Danmark får baghjul i ligestilling

Udover at være overhalet af vores nordiske naboer får vi nemlig også baghjul af lande som Tyskland, Filippinerne og New Zealand, som klarer sig bedre, når det gælder økonomisk ligestilling, kvinders deltagelse i de politiske beslutninger og deres sundhed og levealder.

Rapporten, som tager temperaturen på ligestillingen i 151 lande, blev udarbejdet til det årlige topmøde World Economic Forum i Davos i Schweiz i januar og måler ligestillingskløften mellem mænd og kvinder på fire forskellige punkter: økonomiske muligheder, uddannelsesniveau, politisk deltagelse samt sundhed og levealder. Ikke overraskende scorer Sverige førstepladsen, skarpt forfulgt af Norge, Finland og Island. Mere overraskende er det til gengæld, at Danmark først dukker op på en samlet 8. plads efter Tyskland, New Zealand og Filippinerne. Blandt andet fordi vi kun høster en 19. plads på ligeløn og økonomisk deltagelse, en 11. plads når det kommer til deltagelse i de politiske beslutninger, og endda en plads som nummer 76 når det gælder kvinders sundhed og levealder. Kun på uddannelsesområdet lever vi op til vores ligestillingsrenommé med en 1. plads.

Ingen entydig forklaring

Karen Sjørup, der er centerleder for Center for Ligestillingsforskning på RUC, mener ikke, at vi kan være tilfredse med den placering.

"Vores ligestillingsminister har netop lige sendt en masse hurraord ud om, at det faktisk går rigtig godt med ligestillingen her i landet, men det er jo ikke, hvad den her undersøgelse viser," siger Karen Sjørup.

En placering som nummer 19 for ligeløn og økonomisk deltagelse eller mangel på samme er for eksempel ikke tilfredsstillende, mener hun, men erkender, at det er svært at give nogen entydig forklaring på, hvorfor Danmark scorer så forholdsvist dårligt i forhold til lande, vi ellers sammenligner os med.

"Danske kvinder har en lav deltagelse i leder- og topposter. Det ved vi, men det er alligevel mere komplekst end som så at skulle forklare hvorfor. For samtidig er danske kvinder jo rigtig godt uddannet, og til og med også godt repræsenteret på arbejdsmarkedet, og derfor skulle en del af vejen jo være banet for at komme til tops. Til gengæld er der nok ingen tvivl om, at dels Rip, Rap og Rup-effekten gør, at kvinder har svært ved at bryde igennem glasloftet, og dels at janteloven betyder, at kvinder også holder sig selv tilbage," siger Karen Sjørup og forklarer, at det velkendte danske ligemageri er med til at bremse kvinders lyst til at gøre karriere i erhvervslivet, fordi de har en tendens til at se skævt til de af deres medsøstre, der tør skille sig ud fra mængden og gå efter topposterne.

Men den ringe danske placering skyldes også den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder. Den naturlige del af forklaringen er ifølge Karen Sjørup, at vi stadig har et meget kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark, hvor flest kvinder arbejder i den offentlige sektor, som rent lønmæssigt halter efter det private arbejdsmarked, hvor flere mænd er ansat. Kønsopdelingen forklarer dog ikke det hele, og derfor er placeringen ikke god nok.

Den politiske scene

En 11. plads, hvad angår kvinders repræsentation på den politiske scene, kunne ifølge Karen Sjørup også være bedre. Hun ærgrer sig over, at en ellers positiv tendens, hvor flere og flere kvinder begyndte at blive valgt ind i både kommuner og Folketinget, nu synes at være stagneret ved en 30 procents deltagelse. 

"Det er, som om vi har besluttet os for, at en kvinde for hver to mænd i det politiske liv jo egentlig er meget godt, og dermed godt nok. Men det er det altså ikke. Og slet ikke i kommunerne, hvor kvinderne udgør 75 procent af de ansatte, men kun 30 procent af de folkevalgte," siger centerlederen, som blandt andet forklarer den ringe kommunale kvindelige repræsentation med, at kommunalbestyrelsesarbejde fortsat er ulønnet og derfor skal foregå efter den almindelige arbejdstid. Noget som kun få kvinder prioriterer, hvis de samtidig også skal prioritere børn og privatliv.

Når kvinderne hos vores skandinaviske naboer og mange andre vestlige lande i dag er langt bedre repræsenteret i det politiske system, skyldes det blandt andet, at man mange steder er begyndt at tage mere håndfaste metoder som kønskvotering i brug. En metode som Karen Sjørup ikke selv er ubetinget tilhænger af, da kvinder udpeget gennem positiv særbehandling i hendes øjne risikerer at falde i faglig agtelse sammenlignet med deres mandlige kolleger. Til gengæld anbefaler hun, at man for eksempel opstiller måltal og kommer med klare kønspolitiske udmeldinger for eksempel i de politiske partier forud for opstilling og valg. I Norge har man derudover igennem en årrække arbejdet aktivt med særligt at kvalificere kvinder til at deltage i bestyrelsesarbejde, hvilket bærer frugt og har fået langt flere kvinder ind i erhvervslivets bestyrelser.

Uddannelsesområdet i top

1. pladsen på uddannelsesområdet kan man dog ikke være andet end tilfreds med. Karen Sjørup forklarer den fine placering med en årelang ligestillingsstrategi, som har handlet om, at hvis kvinder skal sikres ligeløn, må man starte med lige uddannelse. Selvom det nu ser ud til at lykkes, mener hun dog ikke, at ligelig repræsentation i uddannelsessystemet er eneste vej til kvinders ligestilling, men bare et parameter af flere, der skal arbejdes med.

Den danske placering på 76. pladsen for kvinders sundhed og levealder forholder Karen Sjørup sig dog mere undrende til. Når Danmark får den lave placering på sundhedsområdet, skyldes det nemlig, at forskellen i levealder på mænd og kvinder her i landet ikke er så stor, som den er i mange andre lande, hvor kvinder relativt set lever noget længere end mænd. Samme parameter har fået Filippinerne til at overhale Danmark i undersøgelsens samlede resultat, fordi kvinder åbenbart lever noget længere, end mænd gør. Men betyder det så, at kvinder er mere ligestillede på Filippinerne end i Danmark, spørger Karen Sjørup?

"Vi ved jo for eksempel, at Filippinerne er nogle af de mest aktive, når det gælder trafficking og altså kvindehandel, og havde man også målt på den slags parametre, ville landet nok have fået en helt anden placering. Så min samlede vurdering er, at undersøgelser som denne kan være vældig interessante i forhold til at sammenligne sig med andre lande, men man er til gengæld nødt til at kigge om bag parametrene for at se, hvad der egentlig ligger til grund. Og der skal man altså kigge med et kritisk øje," slutter Karen Sjørup.

Charlotte Prahl, selvstændig og medlem af foreningen Erhvervskvinder.dk:

Kvinder har selv et stort ansvar

Charlotte Prahl mener, at kvinder har en berettigelse på arbejdsmarkedet og i alle lag af beslutningsprocesserne, men hun er også af den holdning, at de selv har et stort ansvar, når det gælder det at skabe sig en karriere.

"Måske er vi kvinder bare ikke villige til at betale prisen for at være i spidsen for en organisation. Måske er det svært at få balance i familie-, fritids- og arbejdskabalen, eller også synes kvinder ikke, at de har haft noget valg! Jeg mener, at alle til hver en tid har et valg, og at de selv er ansvarlige for at træffe det. Lader man andre træffe valget for en, så har man alligevel valgt - nemlig at lade andre vælge for en," siger Charlotte Prahl.

Når det er sagt, mener hun selvfølgelig, at der skal være lige løn for lige kompetencer, både de faglige, de sociale og de menneskelige, og derfor er den danske placering som nummer 19, når det gælder økonomisk ligestilling, ikke god nok.

En 13. plads for kvinders deltagelse i det politiske liv mener hun til gengæld, at vi skal være ganske godt tilfredse med.

"Kvinder må selv vælge, og har de lyst til at blande sig i magtens korridorer, skal de bare se at komme af sted. Selvfølgelig skal de også lige vælges for at komme ind, men det afgørende er, at de vælges på deres kompetencer, og for det de er gode til og har lyst til at lave. Derfor skal de selv mærke efter, hvad de vil og så tage ansvar. Nogen drives af magt og penge og andre af, at fællesskabet fungerer. For mig handler det om at finde kernen i sig selv for på den måde at finde vej i livet. Jeg synes ikke, det er problematisk, at vi er nummer 13 - hellere det, end at der var langt flere kvinder i regeringen på grund af en fastsat normering af kvinder!" siger Charlotte Prahl.

Sine Sunesen, formand for Akademikernes Centralorganisation:

Hvorfor er vi så berøringsangste over for kønskvotering?

Sine Sunesen er ikke så overrasket over den lave danske placering i World Economic Forums undersøgelse. Hun mener, at skal vi have flere kvinder repræsenteret i toppen af danske organisationer og i det politiske liv, må vi tage nye metoder i brug.

"Diskussionen om kønskvotering i Danmark er meget firkantet. Enten går man ind for benhård kønskvotering, eller også er man imod. Der er ligesom en vis berøringsangst over for kønskvotering, selvom kvotering jo gerne bliver brugt i alle mulige andre sammenhænge på universiteterne og andre steder, hvis man for eksempel skal have erhvervsfolk eller forskere ind i bestyrelser og udvalg," siger Sine Sunesen, som selv mener, at man i højere grad burde arbejde mere aktivt med eksplicitte måltal for at få flere kvinder ind i det politiske liv og i toppositioner.

Selv mener hun, at et af de største ligestillingsproblemer i dag er den manglende ligeløn mellem kønnene, som 19. pladsen i ligestillingsundersøgelsen også understreger.

"Nogle dele af lønforskellene mellem mænd og kvinder kan forklares logisk, men vi sidder stadig tilbage med den såkaldte uforklarlige lønforskel. Også blandt akademikere. Og den vidner om en eller anden form for diskrimination mellem kønnene," siger Sine Sunesen, som mener, at det blandt andet handler om, at løntillæg stadig gives til dem, der ligger flest timer på arbejdspladsen, hvilket oftest er mændene, selvom det efterhånden er erkendt, at den, der ligger flest timer på kontoret, ikke nødvendigvis også er den, der er mest effektiv eller leverer den bedste kvalitet. Derfor er det normerne på arbejdspladsen, den er gal med, og skal de ændres, mener Sine Sunesen, at man er nødt til at starte med en åben diskussion blandt både ledelse og medarbejdere, så problemet bliver erkendt og accepteret af alle.

Eva Kjer Hansen, Ligestillingsminister:

Generelt godt tilfreds

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen er generelt meget godt tilfreds med den danske placering.

"Den viser, at vi er nogle af de bedste i verden til at give kvinder plads på arbejdsmarkedet og til at nedbryde lovgivningsmæssige barrierer for ligestilling," udtaler hun og fortsætter:

"En 13. plads, når det kommer til kvinders deltagelse i det politiske liv, viser dog, at vi godt kan gøre det lidt bedre, men de tørre tal viser, at der er valgt knap 40 procent kvinder ind i Folketinget, at der er en tredjedel kvindelige ministre i regeringen, og at halvdelen af partierne har kvindelige formænd - det er da flot! Der, hvor det virkelig halter, er den kvindelige andel i kommunalbestyrelserne - det har jeg tidligere sat fokus på og vil gerne gøre igen," siger hun.

At Danmark havner på en 19. plads, når det gælder ligeløn, mener ligestillingsministeren dog ikke er godt nok.

"Vi skal ikke acceptere, at vi på den ene side har et arbejdsmarked, hvor kvinder og mænd er ligestillet, og så alligevel have forskelle på gennemsnitslønnen mellem kønnene, som vi ikke kan forklare." Hun har derfor taget initiativ til en ligelønsguide, der bliver udgivet sammen med beskæftigelsesministeren, DA og LO.

Topplaceringen på uddannelsesområdet er Eva Kjer Hansen stolt af, men hun understreger, at det kønsopdelte danske arbejdsmarked viser, at det stadig er vigtigt at vejlede unge, så de ikke lader fordomme om køn komme i vejen for deres karriere.

Ligestillingsministeren studser dog over dele af undersøgelsens grundlag, som blandt andet får Angola til at rangere højere end Danmark, når det gælder sundhed, fordi der er mindre forskel på mænd og kvinders gennemsnitsalder i Angola end i Danmark.

"At mænd i Danmark dør flere år tidligere end danske kvinder, mener jeg ikke er et ligestillingsproblem, men et sundhedsmæssigt problem," slutter hun.