Kvalitetsreformen

De gentagne problemer med servicen hos DSB, ventetiderne på kræftbehandling og problemerne med ældreforsorgen understreger behovet for en fornyelsesproces på alle niveauer i den danske offentlige sektors service. Regeringens hensigtserklæringer for kvalitetsreformen er rige på løfter, men den efterfølgende debat vidner om, at den offentlige service stadig er præget af årtiers bureaukratiske traditioner.

Nytænkningen inden for den offentlige service, som også har været efterspurgt her i DJØF Bladet, må bygge på:

1. En skarp sondring mellem tre lige vigtige opgaveområder: Beslutninger om servicemål, selve servicefremstillingen og kontrollen af den leverede service.
2. En innovativ fremstilling af service, som er både gennemsigtig og effektiv.

Beslutninger omkring målene for servicen kræver et politisk mandat på nationalt, regionalt eller primærkommunalt niveau. Ansvaret for servicefremstillingen ligger hos 'operatøren', som kan være offentlig eller privat. Men overvågningen bør ligge hos en uafhængig instans. Da ansvaret for servicemål og kvalitetskontrol altid bør ligge hos en offentlig myndighed, kan der aldrig blive tale om at privatisere servicen, selv hvor operatøren er privat. De alvorlige problemer, vi ser i den offentlige service i dag, skyldes især, at disse opgaveområder ofte blandes sammen, og at man tager for lemfældigt på målformulering og kvalitetskontrol. 

Danmark har en meget begrænset tradition for målstyring inden for den offentlige service. Behandlingsgarantien for kræftpatienter er derfor et skridt i den rigtige retning. Men der mangler overordnet styring af serviceleverandøren - i dette tilfælde af sygehusene - og afrapporteringen er for at sige det pænt meget mangelfuld.

Brug for socialt forankret entreprenørkultur

Der er desuden brug for en stærk innovationskultur i det offentlige. Dette forudsætter en socialt forankret 'entreprenørkultur' i den offentlige service og en villighed til at trække bredt på den begrænsede danske arbejdskraft - også fra den private sektor.

En mere langsigtet løsning på problemerne består efter min opfattelse af tre komponenter. Man må til at konkurrere om servicekontrakter, der bliver indgået mellem ansvarlige myndigheder og offentlige eller private operatører. Der må etableres uafhængige, resultatorienterede overvågningssystemer, og yderligere ressourcer må kun tilføres på grundlag af godkendte servicekontrakter. Indehavere af servicekontrakterne må samtidig skabe innovative løsninger for tilrettelæggelsen af arbejdet, for medindflydelse og motivation, brugerinddragelse, rekruttering, samarbejde med den private sektor med videre.

Dette system skal åbne op for den nytænkning, der leder til gennemsigtighed og et bredt forankret resultatansvar og dermed til omkostningseffektive løsninger. Fastholdelsen af det danske velfærdssamfund forudsætter en veludviklet international konkurrenceevne baseret på en høj, innovationsdrevet produktivitet og risikovillighed i alle vigtige sektorer. Næsten halvdelen af nationalproduktet spenderes i dag i offentlige sektorer med svag innovation og risikovillighed og en tvivlsom produktivitet. Danmarks nuværende konkurrencedygtighed skyldes i høj grad, at vore konkurrenter har de samme problemer. Men hvor længe? Hovsaløsninger løser ikke problemerne.