Planen er, at der som led i overenskomstforhandlingerne skal etableres en uddannelsesfond. Planen er inspireret af regeringen og accepteret af LO's repræsentanter i Globaliseringsrådet. Organisationen har dog det problem, at medlemmerne hellere vil have kontanter end en fond. Det ønske har LO så forsøgt at imødekomme ved at sige, at efteruddannelse må være lige så godt som kontanter. LO's økonomer har således regnet sig frem til, at en uges efteruddannelse giver medlemmerne et lønhop på 3.000-4.000 kroner om året.
Der er dog flere problemer med den plan og LO's argumenter for den.
LO har ret i, at der generelt kan konstateres en positiv sammenhæng mellem uddannelse og lønniveau - og mellem beskæftigelsesmuligheder og uddannelse. Spørgsmålet er dog, om det er medlemmerne selv, der skal betale for at få efteruddannelse, hvilket de kommer til, hvis LO's plan bliver ført ud i livet.
Problemet med planen er for det første, at sammenhængen mellem uddannelse og løn kun findes på et overordnet statistisk niveau. Om indbetalinger til en uddannelsesfond kommer igen i form af løntillæg afhænger af, om arbejdsgiverne er villige til at honorere meruddannelse ved lokale lønforhandlinger. Det enkelte LO-medlem har således - uanset indbetalinger til uddannelse - ingen garanti for lønfremgang.
For det andet handler regeringens model i realiteten om en privatisering af finansieringen af uddannelse, idet lønmodtagerne som anført selv skal spare op til efteruddannelse. Heroverfor står, at uddannelse i den danske velfærdsmodel hidtil har været et samfundsanliggende og dermed en offentlig opgave, som lønmodtagerne har betalt til over skatterne. Men er det rimeligt, at lønmodtagerne skal betale til noget, de allerede har betalt til en gang?
En opkvalificering af den danske arbejdsstyrke vil være central for Danmarks globale konkurrenceevne. Når det gælder videregående uddannelse og forskning, har regeringen ikke været i tvivl om, at et kraftigt løft er nødvendigt for statslige midler. Hvorfor så ikke også på det erhvervsmæssige grund- og efteruddannelsesområde?
For det tredje er det spørgsmålet, om denne privatisering af erhvervsmæssig uddannelse ikke udhuler den danske velfærdsmodel? Selvfinansieret uddannelse indebærer en bevægelse væk fra den skandinaviske velfærdsstat mod en mere kontinental velfærdsmodel, der er bygget op om arbejdsmarkedsfinansierede velfærdsordninger.
Kigger man på arbejdsmarkedspensionerne, har de på den ene side bidraget til at sikre lønmodtagerne pensionsmæssigt. Men samtidig har opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne haft betydeligt ulighedsskabende sideeffekter, og det vil lønmodtagerbetalt uddannelsesopsparing også have. Navnlig hvis der bliver tale om, at uddannelsesopsparing sker på individuelle konti. Individuelle opsparingsordninger, der er knyttet direkte til den tjente løn, medfører, at den indkomstmæssige ulighed fra arbejdsmarkedet føres videre over i velfærdsordningerne. Lav løn genspejles på trods af en vis udligning i lavere pensionsopsparing, og man kan frygte, at den nu også vil blive genspejlet i ringere efteruddannelsesmuligheder.
LO's mål om at ville sikre sine medlemmer uddannelsesmæssigt er forståeligt, men med den valgte strategi risikerer fagbevægelsen at undergrave den velfærdsmodel, som den selv har bygget op. Der er god grund til ud fra et lighedssynspunkt at fastholde den skandinaviske model med et overordnet offentligt ansvar for og en primært offentlig finansiering af hele uddannelsesområdet - også den erhvervsmæssige grund- og efteruddannelse.
Et alternativ til LO's plan kunne være at arbejde for en offentlig ga-ranti for, at alle, der kommer på dagpenge, kan videreuddanne sig i et til to år. Det ville samtidig være væsentligt at sikre, at navnlig de korttidsuddannede sikres adgang til den slags efter- og videreuddannelse.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER