EU-lande lærer af dansk samfundsmodel

Europæiske topembedsmænd fremhæver Danmark som det EU-land, de lærer mest af at studere. Den danske dukseplacering - fulgt af Storbritannien, Sverige, Finland og Holland - skyldes vores velfungerende arbejdsmarked, vores gode samfundsøkonomi og vores socialpolitik.

På alle disse områder ønsker embedsmænd i de andre EU-lande at lære af det danske eksempel, og interessen er lige så stor i lande, der ligger geografisk og kulturelt fjernt fra os, som i lande, der befinder sig tæt på. Populært sagt vil embedsmændene hellere efterligne dem, der klarer sig godt, end dem, der ligner dem mest.

Det viser en undersøgelse, som professor og cand.scient.pol. Peter Nedergaard fra International Center for Business and Politics ved Copenhagen Business School står bag. Og resultatet får Peter Nedergaard til at konkludere, at "EU i dag fungerer mere som en enhed end nogensinde tidligere."

"På det overordnede politiske plan er EU ganske vist i krise og på stand by efter det hollandske og franske nej til forfatningstraktaten, men i det daglige og fortløbende arbejde med at rive mure ned imellem EU-landene kører samarbejdet ufortrødent videre," siger han.

Peter Nedergaards undersøgelse hviler på svar fra 400 embedsmænd i medlemslandenes hjemlige ministerier. De tager jævnligt til Bruxelles for at mødes med deres udenlandske kolleger i fire samarbejdskomiteer for arbejdsmarked, økonomi, uddannelse og socialpolitik.

Samarbejdskomiteerne hviler på det såkaldte OMC-princip - 'the Open Method of Coordination'. Det betyder, at embedsmændene udveksler erfaringer og 'best practices' fra deres hjemlande, som det står de andre lande frit for at kopiere og bruge derhjemme. Samtidig bliver informationen samlet og udgivet i rapporter, hvor landenes erfaringer og resultater på et givent politikområde bliver sammenlignet og kommenteret af EU-Kommissionen, som sekretariatsbetjener OMC-komiteerne.

OMC-komiteerne udspringer af Lissabon-topmødet i 2000 og har siden vist sig som et effektivt værktøj i bestræbelserne på at gøre EU til 'verdens førende vækstområde med flere og bedre jobs og stærkere social sammenhængskraft', som den politiske målsætning på Lissabon-topmødet lød.

Men der var vel også ide- og erfaringsudveksling mellem EU-landene, før OMC-komiteerne kom til?

"Selvfølgelig, men med disse komiteer bliver erfaringsudveksling sat i system og får en langt mere selvstændig karakter i samarbejdet. Det gælder på embedsmandsniveau, men også i Ministerrådet, hvor rapporterne om, hvordan de forskellige lande klarer sig på udvalgte politikområder, lægges frem og diskuteres. At rapporterne  bygger på information fra centralt placerede embedsmænd i de enkelte lande, giver dem autoritet, og det betyder, at landene bliver mere gennemsigtige. De kan ikke længere lulle sig ind i nationale illusioner om, at det går fantastisk godt på et område, hvis rapporterne siger noget andet. Hvis et land modtager en henstilling fra EU-Kommissionen om at forbedre sig på et givent område, er landet nødt til at tage henstillingen alvorligt."

Kan du give et eksempel på en succesrig national erfaring, som bliver kopieret af de andre EU-lande?

"Når vi herhjemme har flyttet opmærksomhed og ressourcer fra offentlig jobtræning til fordel for privat jobtræning, så skyldes det, at hollænderne havde gode resultater med den strategi. De påviste, at private jobtræningsfirmaer har et fortrin, fordi de er tættere på virksomhederne og har et større incitament til at skaffe folk i arbejde, og så kopierede vi - med succes - deres model. Modsat er der andre medlemslande, som har lært af os, at det giver gode resultater at aktivere tidligt i processen, når folk bliver arbejdsløse."

Beskæftigelsespolitikken er i det hele taget central inden for OMC, påpeger du. Kan du forklare hvorfor?

"For 20 år siden handlede beskæftigelsespolitik kun om at skaffe folk i job. I dag skal den også bevare sammenhængskraften i samfundet - sørge for at vi er konkurrencedygtige trods vores høje omkostningsniveau, sikre integration af flygtninge og indvandrere og bevare velfærdssamfundet i en fremtid med flere gamle og færre erhvervsaktive medlemmer af samfundet. De udfordringer deler de fleste EU-lande, og derfor er alle meget interesserede i de andres erfaringer. Det er velkendt, at danske arbejdsgiveres frihed til at ansætte og afskedige medarbejdere kombineret med vores dagpengesystem har skabt positiv opmærksomhed i de andre EU-lande. Men vores samfundsmodel har også svagheder, som bliver eksponeret og påtalt i Bruxelles. For eksempel er vi blandt de dårligste EU-lande til at integrere flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet. Kun Sverige er dårligere, mens Storbritannien er langt bedre end os på det område."

I mange EU-lande - også Danmark - er befolkningerne delt i næsten to lige store for-og-imod-EU blokke. Taler det ikke imod den tendens til øget europæisk integration, som du peger på?

"Der er en polarisering mellem samfundsgrupper, som føler sig knyttet til det europæiske projekt, og grupper, som tværtimod føler sig frastødt. Det er der mange grunde til, som ikke alle er lige rationelle efter min mening. Jeg forstår godt, at det som dansk folkepensionist kan være svært at se, hvad man skal bruge EU til. Men hvis man informerede bedre om EU i danske medier, så ville danske lønmodtagere opdage, at den bedste måde at sikre deres interesser på faktisk er gennem et tæt EU-samarbejde. I dag er det hverdagens politikområder, som dominerer europæisk integration, hvor det måske tidligere i højere grad skulle foregå på fransk og handle om videnskab eller kunst. Derfor ville det gavne det europæiske projekt, hvis der blev forsket og tilvejebragt mere reel viden om EU, samtidig med at denne viden blev formidlet i medierne. I dag er EU-stoffet alt for ofte vinklet efter en primitiv ja-nej logik, som ikke gør befolkningen klogere på, hvad samarbejdet går ud på."

Hvor går EU-samarbejdet hen efter det hollandske og franske nej til forfatningstraktaten?

"Når Frankrig har fået ny præsident, er det mit bud, at der ikke vil gå lang tid, før Angela Merkel fremlægger en minitraktat, som Frankrig vil acceptere. De to lande må gå forrest, fordi det var Frankrig, som i sin tid etablerede EU, og Tyskland, der i hele fællesskabets historie har haft rollen som moderator og mæglingsmand.

Den første store opgave bliver at stramme op på EU's beslutningsregler, som med optagelsen af alle de nye medlemsstater trænger kraftigt til en revision. Dernæst venter optagelse af nye lande som Kroatien, Bosnien og Serbien, hvis sidstnævnte kan opføre sig ordentligt. Tyrkiet kan jeg ikke se som medlem af EU før i 2020-2025. Til den tid vil Tyrkiet med antageligt 100 millioner indbyggere være det største i EU, og det er primært derfor - og ikke på grund af befolkningens muslimske tro - at optagelsen må forberedes grundigt og tage den tid, det tager."

EU-samarbejdet udspringer af Kul- og Stålunionen, som blev etableret i 1952. Hvad var formålet med samarbejdet dengang?

"At undgå krig. Tyskland og Frankrig havde været i krig i 1870, 1914 og 1940. Hvis man skulle undgå en fjerde krig, måtte man binde dem sammen i et forpligtende fællesskab, hvor de frasagde sig suverænitet over kul- og stålproduktionen, som dengang var kilden til våben, samt blev overvåget af en stærk overnational instans. Det var initiativtageren Jean Monnets vision. Han havde været generalsekretær i mellemkrigstidens Folkeforbund, som endte i fiasko, og derfra vidste han, at den afgørende forudsætning for projektets gennemførelse var en stærk og af medlemsstaterne uafhængig instans. Den blev i første omgang døbt Den Høje Myndighed, men skiftede senere til det navn vi kender i dag - nemlig EU-Kommissionen."

Det var Tony Blair, som oprindeligt lancerede ideen om OMC, men EU-Kommissionen var dengang imod. Hvorfor?

"På grund af Blairs formål med 'the Open Method of Coordination', som var at reducere mængden af direktiver og forordninger. Det er et traditionelt britisk ønske, men hvis det realiseres, vil det reducere EU-Kommissionens indflydelse, idet Kommissionen jo har monopol på at fremsætte forslag til nye direktiver og forordninger. Der gik dog ikke længe, før Kommissionen opdagede, at man kunne vende dette angreb på dens institutioner til at få et nyt indflydelsesværktøj - nemlig læring - ind under fællesskabets vinger. Og så skiftede Kommissionen holdning til OMC."

---

Peter Nedergaard sender stafetten videre til Kirsten Halsnæs, der er cand.polit. og seniorforsker på FN Center for Energi, Klima og Bæredygtig Udvikling på Risø: "Kirsten Halsnæs forsker i økonomiske spørgsmål vedrørende miljøpolitikken, herunder de økonomiske virkninger af den internationale klimapolitik. Jeg vil spørge hende om økonomiens muligheder og begrænsninger i analysen af international klimapolitik. Hvad er den økonomisk mest optimale måde at bekæmpe den globale opvarmning på"?