Dem kapitalen ikke kan udnytte

27.4.2007

af

Antallet af de allerfattigste i Danmark synes konstant, mens andelen af varigt fattige er stigende. Er et udskilningsløb i gang og hvordan virker incitamenter så? Diskussionen gik på de høje nagler under et DJØF-debatmøde om fattigdom.

Under højkonjunkturens buldren har et ganske lavmælt emne sneget sig ind på den offentlige dagsorden mellem temaer som rekordstore koncernoverskud, lukrative bonusordninger og forbrugsræs hos friværdiramte boligejere. Størrelser som starthjælp, kontanthjælpsloft og 300-timersregel er med til at rette søgelyset mod fænomenet, som desuden er et centralt tema i såvel den seneste vismandsrapport som i en aktuel rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det drejer sig om fattigdom i Danmark. 

Ordene har ikke en rar klang for en regering, og finansministeren var da også ude med protester mod vismændene - 'Mennesker med relativt lave indkomster' lød bedre. 'Fattigdom i Danmark' var imidlertid også overskriften på et debatmøde i DJØFs lokaler i København sidst i marts med professor Erik Jørgen Hansen, tidligere DPU, Finn Kenneth Hansen, koordinator i CASA, og vismand Michael Rosholm fra Det Økonomiske Råd i panelet.

Herfra kunne den århusianske vismand fortælle de mange fremmødte, at cirka hver 25. borger i Danmark tilhører den 'absolutte bundgruppe'. I 2004 havde således 165.000 voksne (med 75.000 børn) en indkomst på under de 75.000 kroner, der er halvdelen af den typiske (median)indkomst i Danmark dette år. Tallet er renset for studerende.

Det fremgik desuden af den århusianske vismands oplæg, at andelen af fattige har været nogenlunde konstant den sidste snes år, selvom stadig flere mennesker synes at leve i varig fattigdom, ifølge en ny rapport fra AE-Rådet. Der er med andre ord tegn på, at den sociale mobilitet i bunden er faldende, hvilket også harmonerer med vismændenes beregninger, der viser, at jo længere tid man har siddet i fattigdommen, jo vanskeligere er det at slippe ud af den.

Et incitamentsspøgelse

Hvordan tackler man det så bedst? Efter en uudtalt enighed om at working poor ikke er et tema i den danske velfærdsstat, kommer spørgsmålet om incitamenter til beskæftigelse hurtigt i fokus i debatten. "Der er et spøgelse, som vi, der har arbejdet med det her i mange år, har rettet os efter - nemlig en opfattelse af at en gruppe af skrækkelige ledige godt kan arbejde, men ikke gider," kritiserer en kvinde. Hun suppleres af flere kritiske røster fra salen, og en af dem slår til lyd for et 'socialvidenskabeligt eksperiment', hvor man ved at tilbyde alle ledige et job med en løn, der svarer til deres uddannelse, vil få et reelt tal for, hvem der ikke gider arbejde.

"Det er en strålende ide. Problemet bliver så at overbevise nogle om, at det skal gennemføres," mener Michael Rosholm, der som repræsentant for vismændene hurtigt bliver den naturlige skydeskive for kritikken. Denne modtager den århusianske professor med skiftevis panderynken og træk på smilebåndet for til sidst at udbryde: "Det er helt paradoksalt det her. Når jeg sidder sammen med økonomer, er jeg kendt som en slapper, når det gælder økonomiske incitamenter. Nu føler jeg mig imidlertid provokeret til at forsvare det, for jeg mener faktisk, at der er nogle situationer, hvor de virker."

Han giver et eksempel: I et regionalt eksperiment intensiverede man indsatsen i en forsøgsgruppe, som kom hurtigere i beskæftigelse end de ledige i en tilsvarende kontrolgruppe. En nærmere analyse af tallene viste, at den udløsende faktor ikke var, at de ledige kom i aktivering eller havde afholdt møde, men udelukkende at de havde planlagt et møde med deres sagsbehandler inden for de næste to uger. "Hvis ikke det er en trusselseffekt," fremhæver han og konkluderer: "Udsigten til, at du bliver overvåget og monitoreret, påvirker din adfærd."

Politisk sprængfarligt

En deltager finder det ikke rimeligt at reducere fattigdomsproblemet til et spørgsmål om jobmotivation og argumenterer for, at et samspil mellem langt mere komplekse faktorer bestemmer, om man kommer til at kæmpe med kontanthjælpsloft, eller som Dyremose kan score kassen. Det får Finn Kenneth Hansen fra CASA til at efterlyse mere forskning i de træk, der kendetegner de allerfattigste i et samfund, hvor hver fjerde voksen i øvrigt lever på overførselsindkomster.

Man ved, at der blandt de allerfattigste er en overrepræsentation af borgere på starthjælp, unge og par på kontanthjælp samt enlige med mange børn. Og at man - statistisk set - befinder sig nærmere risikozonen, hvis ikke man er på arbejdsmarkedet, er dårligt uddannet, er indvandrer og/eller er psykisk syg. Men hvorfor findes der ikke en systematisk fattigdomsforskning herhjemme? Eller en officiel fattigdomsgrænse? Finn Kenneth Hansen understreger - som sine kolleger i panelet, at fattigdom i dag er et relativt fænomen. "Det handler ikke kun om kost og logi, men også om at kunne opretholde sociale relationer og for eksempel have råd til fødselsdagsgaver," siger han.

Økonomen ser gerne, at et standardbudget over, hvad voksne og børn, der skal kunne deltage rimeligt i samfundslivet, har brug for, bliver knæsat som målestok for en regulerbar fattigdomsgrænse, så man på den måde kan sikre, at ingen familier i Danmark af indkomstmæssige grunde bliver socialt udgrænset. Også professor Erik Jørgen Hansen plæderer for budgetmetoden, men nævner, at den måske er for politisk ømtålelig til at kunne realiseres. Fattigdom er altid et politisk sprængfarligt tema i spillet mellem en regering og en opposition, mener Finn Kenneth Hansen.

Udskilningsløb?

Økonomen fra CASA finder det interessant, at flere tilsyneladende sidder fast i fattigdom i en periode, hvor beskæftigelsen har været stærkt stigende. "Denne underliggende stigning af varigt fattige svarer til meldingerne fra de private hjælpeorganisationer," pointerer han.

En regionsdirektør på beskæftigelsesområdet gør opmærksom på, at især to ting har kendetegnet udviklingen de senere år: Forholdsvis mange langtidsledige kommer i job, men samtidig bliver flere i samfundet syge. Det får vismand Michael Rosholm til at efterlyse forskning om dynamikken på arbejdsmarkedet i relation til, om der er "tendens til, at nogle bliver skivet af" - med andre ord om effektivitetskrav samtidig med øget velstand for de fleste også øger fattigdommen hos en gruppe, der ikke kan klare tempoet. I det føromtalte regionale eksperiment af en gruppe ledige bevirkede den øgede overvågning og monitorering også, at flere blev syge, oplyser han. Antallet af ufaglærte job i Danmark falder, også selvom endog ufaglærte job kræver stadig flere færdigheder. "Det er et problem i vores velfærdskonstruktion, at en gruppe ikke har de færdigheder," mener vismanden, mens Erik Jørgen Hansen peger på, at et nyt fænomen er dukket op i den vestlige verden, idet "der er ved at skille sig en gruppe af overflødige ud, som lider af den mangel, at kapitalen ikke kan udnytte dem."

Ifølge en helt ny analyse af Michael Rosholm udgør nye flygtninge en gruppe, der i arbejdsmarkedsoptik er så svag, at incitamenter ikke afføder den store respons. I overensstemmelse med det anbefaler vismændene, at man afskaffer starthjælpen, så nye flygtninge og deres børn kan oparbejde (sprog)kvalifikationer under støtte fra almindelig kontanthjælp. Vismændene fremhæver desuden en højere brug af eksempelvis løntilskud, indslusningsløn og beskæftigelse på særlige vilkår som instrumenter til at modvirke den moderne fattigdom, der blandt andet kan følge af et stadigt mere effektivt arbejdsmarked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet