Dansk økonom tackler globalt problem

Men selv er hun ikke overrasket over den manglende invitation.

For nok arbejder Kirsten Halsnæs og Bjørn Lomborg begge med miljø og økonomi, og nok deler de nationalitet og kultur, men grundlæggende taler de ikke samme sprog i den diskussion, som optager en større og større del af jordens befolkning. Det vil sige diskussionen om, hvordan vi tackler de globale miljøproblemer, så jorden forbliver et beboeligt sted - ikke bare for vores børn og deres børn, men også for deres børn og deres børn og deres børn igen.

Bjørn Lomborgs indlæg i diskussionen tager udgangspunkt i en prioriteringsdagsorden om 'mest muligt miljø for pengene', som igennem de senere år har appelleret til såvel danske som udenlandske medier og politikere. Men ikke til Kirsten Halsnæs og 30 af hendes danske økonomkolleger. De udsendte for nylig bogen 'Miljøvurdering på økonomisk vis', og de lægger ikke skjul på, at et af bogens formål er at imødegå Bjørn Lomborg og hans rolle i samfundsdebatten.

"Vi synes, han bruger økonomiske argumenter på en politisk måde og derved kommer til at fremstille vores fag negativt. Og derfor vil vi gerne give et mere nuanceret og fagligt forankret bud på, hvad man kan sige, og - lige så vigtigt - ikke kan sige om miljøet på baggrund af økonomisk teori," siger Kirsten Halsnæs.

Som forsker gennem 15 år ved Center for Energi, Klima og Bæredygtig Udvikling på Risø, der er tæt knyttet til FN's miljøprogram UNEP, kan hun om nogen give et kvalificeret bud.

Journalister ringer ofte til dig som ekspert i sammenhængen mellem økonomi og klimaproblemer. Kan du se et mønster i spørgsmålene?

"De spørger især til drivhusgasser, og det er glædeligt, at selv en gratisavis som 24 timer interesserer sig for den globale vinkel på problematikken frem for snævert at fokusere på danske eller europæiske forhold. Dels fordi miljø- og klimadiskussionen er global - i forhold til mængden af CO2 i atmosfæren er det ligegyldigt, om den er forårsaget af udslip i Kina eller Danmark, men også fordi ulandene rammes hårdere af de globale klimaproblemer end den vestlige verden.

For at give et eksempel lever 80 procent af befolkningen i Danidas partnerland Mozambique af landbrug mod mindre end to procent i Danmark. Derfor var det en katastrofe, som fjernede eksistensgrundlaget for 800.000 mennesker, da landet blev ramt af en oversvømmelse for et par måneder siden."

I er 30 medarbejdere fra vidt forskellige lande på Forskningscenter Risø, og I samarbejder med lokale partnere i en række udviklingslande. Hvordan foregår samarbejdet?

"Vi rekrutterer vores videnskabelige personale fra samme del af verden som vores partnerlande for at opnå kvalitet og ligeværdighed i samarbejdet. Vi samarbejder både med vækstlokomotiver som Kina og Brasilien og ekstremt fattige lande som Bangladesh og Mozambique. De lokale partnere, der er forskere ligesom os, udarbejder et studie af deres eget land ud fra metoder og forudsætninger, som vi udarbejder i fællesskab, og efterfølgende samles resultaterne i en rapport. Målet med arbejdet er dels at skabe større viden om udvikling og miljø, så udviklingsmål og vækstbehov kan kombineres, samtidig med at udvikling i mindst muligt omfang skaber globale og lokale miljøproblemer. Dels at øge vores samlede viden og litteratur om, hvordan man sikrer bæredygtig udvikling i den tredje verden. Vores rapporter bliver efterfølgende en del af litteraturen i de klimarapporter, som FN's klimapanel IPPC udgiver hvert sjette år."

Du har været medlem af den økonomiske afdeling af FN's klimapanel siden 1993 og har bidraget til tre IPPC rapporter (1995, 2001, 2007, red.) om det globale klima. Hvilken udvikling har der været mellem rapporterne?

"I 2007-rapporten har man gjort mere ud af at sammenkæde reduktion af drivhusgasser med udviklingspolitik og fattigdomsbekæmpelse, mens sammenhængen mellem drivhusgasser og lokal luftforurening var nyt i 2001. Men på det vigtigste spørgsmål er der ikke sket den store ændring. Det er spørgsmålet, om de klimaændringer, vi ser i dag med temperaturstigninger på 0,4 procent, er menneskeskabte og forårsaget af vores udledning af drivhusgasser? I 2001 sagde rapporten, at det var 'ret sikkert', i 2007 var konklusionen strammet til 'så godt som 100 procent sikkert'. Til grund for denne konklusion ligger mange, mange tusinde siders studier og litteratur, som efter udarbejdelse er blevet gennemgået og kritiseret i flere omgange af andre forskere. Konsekvenserne af, at vores egen livsform er med til at undergrave vores fremtidige eksistensmuligheder, er enorme, og derfor skal det forskningsmæssige belæg for konklusionen være meget stærkt."

Men hvis den videnskabelige konklusion ikke er væsentligt anderledes i 2007, end den var i 2001, hvorfor er det så først nu, vi ser en stærk offentlig reaktion - i medier såvel som i politiske kredse?

"Først og fremmest fordi vi nu ser ændringer af klimaet i den vestlige del af verden, som skræmmer befolkningerne, og får dem til at spørge, om årsagen er menneskeskabt. Herhjemme har vi for eksempel haft meget varme og våde vintre de senere år, og i Paris oplevede man en ekstrem hedebølge for et par år siden, som slog 18.000 mennesker ihjel. Vi får øgede regnskyl i Alperne, ser sjældne oversvømmelser i Europa, og i USA har de haft adskillige meget kraftige orkaner og tyfoner de senere år."

Disse ændringer er ikke nødvendigvis menneskeskabte, men kan forekomme af andre, naturlige årsager. Og hvorfor er konsekvenserne af en global temperaturstigning på kun 0,4 procent enorme?

"Temperaturstigningen skyldes i stort omfang vores energiforbrug. Derfor er vi tvunget til at nedsætte den globale afbrænding af fossilt brændsel og udvikle nye energiformer. Det er en enorm udfordring, fordi den globale udledning tværtimod er stigende og vil fortsætte med at stige i de kommende år - primært som følge af væksten i den tredje verden med Kinas 1,3 milliarder indbyggere i spidsen. Her er økonomien vokset med 10 procent årligt i de seneste 20 år, og 80 procent af Kinas energi kommer af kul. Det ser ud til, at landet allerede om tre år vil overhale USA som verdens største udleder af CO2. Og i Indien med godt en milliard indbyggere ser vi også kraftig vækst.

Der er dog også positive udviklingstræk. Primært i Europa, hvor viljen til at mindske CO2-udledningen er voksende. Men globalt set er udledningen stigende med omkring 2,5 procent årligt. Hertil kommer, at CO2 har en levetid på 100 år i atmosfæren. Vi slipper ikke af med den nuværende koncentration foreløbig, tværtimod bliver laget af drivhusgasser rundt om jorden langsomt tættere. Så selv hvis det lykkes at reducere vores nuværende udledning af CO2, vil effekten først blive opnået langt ude i fremtiden af vores børnebørn og oldebørn."

Det lyder dystert - næsten håbløst.

"Det mener jeg ikke, og det er heller ikke holdningen blandt de mange internationale økonomer og ingeniører, der har bidraget til beregningerne i FN rapporten. Vi siger, at det ser ud, som om vi i fremtiden kan stabilisere den globale temperaturstigning på mellem 2,5 og 3 grader. Forudsætningen er, at vi i 2050 har reduceret vores udslip af drivhusgasser med omkring 30 procent i forhold til 2000 niveau. Dette er muligt, hvis hele verden samarbejder, og der investeres massivt i nye energiteknologier og i andre sektorer. Hvis det sker, kan målet nås til en pris på mellem en og to procent af verdens bruttonationalprodukt ifølge hovedparten af de internationale økonomimodeller.