Bringer ungdomsskoler tættere erhvervslivet

9.3.2007

af

Med mange års erfaring fra projektarbejde, erhvervslivet og uddannelsesverdenen i bagagen har Ejnar Bo Pedersen fået de danske ungdomsskoler til at åbne sig mere for omverdenen.

Som cand.samf.adm. fra Aalborg Universitet med masser af erfaring i projektarbejde er Ejnar Bo Pedersen skolet i at få øje på, formulere og løse relevante problemer. Det har han stor gavn af i sit job som leder af Ungdomsskolernes udviklingscenter, US-centret. 

Her arbejder han sammen med sine fem medarbejdere på at udvikle medlemmernes, de enkelte ungdomsskoler, kompetencer og samtidig gøde den politiske jord for skoleformens interesser, og ikke to dage er ens. "Vores virkelighed er meget præget af ting ude fra såsom lovforslag og ønsker fra medlemmerne, og der er ikke to dage der er ens," fortæller han.

Den 47-årige leder har imidlertid også selv bidraget til at sætte kursen for de danske ungdomsskoler. Han kan godt lide at have indflydelse på ting inden for uddannelse og arbejdsmarkedsforhold, der rører sig på den landspolitiske scene. Og det har han haft rig lejlighed til, siden han overtog roret i US-centret for fem år siden.

Dengang var ungdomsskolemiljøet kendetegnet ved at være meget optaget af egne værdier, men nu spiller skolerne en rolle, der langt mere direkte forholder sig til aktuelle samfundsudfordringer. "Jeg tror, noget af det, jeg er kommet med, er inspirationer fra erhvervslivet og den øvrige uddannelsesverden," mener Ejnar Bo Pedersen. Centret har eksempelvis netop afsluttet et projekt om udviklingsagenter, der sigter mod at gøre noget ved den restgruppe af unge mellem 18-24 år, der aldrig får en kompetencegivende erhvervsuddannelse. "Det er nyt, at ungdomsskolen har fået en bevidsthed om at gøre noget så specifikt for en målgruppe, der samfundsmæssigt set betyder meget," fremhæver Ejnar Bo Pedersen.

I et andet kompetenceudviklingsprojekt er en række ungdomsskoleledere blevet rustet til at agere mere strategisk og offensivt i forhold til den politiske omverden. Men Ejnar Bo Pedersen har ikke kun givet sin viden om organisations- og personaleudvikling videre til medlemmerne, han bruger den også på de indre linjer. US-centret er til for andre, og fleksibilitet er et nøgleord, også for den enkelte medarbejder. "Jeg vil gerne gøre centret til en mere smidig, individuel arbejdsplads, end jeg har oplevet i større arbejdskulturer," siger han og uddyber: "Jeg tror, at vi alle sammen trives bedst, hvis man tager hensyn til den situation, vi hver især er i. Også selvom det nogle gange måske kan synes uretfærdigt."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet