Fra duknakket fuldmægtig til kaospilot

De tider er for længst forbi, og i dag kan en djøfer ikke sådan uden videre bare sættes i bås. For det første er han slet ikke længere kun en mand, men har fået tydelige kvindelige former de sidste 25 år. For det andet står der heller ikke nødvendigvis cand.jur. eller cand.polit. på eksamensbeviset, når djøferen er færdig med sin uddannelse, men lige så gerne scient.pol., scient.soc. eller endda cand.merc. 

At være pligtopfyldende embedsmand er heller ikke nødvendigvis det eneste saliggørende for en djøfer i dag. Nu til dags skriver djøferen lige så gerne konsulent, analytiker eller rådgiver på visitkortet og sætter dyder som kreativitet, innovationsevne og omstillingsparathed mindst lige så højt som det at være pligtopfyldende. 

Endelig er også både pibe og cottoncoat for længst lagt på hylden, og djøferens dresscode totalt frigivet. I dag møder djøferne lige så gerne både piercet og tatoveret op på kontoret som iført håndsyede Armani suits. Djøferens veje er med andre ord blevet uransagelige. Her kommer forklaringen i tal og skæbne.

Ændrede omgangsformer

Kigger man på tallene til en start, taler de deres eget tydelige sprog.

Da DJØF blev stiftet i 1972 som en fusion mellem Juristforbundet og Økonomforbundet, var de 11.148 medlemmer i sagens natur enten jurister, herunder advokater, eller økonomer. Som årene gik, åbnede forbundet langsomt døren op for nye faggrupper og medlemmer, men juristerne dominerede fortsat. I 1990 tegnede de sig for to ud af tre af alle djøfere, økonomerne udgjorde en femtedel, mens gruppen af nye faggrupper som for eksempel scient.pol., scient.adm. og scient.soc. voksede, og på det tidspunkt udgjorde en sjettedel af landets djøfere.

Teaterchef på Det Kongelige Teater, Michael Christiansen, er jurist, har været djøfer så længe, det har været muligt, og har derudover været formand for DJØF's tjenestemandsforening i starten af 80'erne og formand for selve forbundet 1982-1986. Han tegner et klart billede af den klassiske djøfer i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne.

"Da jeg blev færdig som jurist i 1970, var det bedste sted at søge job som djøfer Justitsministeriet. Det var det ultimative oplæringssted, hvis det, man ville være, var statsansat embedsmand, og det ville mange. Det var her, man lærte juraen og ikke mindst også embedsmandens dyder. Man var først og fremmest statens jurist, man varetog statens interesser og blev hårdt oplært til at tjene almenvellet. Det var det vigtigste," forklarer Michael Christiansen.

En djøfer i 1970'erne var altså først og fremmest jurist og embedsmand, og embedsmandsrollen var en noget anden, end den vi kender i dag. Arbejdet var upolitisk og handlede om at kende sin jura til fingerspidserne, så man kunne give korrekte svar til folketing, domstole og politi, og det handlede dermed ikke så meget om at servicere ministeren og departementet, som man kender det i dag.

Men med ungdomsoprøret skete der noget. I 1971 blev man dus i Justitsministeriet og senere smed justitsminister Ole Espersen (januar 1981 - september 1982, red.)slipset og iførte sig cashmeresweater. Det førte en opblødning af omgangsformerne med sig, og djøferne blev langsomt mere frisat og begyndte at bevæge sig i flere retninger.

Fra midten af 70'erne og op igennem 80'erne klippede stadigt flere djøfere navlestrengen til Slotsholmen og staten og søgte nye karrieremuligheder i andre dele af den offentlige sektor; i amterne og især kommunerne. Samtidig begyndte også den private sektor at få øjnene op for djøfernes kompetencer, og at de kunne bruges i både ledelsesmæssige og administrative sammenhænge.

Nye roller

"I 1980'erne skete der er stor diversificering af djøferne. Hvor det at være djøfer engang var det samme som at være statsansat embedsmand, fik djøferne på det tidspunkt flere funktioner og nye typer af roller. Djøferen var ikke bare en, der forstod sig på jura og økonomi, men i stigende grad også på administration, organisationsteori, strategi og ledelse. Og som jobfunktionerne ændrede sig, rykkede flere og flere djøfere ind i kommunerne, organisationsverdenen, medieverdenen og den private sektor, især den finansielle sektor for økonomernes vedkommende," fortæller Tim Knudsen, der er professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab i København.

En djøfer var nu heller ikke længere en offentligt ansat, men også privatansat. I 1970 var kun fem procent af forbundets medlemmer ansat i private virksomheder og 12 procent i advokatsektoren. Resten var ansat i den offentlige sektor. I dag gælder det, at hver tredje djøfer er privatansat og kun de færreste af dem, nemlig syv procent, som advokater.

Samtidig ændrede djøferen også køn og udseende og fik fra 80'erne og 90'erne tiltagende bløde kurver. Hvor der engang slet ikke var tvivl om, at en djøfer havde tap forneden og slips foroven, er de kvindelige former i dag ved at tage over.

I 1990 var hver tredje djøfer en kvinde, i dag er det næsten halvdelen, nemlig 47 procent, og fortsætter kvinderne deres massive gang ind på de videregående uddannelser, vil de snart være i flertal i forhold til deres mandlige kolleger i ikke bare den offentlige, men også den private sektor. Samtidig viser tallene, at djøferen også er blevet mere moden, i hvert fald efter alder at dømme. Siden 1970 er der blevet færre og færre af dem under 30 år og til gengæld flere over 50 år. Djøferen er altså blevet mere grå i toppen. 

Flere uddannelser

Tim Knudsen mener, at djøfernes udvikling og mangfoldiggørelse langt hen ad vejen har været behovs- og altså efterspørgselsstyret. Kravene til, hvad en djøfer skal kunne, har forandret sig og er blevet bredere.

"Engang var det den traditionelle juridiske styring, der dominerede den offentlige sektor. Men i takt med at kravene til, hvad den offentlige sektor skal kunne præstere, er vokset, har den juridiske styring vist sig ikke at kunne stå alene og er derfor i højere grad blevet suppleret med den økonomiske styring, både for samfundet som helhed og for den enkelte organisation og arbejdsplads," forklarer han.

Det har banet vej for behovet for nye typer af kvalifikationer, og med det er flere og flere faggrupper og uddannelser blevet føjet til djøfernes cv.

I dag er kun hver tredje djøfer jurist, hver sjette cand.polit. eller cand.oecon., og økonomerne er tæt på at blive overhalet af scient.pol.erne, som, tilsammen med den voksende gruppe scient.soc.ere, scient.adm.ere og techn.soc.ere fra både Aarhus, Aalborg, Odense, København og Roskilde Universitet, i dag tegner sig for en fjerdedel af DJØF's medlemmer. For ikke at nævne de merkantile djøfere fra landets handelshøjskoler, som også fylder mere og mere, især cand.merc.erne og cand.merc.jur.erne.

Mangfoldighed

Men ikke bare djøfernes uddannelsesbaggrund har ændret og bredt sig med årene og samfundsudviklingen. Det samme har de klassiske DJØF dyder og kompetencer.

"Engang var en djøfer først og fremmest pligtopfyldende og skulle før noget som helst andet bare sørge for at passe ind. Som statsansat embedsmand gjorde man sin pligt, når man parerede ordre, og man skulle for guds skyld ikke udvise for stor kreativitet," siger Tim Knudsen.

Men i takt med at omstillingsparatheden og dynamikken i samfundet har ændret sig, har kravene til djøfernes kompetencer gjort det samme. I dag udmærker man sig ikke synderligt som djøfer ved at udvise duknakket adfærd og forholde sig neutralt og pligtopfyldende til sit arbejde. Tværtimod. Vil man gøre karriere, handler det om at udvise initiativ, tænke kreativt, innovativt og endda en lille smule kaotisk, kunne samarbejde tværfagligt og i grupper og gøre det hele projektorienteret. Kompetencer, som i dag også efterspørges i den private sektor og derfor på samme tid har været med til at bane vejen for djøfernes indtog i det private erhvervsliv.

"Djøfernes bevægelse ind og ud af forskellige sektorer og arbejdspladser kender i dag ingen grænser. I dag kan djøferne springe frit mellem jobs i det private og det offentlige igennem hele livet. Man kan starte som advokat for så at blive konsulent og ende som noget helt tredje. Sammensmeltningen mellem faggrupperne er nærmest total," siger Michael Christiansen.