerne? Er demokratiet bare et kryds hvert fjerde år? Er det en umulig tanke, at demokratiet kunne folde sig ud også mellem krydsene? At brugerdemokratiet, der ind imellem har det med at folde sig ud som et brugerdiktatur - den der råber højest i flest aviser får mest - i stedet kunne folde sig ud som et borgerdemokrati? At man kunne genfinde medborgeren, der gerne vil engageres og inddrages i beslutningerne og være med til at prioritere på tværs? At medborgerne gerne ville gå i dialog med de politikere, der i sidste ende skal beslutte? Det tror, vi faktisk at der er brug for. For et regionalt demokrati er mere end brugerne. Et reelt regionalt demokrati bygger på en deltagelse og en borgerinvolvering, der handler om mere end at stemme hvert fjerde år. En aktiv borgerinddragelse vil mindske afstanden mellem borger og regionen.

Inddrag borgerne

Er borgerinddragelse så et gammeldags forsøg på at indføre rundkredspædagogik i stor regional stil? Svaret er et klart nej. Borgerinddragelse er et offensivt svar på det problem, der hedder: stigende afstand mellem borgere og politikere. Og fra USA er der gode eksempler på, at det faktisk godt kan lade sig gøre at inddrage borgerne og give dem en stemme i centrale politiske spørgsmål. Der er faktisk ingen grænser for, hvad man kan inddrage borgerne i.

Organisationen America Speaks, som er en af de førende organisationer i USA i forhold til borgerinddragelse, har eksempelvis afholdt borgermøde for flere tusinde mennesker i New York om, hvordan Ground Zero kunne bruges og genopbygges efter 11. september. Og den har også faciliteret samtaler mellem borgerne, myndighederne og politikerne om genopbygningen af New Orleans efter orkanen Katrina. Særlig kendt er America Speaks imidlertid for at have udviklet et tilbagevendende borgermøde med 8000 borgere i Washington DC for borgmesteren. Borgermødet er blevet brugt af borgmesteren til at få en pejling af, hvordan borgerne ønsker at byen skal udvikle sig og hvilke konkrete områder, politikerne særligt skal prioritere økonomisk. Og efterfølgende er borgernes anbefalinger blevet brugt eksempelvis ved at satse på de unges uddannelse.

En af de vigtigste pointer ved de amerikanske borgerinddragelsesprojekter er, at de involverede borgere udgør et repræsentativt udsnit af den berørte befolkning. Billedligt talt er det ikke kun borgeren, der er nabo til vindmøllen eller svinefarmen, som inddrages, men et bredt udsnit af borgere. Det giver et anderledes nuanceret billede af problemet og dets mulige løsninger eller prioriteringer.

Interessant nok vil danskere faktisk gerne inddrages. Teknologirådet har ikke problemer med at rekruttere borgere, der gerne vil bruge en hel lørdag på at diskutere en sag med hinanden.

Instrument til politisk samtale

I Danmark er det Teknologirådet, som er bannerfører for udvikling og brug af metoder til at inddrage borgere i politiske beslutningsprocesser, som brobygning mellem borgere og politikere. Et demokrati-råd oprindelig nedsat af Foketinget er begyndt at arbejde sammen med regionerne om konkrete borgerinddragelsesprojekter. For udfordringen for regionerne er den samme, som borgmesteren i Washington stod over for. Hvordan engagerer og inddrager vi borgerne, så vi mindsker afstanden mellem de folkevalgte og folket? At det er nødvendigt at finde et svar, er indlysende. Erfaringen fra amterne og den manglende folkelige legitimitet taler for sig selv. Et svar på den udfordring kunne være at skabe en tæt forbindelse til ikke kun brugerne men også til borgerne, fordi vi tror på, at deres bidrag styrker politikernes beslutningsgrundlag, gør beslutninger bedre og mere robuste, og at det mindsker afstanden. Det skal ikke forstås på den måde, at alle borgernes ønsker skal følges, men deres stemmer skal høres. Det er en moderne måde at føre en politisk samtale på. At der er tale om en dialog mellem borgerne og regionsrådspolitikerne, og ikke en monolog fra politikere til folket.