Bud efter djøfere

23.3.2007

af

Djøfere i super forhandlingsposition.

Tøv en kende, inden du skriver under på den ansættelseskontrakt, du sidder med i hånden. Det er formentlig slet ikke usandsynligt, at du kan lokke endnu mere fryns, endnu bedre arbejdsforhold og endnu flere penge ud af din kommende arbejdsgiver. Djøferne er nemlig i en aldeles gunstig forhandlingsposition lige nu. Nærværende blad bugner af stillingsannoncer, og flere djøfere end nogensinde oplever at blive headhuntet, fortæller Helene Rafn, der er juridisk konsulent i DJØFs forhandlingsafdeling.

Og det er ikke bare chefer, der får en diskret henvendelse om, at en ny arbejdsgiver gerne vil ansætte dem. Det er i lige så høj grad djøfere uden cheftitler, der er bud efter, fortæller Helene Rafn. Og det er også i lige så høj grad de 'menige' djøfere, der bliver tilbudt gedigne lønstigninger, hvis de siger ja tak til et jobskifte.

I 2006 gennemgik konsulenterne i DJØFs forhandlingsafdeling 933 kontrakter for medlemmer, der blev tilbudt nyt job, og det er et par hundrede mere end året før. Og alene i de to første måneder af 2007 havde konsulenterne fat i knap 200 kontrakter. Men det er ikke bare mængden af kontrakter, der er bemærkelsesværdig. Arbejdsgiverne er helt klart fremme i skoene, når det handler om at gøre sig 'lækre' over for djøferne, som Helene Rafn siger. For udover kontrakten er en lang række arbejdsgivere begyndt at medsende personalehåndbog og en liste over alle de goder og sociale aktiviteter, der følger med, hvis man siger ja til en ansættelse i den pågældende virksomhed eller organisation.

"Arbejdsgiverne forsøger at give det bedst mulige indtryk fra starten. De kloge virksomheder gør meget for at brande sig selv over for kommende medarbejder, for det sker jo ofte, at en djøfer sidder med to jobtilbud i hånden," siger Helene Rafn.

Hun nævner især finanssektoren, medicinalbranchen og konsulentbranchen som nogle af dem, der er længst fremme med at tilbyde gunstige vilkår - både hårde og bløde - over for deres kommende medarbejdere, og som samtidig synliggør det. Også advokatbranchen, der ellers ikke har været kendt for de bedste arbejdsvilkår, er ved at komme godt med.

Det er dog stadig primært i hovedstadsområdet og de større provinsbyer, at de gode tilbud fra arbejdsgiverne svirrer i luften, og hvor djøferne sidder i en særlig fordelagtig forhandlingssituation. Og så er det bestemt heller ikke nogen ulempe at være økonom, siger Helene Rafn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet