Hvad er normen?

Hvad er bedre for en offentlig ansat chef end at have en standard at gå ud fra? Så mange bade, så mange kontroller, så mange støvsugninger og så mange besøg. Alt sammen leveret til en bestemt tid og til en aftalt standard. Det er da til finde ud af rent styringsmæssigt, og kan man levere, er der ikke noget at komme efter.

Helt i landets tradition i øvrigt, hvor højt standardiserede produkter som øl og flæsk har gjort nationen rig og vidt berømt for at kunne levere det forventede til den aftalte pris.

Som offentligt ansat chef er det mit gæt, at yderligere standardisering vil blive en skuffelse. For brugerne og dermed også for de politikere og interesseorganisationer, der har sat flere 'garantier' på dagsordenen.

Da jeg gik i gymnasiet og skulle have min første tysktime, fik jeg en underviser, der to år i træk var blevet 'Danmarksmester' i afgangsgennemsnit. 9,5 var det første, han skrev på tavlen. Resten af det år handlede om, at han skulle nå sit snit på mindst 9,5. Det handlede ikke så meget om den enkelte elevs læring eller for den sags skyld det tyske sprogs værdi.

Det er ikke svært at forestille sig fremtidens plejehjem. Her sidder hr. Hansen og glæder sig til at se årets tolvte kamp mellem FCK og Brøndby. Netop som han har stået tre timers tv-opvarmning igennem, og kampen skal fløjtes i gang, da er det hans tur til at få sine rettigheder tilgodeset. Han skal i bad. Hansen protesterer, men logistikken til et standardiseret produkt bryder sig ikke om mange afvigelser. Hvis der skal byttes rundt i rækkefølgen, kræver det en ekstra administrativ indsats og måske oven i købet forhandling med fru Petersen, der netop har besøg af sit barnebarn og ikke ønsker at bytte.

Man kan selvfølgelig også give hr. Hansen lov til at springe over, men så risikerer man, at hans nærmeste pårørende, der er ressourcestærk djøfer og ikke bryder sig meget om fodbold, men til gengæld har en levende interesse for borgerens rettigheder, vil rejse sagen over for institutionens ledelse, når det må konstateres, at faderen ikke er så nyvasket, som normen foreskriver. Endnu værre kunne man forestille sig, at vedkommende rejser sagen over for medierne eller sin politiske repræsentant på tinge. Sagen har pludselig et stærkt ubehageligt perspektiv. En forespørgselsdebat eller en mediestorm. Noget af det værste en offentlig chef ved. Det betyder nemlig, at der går rigtig meget tid fra at levere 'varen' og over til krisestyring og forsvar.

Hvis Hansen på plejehjemmet skal være glad, skal han ikke svare på brugerundersøgelser eller orienteres om nye standardrettigheder. Han skal opleve en service, der er baseret på kompetent faglighed og ansvarlig ledelse, og han skal frem for alt kunne nyde det privilegium, at den offentligt ansatte har mulighed for at udøve et professionelt skøn.

Esben Egede Rasmussen
Cand.scient.pol.