Balancen hjemme hos formand Nielsen

8.6.2007

af

Familie- og Arbejdslivskommissionens anbefalinger giver stof til eftertanke. Kommissionens formand, Linda NIelsen, fortæller om at få enderne til at hænge sammen.

Familie- og Arbejdslivskommissionen har siden foråret 2006 arbejdet med, hvordan vi danskere skaber mulighed for bedre balance mellem familie- og arbejdsliv. Den 9. maj fremlagde kommissionen så sine anbefalinger. I alt 31 anbefalinger, som favner bredt fra mere fokus på børnenes ve og vel over mere fleksible institutioner til indretningen af familievenlige arbejdspladser. Hvordan kommissionen er kommet frem til de 31 anbefalinger, skyldes ikke mindst kommissionens sammensætning, og den tilgang de har haft til arbejdet.

En bred vifte

En sammensætning af meget forskellige fagpersoner kombineret med et særligt fokus på børnefamilierne er forklaringen på, hvordan Familie- og Arbejdslivskommissionen er kommet frem til de 31 anbefalinger.  

"Kommissionens sammensætning har betydet, at vi er kommet godt omkring. Vi indledte arbejdet med en inddeling i livsfaser, men fandt hurtigt ud af, at det jo især er børnefamilierne, der er i fokus. Det er dem, som har brug for en hjælpende hånd," udtaler Linda Nielsen og fortsætter: "Da dette stod klart for kommissionens medlemmer, kunne vi langsomt begynde at fokusere og indkredse vores arbejde."

Hvorfor det så lige blev de 31 anbefalinger skyldes, ifølge Linda Nielsen, primært anbefalingernes kvalitet. "Vi mener, de 31 anbefalinger er af en sådan kvalitet, at de, hvis de føres ud i livet, virkelig vil flytte noget hos de unge børnefamilier," lyder det fra Linda Nielsen. "De 31 anbefalinger er ligeledes en god blanding af nye tiltag og problemstillinger, vi har hørt drøftet før. Men i kommissionen tror vi på, at tilsætter vi diskussionen noget nyt, vil de forskellige anbefalinger kunne have en positiv effekt på hinanden," forsætter hun.

Formandens eget familieliv

At det er vanskeligt at få alle ender til at hænge sammen som børnefamilie, kan kommissionens formand kun nikke genkendende til. Som mor til tre børn har hun haft alle de velkendte dilemmaer tæt inde på kroppen. "Jamen, det er da svært at få familielivet til at hænge sammen, når både far og mor arbejder ude. Sådan har det bestemt også været for min mand og jeg," lyder det fra Linda Nielsen. Hun har derfor i en kort årrække, da børnene var små, arbejdet på deltid. "Jeg har arbejdet på nedsat tid, da børnene var små. Ligeledes har vi altid haft et stort netværk af bedsteforældre og øvrig familie, vi kunne trække på," fortsætter hun. Linda Nielsen ønsker dog også at fremhæve den fleksibilitet, der altid har været i hendes job. "Jeg har i mange år arbejdet på universitetet, hvor man jo længe har kendt til begrebet 'grænseløst arbejde', og det har da haft stor betydning for både mig og min familie," beretter hun og fortsætter: "Jeg har derfor været heldig."

Anbefalinger omsat i praksis

Linda Nielsen ser ikke de store problemer i at gå på deltid eller vælge den såkaldte flexkontoordning, hvor man sparer tid op i nogle perioder af livet, så man kan holde fri i andre. "Jeg mener ikke, man forspilder sin chance på arbejdsmarkedet, fordi man holder fri i en periode eller går på deltid," lyder det fra Linda Nielsen, som fortsætter: "Nu har jeg været på deltid i en årrække, og ligeledes er mine børn voksne, men den såkaldte flexkontoordning vil bestemt være en ordning, som vi vil kunne praktisere hjemme hos os."

Linda Nielsen medgiver dog gerne, at det er en svær beslutning, og at man som familie konstant står i et dilemma. "De unge familier bliver bare nødt til at forstå, at skal de have mere tid, må den tid tages et sted fra, og det er netop her, hvor det handler om at prioritere og træffe det valg, som den enkelte familie finder er rigtigt for dem," lyder det fra hende.

Linda Nielsen erkender dog, at det primært er kvinder, som vil benytte ordningen, og det vil derfor være dem, som sætter karrieren på stand by. "Men hvad betyder et år væk fra arbejdsmarkedet? Der er jo 30-40 år derefter, hvor det stadig er muligt at gøre karriere," påpeger hun.

Set i bakspejlet

Og Linda Nielsen fortryder overordnet set ikke nogle af hendes valg. Selv har hun god samvittighed over for hendes børn, og hun vil heller ikke bruge sin tid på at fundere over, hvorfor hun ikke gjorde det anderledes. "Jeg har tre meget velfungerende børn, og det er vel et udtryk for, at min mand og jeg har gjort det godt nok," lyder det fra Linda Nielsen, som fortsætter: "Vi har altid sørget for at være tæt sammen - for eksempel på længere rejser. Det kan jeg mærke har været positivt for hele familien. Ligeledes har jeg jo været på nedsat tid, da de var små, så jeg føler ikke, de har lidt noget afsavn." De gode råd til børnefamilierne er mange, men Linda Nielsen vil gerne fremhæve evnen til at være ligeglad - vel at mærke ligeglad med de rigtige ting. "De unge familier skal være bedre til at prioritere det vigtige i deres liv. De går alt for meget op i at skabe sig de perfekte rammer," lyder det fra Linda Nielsen. "Hjemme hos os har min familie måtte leve med en mor, som bestemt ikke har haft styr på alt det huslige. Jeg er en af dem, som altid kommer ind af døren med indkøbsposerne, samtidig med at gæsterne ringer på døren, men vi ender da altid med at have en god aften," fortsætter hun.

Sidst mener hun, at specielt kvinderne skal være bedre til at tilgive sig selv. "Man skal ikke gå rundt og have ondt i maven over alt det, man ikke har gjort, eller de beslutninger man er blevet nødt til at træffe. Det er kun med til at sætte familien under et endnu større pres," afslutter hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet