Politikere kræver hurtigere formidling

08-02-2007
9 min.

Politikerne vil vide, om nye velfærdstiltag virker, allerede inden de bliver sat i gang.

Men forskerne i de nye evidensorganisationer har svært ved at imødekomme politikernes krav om hurtigere ekspedering af viden og best practises. Derfor må arbejdet professionaliseres, mener chefen for det internationale evidenssamarbejde Campbell.

Siden begyndelsen af 1990'erne har en ny type forskningsinstitutioner set dagens lys. De såkaldte evidensinstitutioner har til formål at levere forsknings- eller evidensbaserede svar på, hvad der virker inden for områder som sundhed, socialt arbejde og uddannelse. Men i praksis har organisationerne vanskeligt ved at indfri politikernes forventninger om hurtig levering af 'best practises' inden for et bestemt område.  

Det kom frem, da Nordisk Campbell Center ved Socialforskningsinstituttet i København holdt sin årlige konference 'Hvad virker' i november 2006. Her efterlyste afdelingschef i Socialministeriet Anders Lynge Madsen mere og hurtigere viden fra forskerne:

"Sagt lige ud af posen: Nogle kan have en oplevelse af, at det tager lang tid at få skaffet resultater, og at det er svært at omsætte resultaterne til handling. Målet må være et tættere samspil mellem forskere og politikere, så forskningen opnår stor aktualitet, og så politikerne kan handle ud fra et bedre videngrundlag."

Den kritik tager Dr. Philip Davies alvorligt. Han tiltrådte i september stillingen som administrerende direktør for det internationale Campbell-samarbejde, der laver systematiske forskningsoversigter inden for uddannelse, kriminalitet og social- og velfærdspolitik.

"Vi er nødt til at forandre Campbell-samarbejdet. Ellers vil organisationen blive irrelevant i forhold til de behov, forskellige brugere har," siger Philip Davies.

Hurtigere svar

Philip Davies er uddannet forsker, men har i de sidste seks år arbejdet for den engelske regering og har derigennem fået forståelse for, at politikerne kræver hurtigere og mere operationelle svar. Derfor vil han professionalisere Campbell, der indtil nu primært har fungeret ved frivillig arbejdskraft fra forskere, der er ansat andre steder. Samtidig ønsker han at udvide produktporteføljen med såkaldte 'rapid evidence assessments' - en hurtig vurdering af evidensen.

Det vil være et supplement til Campbells primære produkt, de systematiske forskningsoversigter. Forskningsoversigterne produceres af en mindre gruppe forskere, der afsøger den internationale forskningslitteratur for at finde og syntetisere undersøgelser, der kaster lys på, om en bestemt indsats som for eksempel et medicinsk præparat eller en socialpædagogisk metode har den ønskede effekt. Det tager typisk 6 til 12 måneder - af og til længere tid - at udarbejde. Den tidskrævende proces skyldes i høj grad, at Campbells oversigter skal omfatte alle relevante forskningsstudier på globalt plan uanset oprindelsesland og sprog.

En 'rapid evidence assessment' skal i stedet udarbejdes på mellem to og tre måneder. Det betyder, at forskerne som regel ikke vil få fat i al tilgængelig evidens, og derfor kan denne hurtige proces risikere at give fejlagtige eller ufuldstændige resultater. Af den grund kalder Philip Davies også produktet for en 'interim evidence assessment' - en midlertidig vurdering af evidensen og understreger, at det ikke skal erstatte den komplette, systematiske oversigt.

"Risikoen er, at vi overser vigtige studier og skriver konklusioner, der senere viser sig at være fejlagtige. Løsningen er at gøre opmærksom på, at den hurtige vurdering af evidensen ikke er det endelige resultat og at råde brugerne til at behandle dem forsigtigt," siger Philip Davies.

Han medgiver, at det kan friste politikere og praktikere til at handle på baggrund af et ufuldstændigt evidensgrundlag, men det er dog bedre end alternativet, nemlig at politiske aktører og embedsmænd handler uden nogen evidens:

"Det er vigtigt, at politiske aktører og forskere arbejder sammen helt fra begyndelsen, så det bliver klart, hvilket spørgsmål der er behov for at få besvaret. Mange politiske aktører ønsker ikke at arbejde på den måde. De vil køre på uden nogen evidens, eller de vil have evidens, der siger, hvad de gerne vil høre."

Skal Campbell følge politikerne?

Men er det en god ide, at forskere forsøger at levere evidens på meget kort tid som reaktion på politikernes dagsorden? Ikke alle mener, at det er den rette vej at gå for Campbell og andre forskningsorganisationer. Heller ikke Hanne Foss Hansen, der er professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, og som deltager i et større forskningsprojekt om evidensbevægelsen. Hun peger på, at den politiske proces i dag bevæger sig i et meget højt tempo. Det skyldes blandt andet store politiske reformer og medierne, der fokuserer på enkeltsager og bestemte dagsordener.

"Jeg tror, forskerne og de organisationer, der producerer forskningsoversigter, vil få svært ved at leve op til det tempo, der er i de politiske forandringsprocesser. Man er nødt til at formidle det budskab, at man opbygger et videnberedskab, som politikerne kan gribe ned i, når behovet opstår. Det er en værktøjskasse snarere end et konsulentforhold, hvor man står til rådighed med meget hurtige svar på komplekse spørgsmål."

Hos Nordisk Campbell Center i København, der er finansieret af den danske stat via to bevillinger fra satspuljemidlerne - senest på fem millioner kroner, er direktør Merete Konnerup heller ikke overbevist om, at evidens bør leveres hurtigere. Som svar på indlægget fra Anders Lynge Madsen siger hun:

"Det er helt legitimt, at politikere gerne vil have svar på netop det, der interesserer dem her og nu, og at de helst vil have det i går. Den argumentation genkender man i mange sammenhænge, men det er ikke mit indtryk, at der er mangel på hurtige vurderinger fra for eksempel private konsulentfirmaer. Derimod er der mangel på solid forskningsbaseret viden om effekterne af velfærdssamfundets indsatser. Forskning kræver større tålmodighed, men den giver også større sikkerhed, og det ved politikerne godt, når de giver penge til Nordisk Campbell," siger Merete Konnerup.

En bredere base af viden

Et andet spørgsmål, Campbell møder, er, om man har valgt den mest fornuftige afgrænsning af, hvad de systematiske forskningsoversigter dækker. Campbell har valgt at fokusere på studier af effekter belyst ved såkaldt randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT-forsøg). De går ud på, at patienter eller klienter inddeles i to grupper efter lodtrækning. Kun den ene gruppe får den behandling, man undersøger, mens den anden fungerer som kontrolgruppe. Fordelen ved den metode er, at man fjerner en mængde mulige fejlkilder. Til gengæld findes der relativt få RCT-forsøg inden for det sociale område og uddannelsesområdet. Det får Anders Lynge Madsen til at efterlyse en bredere tilgang til systematiske forskningsoversigter fra Campbell eller andre organisationer:

"Vi har behov for, at de mange kvalitative undersøgelser, der også eksisterer, kommer til at bidrage til kvalitetsudviklingen af den sociale indsats," siger han.

Hanne Foss Hansen mener, opfordringen hænger sammen med, at politikerne har behov for at få samlet og kommenteret det eksisterende videngrundlag i hele sin bredde. Viden om effekt må suppleres med evaluering af implementeringen og kvalitative studier af for eksempel brugernes tilfredshed. De forskellige former for viden kan tilsammen danne et helhedsbillede, som politikerne kan støtte sig til.

Merete Konnerup advarer dog mod at tro, at et forskningssamarbejde som Campbell kan samle al tilgængelig viden i én entydig anbefaling til politikerne. Hun ser derimod en stor fordel i Campbells skarpe fokus, fordi specialisering og kvalitet hænger tæt sammen i forskningsverdenen. Samtidig er Campbell med til at udvikle kompetencerne og interessen for effektspørgsmål blandt forskere.

"Med vores fem millioner kroner får vi drejet en del af den frie og uafhængige forskning på universiteterne i en policy-relevant retning med fokus på spørgsmål om, hvad der virker. Politikerne ved godt, at de kan øge den kortsigtede brugbarhed af den frie forskning på den måde," siger Merete Konnerup.

Hvad er evidens?

Evidens er den viden, som politikere og praktikere lægger til grund for deres beslutninger. Den kan være frembragt gennem forskning, men kan også have andre kilder som for eksempel professionelle erfaringer. Forskningsinstitutionerne er dog kun en støtte for praktikere og politikere, idet evidensbaseret politik og praksis ofte defineres som: 'En omhyggelig, udtrykkelig og kritisk brug af den aktuelt bedste viden, når der træffes beslutninger om andre menneskers velfærd', som det blandt andet fremgår af Nordisk Campbells hjemmeside. Det er således i sidste ende op til politikere og praktikere at være kritiske, når de forsøger at arbejde evidensbaseret.

Læs mere om evidens på Campbells hjemmeside eller hos Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning - klik på links i boksen til højre.

Evidensorganisationer i Danmark

København er hjemsted for tre organisationer, der afdækker evidens om effekter af indsatser gennem systematiske forskningsoversigter. Det nordiske center i det internationale Cochrane samarbejde, der afdækker evidens på det medicinske område, er placeret på Rigshospitalet i København. Cochrane blev grundlagt i 1993 og har stået bag udarbejdelsen af mere end 4.500 såkaldte systematiske reviews.



Det internationale Campbell-samarbejde blev oprettet i 2000 og har til dato stået bag udarbejdelsen af omkring 30 systematiske reviews og har yderligere 70 undervejs inden for områderne velfærdspolitik, socialt arbejde, uddannelse og kriminologi. Nordisk Campbell Center er placeret på Socialforskningsinstituttet og har primært fokus på socialt arbejde og velfærdspolitik.

I efteråret 2006 oprettede Danmarks Pædagogiske Universitet Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, der skal udarbejde systematiske reviews inden for uddannelsesområdet. Det er ikke en del af et formaliseret internationalt samarbejde.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.