Så måtte han jo tage dem på ordet, og i dag ærgrer det ham faktisk, at han ikke prøvede det noget før. Præsteforeningen valgte praktikstedet, og det blev til syv dage - inklusive fire nætter indkvarteret i præstegården - hos Jørgen Christensen, præst ved Frederiksborg Slotskirke. Det er et ualmindeligt travlt sogn, så departementschefen var med til en stribe kirkelige handlinger plus en hel masse andet såsom præstegårdssyn, konfirmationsforberedelse, samtaler med dåbsbørnenes forældre og administrative gøremål. Han pjækkede kun fra én ting, fordi han skulle ind til et uopsætteligt møde i ministeriet, og bagefter skrev han en artikel til Præsteforeningens blad, hvor han i bedste blog-stil gennemgik hver dags oplevelser.