Hvem skyder først

Politiske kommentatorer lever af at bruge mange ord på at analysere og fortolke statsministeren og hans modkandidat, og det er måske derfor, de helt bevidst afholder sig fra at gøre kort proces og stille det væsentligste spørgsmål, man som vælger kan stille sig selv; Hvem ville man, hvis alt kom til alt, helst gå på tigerjagt med: Fogh eller Thorning-Schmidt?

Tigerjagttesten var en standardtest i britisk politik, dengang Indien var en koloni, og tigeren ikke stod på listen over stærkt truede dyrearter, og testen gik i al sin enkelhed ud på, at vælgerne forestillede sig, at de blev inviteret på jagt med landets premierministerkandidater. Spørgsmålet var så, om man turde følge med hver enkelt af dem ind i junglen? For hvordan ville vedkommende reagere i det faretruende øjeblik, hvor den sultne tiger gik til angreb? Ville han skyde tigeren, eller ville han forsøge at forstå den og tale den til rette?

The tiger hunt test blev reintroduceret i The New York Times af journalisten Thomas L. Friedman i en klumme om det seneste præsidentvalg i USA, hvor det altoverskyggende tema naturligvis var Irakkrigen. Og testen var ifølge Friedman af den grund mere relevant end nogensinde, for valgkampens store spørgsmål var, om John Kerry var typen, der ville trykke på aftrækkeren. Vi ved. At George W. Bush ikke har betænkeligheder ved at trykke på aftrækkeren. Noget helt andet er, "om han kan ramme," som Harvard-professoren Graham Allison sagde til Friedman om selv samme test, "for det er, som om han har skudt sig selv i foden, og at tigeren stadig er derude."

Et får i fåreklæder

Men man behøver ikke en Irakkrig for at bringe tigerjagttesten i anvendelse. I langt mindre alvorlige politiske situationer kan den være en konkret hjælp til at trænge dybere ind i en statsminister og hans modkandidats psykologi. I dansk politik kan denne uhyre enkle test navnlig bruges til at skære gennem alle spekulationerne om, hvorvidt den ene kandidat overhovedet har et politisk projekt, og om den anden kandidats eneste projekt i virkeligheden kun er at beholde magten, for hvad betyder det, hvis man i sidste ende ikke stoler på, at kandidaten har, hvad det trods alt kræver at være landets øverste leder? Hvis vedkommende nu er, som Winston Churchill engang sagde om sin politiske modstander Clement Atlee, "a sheep in sheep's clothing."  

Men en test med så indlysende kvaliteter ønsker enhver politisk interesseret person naturligvis at vide meget mere om, så hvad kan britiske historikere mon fortælle os?

"Min hukommelse siger mig, at udtrykket engang blev brugt om George Curzon (1859-1925, red.) - en ledende britisk, konservativ politiker, som var statholder i Indien og senere blev udenrigsminister. Curzon var ikke en mand, 'man ville gå på tigerjagt med' - hvilket vil sige, at man ikke kunne stole på ham i en krisesituation, da han først ville forsøge at redde sit eget skind," siger historikeren David Jarvis fra Cambridge University. Hans kollega Richard Toye fra samme universitet har dog aldrig hørt om testen. For ham lyder det som en amerikansk opfindelse, noget machosnak, som han forbinder med den amerikanske præsident Teddy Roosevelt.

"Ingen fornuftig vælger ville ønske sig at gå på tigerjagt med nogen af vores kandidater. I stedet burde de spørge sig selv: Hvorfor er de fyre så besat af at dræbe tigere? Er tigrene virkelige sådan en trussel, som de siger, de er? Og hvorfor vil de dog have, at jeg skal gå med dem på jagt og spilde min dyrebare tid og penge?" 

Mormortesten

Det er et faktum, at the tiger hunt test var i omløb blandt britiske politikere i det 19. og 20. århundrede. For eksempel skulle Lord Selborne have brugt det om sin landsmand premierminister David Lloyd George (1863-1945, red.), men uanset om the tiger hunt test dengang var indarbejdet som en standardtest eller ej, er vi danskere på ingen måde forhindret i at importere den i al sin direkte anvendelighed, for hvad har vi ellers?

Kun den langt mildere variant, nemlig den uofficielle 'mormortest', men den går på kandidaternes udseende og fremtoning og stikker ikke dybere end at 'Fogh jo i grunden er en nydelig og veltalende mand', og at 'Helle Thorning-Schmidt skam også er en køn og dygtig pige'.

Men det, vil nogle måske også mene, er helt tilstrækkeligt.