Miljøministeriet bør omfortolke planlov

23.2.2007

af

Brænder din bolig ned, mister du personlige ejendele og må finde dig i genhusning. Men sker der ingen personskade, er brand som regel ikke en katastrofe.

Forsikringen dækker udgifter til genhusning og genopførsel af ejendommen, og efter en periode er livet tilbage i normal gænge.

Sådan går det dog ikke altid. Det måtte familien Andersen fra Helsinge sande, da de i januar 2006 søgte om tilladelse til at genopføre deres nedbrændte hus. Kommunens svar var et varsel om byggeforbud efter planlovens § 14-forbud, da kommunen ville bruge ejendommen til stationscenter. Med forbuddet fik kommunen et år til at vedtage en lokalplan, som kunne hindre, at Andersens ejendom frem over kunne anvendes til bolig.

Hvordan sagen videre forløb, ved jeg ikke, men den illustrerer et principielt problem. Der er enighed om, at planloven har karakter af erstatningsfri regulering. Ejeren har derfor normalt ikke krav på erstatning for de rådighedsbegrænsninger, der følger af landzonebånd og lokalplaner. Begrundelsen er, at planlovsindgreb ikke griber ind i den nuværende råden over ejendommen. Har kommunen ved lokalplan udlagt en boligejendom til stationscenter, har nuværende og kommende ejere fortsat ret til at bruge den som hidtil, med mindre kommunen eksproprierer.

Det principielle spørgsmål er, om genopførelse af et hus efter en brand udgør en ændret anvendelse i forhold til lokalplan. Er svaret bekræftende, kan lokalplaner hindre, at ejer fortsat råder over ejendommen. Har kommunen vedtaget en lokalplan, der udlægger et tidligere erhvervsområde til boliger, vil det normalt ikke være muligt at genopføre tilbageværende erhvervsvirksomheder efter brand. Forklaringen er, at det ifølge Miljøministeriets vejledning til planloven kræver dispensation fra lokalplan at tillade en genopførelse. Men dispensation kan ikke gives, hvis det ansøgte er i strid med planens principper, som det fremgår af Højesterets dom i Bilka-sagen. Og er en ejendom i lokalplan udlagt til bolig, er det i strid med planens principper, at dispensere til erhverv. For at råde bod på dette, anbefaler Miljøministeriet, at der i lokalplaner for boligområder optages bestemmelser om mulighed for dispensation i tilfælde af brand. Men heraf vil omvendt følge, at hvis lokalplanen ikke har en sådan regel, kan kommunen ikke tillade genopførelse i modstrid med lokalplanens principper.

Rækkevidden af ministeriets fortolkning går videre, da den er bestemmende for, hvad der kan hindres ved § 14-forbud. Som Andersen erfarede, er det ikke nok, at genopførsel er i overensstemmelse med den gældende lokalplan. Ønsker kommunen at hindre genopførsel, kan den nedlægge § 14-forbud vedrørende forhold, som kan hindres ved lokalplan. Det kan ske, uden ejer har krav på erstatning, og uden kommunen har pligt til at vedtage lokalplan, som på sigt kan skaffe ejeren kompensation. Opgiver kommunen at vedtage lokalplan, giver det efter hidtidig praksis ikke ejer krav på kompensation for ventetid. Og vedtager kommunen lokalplanen, vil erstatningen til ejer være nedsat på grund af branden, da ejer kun skal have ejendommens markedspris. Kommunen kan derfor drage økonomisk fordel af Andersens ulykke - hvis Miljøministeriets udlægning accepteres.

Der er grund til at stille spørgsmål ved Miljøministeriets fortolkning. Den har ikke støtte i forarbejder, men synes at bygge på en analogi til praksis i landzonesager, hvor Folketinget Ombudsmand i 1974 antog, at genopførsel efter brand i landzone kræver landzonetilladelse, men samtidig fastslog, at ejer har krav herpå ud fra den afvejning, der gælder for landzonetilladelser. Problemet er, at afvejningen ved landzonetilladelser ikke kan anvendes ved lokalplandispensation. Det er dermed næppe muligt at undgå en konflikt med beskyttelsen af den private ejendomsret, som den er fortolket i nye domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis ministeriets fortolkning fastholes.

Den nærliggende løsning er, at genopretning som følge af brand og anden skade forvoldt af natur eller tredjemand anses som fortsat anvendelse - og dermed ikke som en ændring, der kan hindres ved lokalplan. Den omstændighed, at genopførsel kræver byggetilladelse, kan ikke føre til andet resultat, da tilladelsen blot skal sikre tidssvarende byggekvalitet. Ser man bort fra ministeriets tabte prestige, er det svært at finde offentlige hensyn, der kan begrunde, at borgere efter nedbrænding af deres ejendom skal kunne tvinges væk af kommunen til favørpris. Ét er, at kommunen ikke kan hindre brand, men den behøver ikke gøre skaden værre, end den er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet