Sidder djøferne for tungt på tinge?

13.4.2007

af

Interview med Joachim Sperling, cand.polit., kommunikationsrådgiver og tidligere ansat i centraladministrationen, og Lars Bille, lektor i statskundskab, Københavns Universitet.

Mens under seks procent af befolkningen har en lang videregående uddannelse, har mere end hvert tredje medlem af Folketinget en kandidattitel. Det er et problem for det repræsentative demokrati, mener kritikere, mens andre ikke ser det store skræmmebillede i, at Folketinget er overbefolket af akademikere. Tværtimod kan flere se markante fordele ved, at det er personer med intellektuelt overskud, analytiske evner og gode læsefærdigheder, der træffer beslutninger på vores vegne. Diskussionen om hvorvidt det, nogle ynder at kalde djøfiseringen af Folketinget, er et problem, bliver her bragt videre af lektor Lars Bille og kommunikationsrådgiver Joachim Sperling.


Joachim Sperling
Cand.polit., kommunikationsrådgiver og tidligere ansat i centraladministrationen

Er det et problem, at en tredjedel af Folketingets medlemmer har en videregående uddannelse, når under seks procent af befolkningen har det samme?

Det er ikke et problem. Man kan ikke forlange, at for eksempel en håndværker magter at håndtere det papirarbejde, som følger med et job som politiker i Folketinget.

Men du har kritiseret den såkaldte djøfisering af Folketinget for at gøre afstanden til den almindelige befolkning større. Hvad er problemet helt konkret?

Folketingets strukturer tiltrækker en bestemt type mennesker, som har alt for lidt tilknytning til den øvrige del af samfundet. Ofte har de indledt deres karriere i ungdomspolitik, er fortsat i systemet og mangler derfor indsigt i de forhold, som de lovgiver om. De opdyrker en kultur, der er fremmedgjort over for resten af verden og især over for de virksomheder, vi lever af. Rigtig få folketingspolitikere har tunge erhvervsmæssige kompetencer, hvilket betyder, at der er langt mellem dem, der leverer ved kasse et og dem, der forvalter de indkomne midler.

Er repræsentativitet altid det samme som, at folketingsmedlemmerne fuldstændig bør afspejle befolkningens baggrund?

Danmark har for få store politiske udfordringer til, at mennesker, der kan og vil noget, gider politik. De bruger deres kræfter i erhvervslivet og lader djøferne om den formelle politik og administration. Til gengæld kan virksomheder som eksempelvis TDC eller Danske Bank træffe beslutninger, der har større betydning end mange politiske beslutninger.

Det er jo os borgere, der vælger, at vi vil have djøferne siddende i Folketinget.

Ja, men der er mange, som folk gerne vil stemme på, der ikke stiller op. Selvom vi har brug for embedsfolk og jurister i Folketinget, vil det gavne vores forestilling om demokrati, hvis andre samfundsgrupper også deltog. Det er jo et problem, hvis en procent af befolkningen tager beslutninger på de 99 procents vegne.

Vælger folk ikke netop politikere, der har de samme holdninger - ikke nødvendigvis den samme sociale eller uddannelsesmæssige baggrund - som dem?

Både ja og nej. Skellet i samfundet går i stigende grad på uddannelsesniveau, og det skel ser man ikke hos de politiske partier. Partierne er i dag rene anakronismer, der ikke har opbakning i befolkningen. Reelt er vi på vej mod et et-partisystem - man kan kalde det DJØF-partiet.

Hvis en murer vil i Folketinget, og der er nok, der vil stemme på ham, kommer han så ikke ind?

Måske, men han vil få svært ved at komme igennem til opstillingsmøderne, fordi der sidder djøfere overalt. Han skal være et stort retorisk talent for at bryde igennem muren af højtuddannede mennesker, der vil betragte ham med skepsis. Tænker vi frem, betyder den udvikling, at det ikke bare bliver en tredjedel af Folketinget, men to tredjedele, der har en høj uddannelse.

Bør man gøre noget for at få Folketingets sammensætning til at ligne befolkningen mere, og kan man?

Folketinget er blevet et amtsråd, og en stor del af det politiske arbejde er blevet til embedsmandsarbejde. Det er et problem, fordi det tiltrækker embedsmandstyper frem for engagerede mennesker, der gerne vil ændre noget. Det er kun enkeltsager som for eksempel Ungdomshuset og Irak, der kan ruske op i engagementet hos folk i dag. Derfor tror jeg, at Folketinget i stigende grad bliver et ligegyldigt organ. Vi har ikke set store forandringer i samfundsindretningen de seneste mange år. Politik handler kun om skattestop og velfærd, og det er blevet et mantra, at der ikke skal ske noget særligt. At revitalisere Folketinget vil kræve, at vi forlader internationale organer som EU og NATO, men det ville jo være absurd. Vil man lave rigtig politik, foregår det i kommunalbestyrelserne, som også i højere grad end Folketinget afspejler befolkningen.


Lars Bille
Lektor i statskundskab, Københavns Universitet

Er det et problem, at en tredjedel af Folketingets medlemmer har en videregående uddannelse, når kun fem-seks procent af befolkningen har det samme?

Det kommer an på, hvordan man definerer repræsentativitet. Mener man, at der bør være en klar afspejling mellem den socioøkonomiske sammensætning i befolkningen og de repræsentanter, der sidder i Folketinget, ser man det måske som et problem. Men den afspejling har aldrig været der. Alligevel er argumentet, at har man samme opvækst og uddannelse, har man nogle fælles erfaringer, og derfor har nogle politikere større forståelse for nogle vælgeres ønsker og behov. Den anden definition handler om holdninger, og her er det ligegyldigt, om du er smed eller akademiker, hvis bare du er liberal og arbejder ud fra de samme holdninger. Her er spørgsmålet selvfølgelig, om en overlæge fra en overlægefamilie kan sætte sig ind i, hvordan det er at være langtidschauffør. Overordnet findes der ikke én rigtig opskrift på repræsentativitet.

Men holdningsdefinitionen gælder vel i dag. Er det et problem?

Jeg ser ikke noget problem i, hvordan Folketinget er sammensat i dag. Synes nogle, det er et problem, kan de melde sig ind i et politisk parti og på den måde søge indflydelse. 

Nogle vil hævde, at en murer ikke bare sådan kan trænge igennem til det - højtuddannede - politiske system.

Mureren har altid kunnet stille op, men det er rigtigt, at politikken er blevet professionaliseret. Politikerne kan ikke bare forholde sig til input fra nabosognet eller København, de skal håndtere information fra hele verden. Skal man være i stand til at træffe kvalitative beslutninger ud fra den globaliserede virkelighed, er det derfor ofte nødvendigt med en bredere baggrund. Men det er ikke umuligt at trænge igennem for ikke-højtuddannede. Pia Kjærsgaard har for eksempel ikke en videregående uddannelse. Du kan i det hele taget ikke læse dig til politik. Det kræver frem for alt politisk næse.

Man kan altså godt dyrke repræsentativt demokrati, selvom sammensætningen i Folketinget ikke afspejler befolkningen?

Det kan man. Politikerne skal selvfølgelig forstå at kommunikere deres holdninger til befolkningen, så vælgerne kan stemme på de politikere, der varetager deres interesser. Det kan være svært for nogle politikere med videregående uddannelser, som ikke har det store kendskab til andres liv, fordi de altid omgås mennesker i socialgruppe et.

Er der stor forskel på, hvordan for eksempel en djøfer og en ikke-akademiker udfører deres arbejde i Folketinget? 

Det ved jeg ikke. Men man kan sige, at djøfere bare i kraft af deres uddannelsesvalg har vist stor interesse for samfundet og dets udvikling. Så der er ikke noget underligt i, at mange af dem engagerer sig politik. 

Hvad er fordelen ved at have højtuddannede placeret i Folketinget?

At de har indsigt i samfundsmekanismen. Jo større indsigt i hvordan samfundet fungerer, jo nemmere har politikerne ved at regulere det. Problemerne opstår først, hvis politikerne ikke forstår at kommunikere deres metoder. Så opstår kløften mellem de bonede gulve og menig mand. Men den har været der alle dage, og uddannelsesniveauet i befolkningen har da også hævet sig i takt med udviklingen.

Bør man gøre noget aktivt for at spejle sammensætningen i Folketinget mere i befolkningen og i så fald hvad?

Så skulle man indføre akkorder og sige, at der kun må være så og så mange med den og den uddannelse. Det ville være fuldstændig urealistisk og ikke længere være et udtryk for frie demokratiske valg. Tidligere har man for eksempel forsøgt sig med kvoteordninger for kvinder i SF, men det viste sig at være en større hindring for kvinderne. Laver man den slags ordninger, er der ikke længere frit demokrati. Hvis folk er utilfredse nok med den politiske status, skal de nok komme igennem. Et modtræk til kløften mellem politikere og befolkning var for eksempel Dansk Folkepartis fremmarch ved valget i 2001. Politik er ikke i den forstand en videnskab, men en kunstart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet