Adolf Frederik
6 år siden
Hun er et frygteligt menneske , man kan kun være glad for at damen er pensioneret.
23.2.2007
af
Annemette Schultz Jørgensen
Som ung giftede Eva Smith sit kendte familienavn væk, så snart hun kunne komme til det, men har i hele sit faglige liv ført værdierne fra det Hækkerupske barndomshjem videre i kampen for at give de svage en stemme i det danske retssystem.
Lykkefølelsen i Eva Smiths liv har aldrig været større, end når hun har holdt sine nyfødte børn i armene. Doktordisputats, professorat og alle hendes faglige meritter tilsammen kan godt gå hjem og lægge sig, at sætte børn i verden har altid været den største bedrift i hendes liv. Udmeldingen er klar i juraprofessorens erindringsbog fra sidste år, og den overrasker. For lige så svær som hun har været at komme uden om som ekspert og samfundsdebattør i medierne igennem de sidste mange år, lige så let er det undsluppet offentlighedens søgelys, at Eva Smiths meritter på hjemmefronten faktisk har været mindst lige så iøjnefaldende som dem på udefronten. Tre ægteskaber og seks børn har hun nået, og dertil skal lægges de to børn, som hendes sidste ægteskab har tilført hende i bonus. Det burde i sig selv gøre Eva Smith til kvindelig rollemodel og en af nutidens store heltinder.
Sådan ser hendes datter Cathrine Asmussen imidlertid ikke helt på det. Sidste år udgav de to sammen samtale- og erindringsbogen 'Mens tid er' om Eva Smiths liv. En bog, der giver svar på, hvad det er for en rød tråd, der er gået igennem Eva Smiths livslange engagement og kamp for at give de svage en stemme i det danske restvæsen. Og som også beretter om det socialdemokratiske politikerhjem, hun er rundet af, med justitsministeren Hans Hækkerup som far, der aldrig var særlig meget til stede, og en mor, der til gengæld var der fuldt ud, indtil hun døde ung af kræft, da Eva Smith var 16 - et tab som hun aldrig kom sig over.
Men det er også en erindringsbog, der uden ret mange omsvøb fortæller om det familieliv, som privatpersonen Eva Smith selv har forsøgt at væve en rød tråd i - mellem ægteskaber, børnefødsler og samfundsengagementet. Et familieliv, som bliver hængt til offentligt skue af datterens kritik og spiddende spørgsmål, når hun vil have svar på, hvorfor hjemmet på Frederiksberg altid var så rodet og Cathrine og hendes søskende ofte overladt til sig selv, når nu børnefødslerne, og slet ikke juraen, i virkeligheden er det, der har ramt Eva Smith mest i hjertet i løbet af hendes liv.
Hellere mor i 70'erne end i dag
Man er nu ikke ret meget i tvivl, når man som denne eftermiddag træder ind i Eva Smiths lille kontor i stuen i Sankt Peders Stræde i indre København, hvor hun tager imod for at tale om erindringsbogen, kvinderoller, udviklingen i retspolitikken i Danmark og alt det andet midt imellem, som også ligger hende på sinde. Familielivet fylder meget. Mellem tætpakkede hylder af jurarapporter og udvalgsbetænkninger dominerer en stor brun hessiantavle med familiebilleder og gulnede og hvide tegninger skabt af både børns og børnebørns hænder. Eva Smith er stolt af sine familiebedrifter, men alligevel glad for at hun selv kan lægge rollen som småbørnsmor bag sig. Det er nemlig ikke en rolle, hun havde samme lyst til at have i dagens samfund.
"Jeg er rent ud sagt glad for, at jeg ikke er 30 år i dag. Børns tarv er det absolut vigtigste i forældres liv i dag. Derfor får de lov til at fylde helt enormt meget, og det gør forældrerollen langt mere krævende i dag. Det synes jeg er synd, for det har hverken børn eller forældre særlig godt af," siger hun, som oplever, at forældre af i dag er plaget af et hav af bekymringer om børns sundhed og trivsel, som hendes generation ikke gjorde sig.
I hendes øjne er dårlig samvittighed et moderne begreb, der slet ikke fandtes i samme skala i hendes ungdom. Den er til gengæld kommet snigende i Eva Smiths voksenliv, i takt med at hendes egne børn, som voksne, har konfronteret hende med hendes egne utilstrækkeligheder som småbørnsmor - som datteren for eksempel gør det i erindringsbogen.
Børneopdragelse med stordriftsfordele
Eva Smith synes i det hele taget, at moderne forældre er langt hårdere spændt for i dag, fordi kravene til, hvad man skal præstere på både arbejdsfronten og hjemmefronten, er vokset kolossalt. Og selvom kvinder i dag står stærkere på arbejdsmarkedet, end da hun selv startede sin akademiske karriere, og for eksempel blev udnævnt som den første kvindelige juraprofessor ved Københavns Universitet i 1990, virker det i hendes øje i dag sværere for især kvinder at forene et familieliv med et ambitiøst arbejdsliv. Ikke bare skal de præstere på karrierefronten, men også klare den som empatiske mødre, sexede kærester og sundhedsapostle med økologisk mælk i køleskabet.
"Jeg siger ikke, at vi var ligeglade med vores børns ernæring dengang. Men hvis bare der kom mad på bordet hver aften, så synes man faktisk selv, at man havde gjort det godt nok," siger Eva Smith.
Hun søsatte selv både karriere og børn tidligt i livet. Indskrev sig på sociologistudiet som 20-årig, var mor til to, da hun skiftede til psykologistudiet et par år efter og sprang så endelig på jurastudiet som 26-årig i slutningen af 1960'erne, som hun delvist gennemførte som eneforsørger til tre børn. Et liv, der kun lod sig gøre, fordi hun benyttede sig af de stordriftsfordele, der kan være ved at have mange børn, som hun skriver i bogen. Børnene lærte hurtigt at tage sig af hinanden og hjælpe med både rengøring og madlavning, så snart de var store nok til at stille en bakke hakket oksekød på bordet, der kunne gøre det ud for tatar som dagens ret.
Ville hellere være sig selv end en Hækkerup
Selvstændighed blev med andre ord et gennemgående træk i børneopdragelsen, ligesom den havde været det i Eva Smiths eget liv. Allerede første gang hun blev gift som 21-årig, benyttede hun sig af lejligheden til at kvitte sit politikerefternavn og tage sin første mands efternavn, Smith, til sig. Ikke at hun skammede sig, som hun selv udtrykker det i sine erindringer, over faren Hans Hækkerups politiske meritter som henholdsvis justitsminister og indenrigsminister. Men for at skabe sin egen identitet og sikre sig, at hun i sit liv ville blive vurderet som sig selv og ikke som endnu en fra Hækkerupklanen.
Eva Smiths socialdemokratiske ophav og værdierne fra barndomshjemmet har dog fulgt hende igennem hele livet. Og kampen for de svageste i samfundet er alligevel kommet til at udgøre den røde tråd i hendes faglige virke og politiske engagement. Som formand igennem mange år for Det Kriminalpræventive Råd, medlem af Retsplejerådet, ekspert i The Framework Convention for the Protection of National Minorities og senest som dansk formand for ECRI, Europarådets Racisme Komite. At give det danske retsvæsen et menneskeligt ansigt lægger hende stærkt på sinde, og falder hende tydeligvis også lettere at både tale og skrive om end den familiemæssige selvransagelse, som går igennem hendes bog.
"Omsorgen for de svage er en værdi, jeg har fået ind med modermælken. I mine øjne er det fundamentalt for et velfungerende samfund, at den stærke støtter den svage. Man er ikke nødvendigvis stærk eller svag igennem hele livet, og derfor gavner den holdning begge parter," siger Eva Smith, som mener, at har man evnerne og kræfterne, er man forpligtet til at hjælpe dem, der er svagere end en selv.
Solidariteten med de kriminelle forsvinder
Hun synes generelt, at det danske samfund i øjeblikket tager en uheldig retspolitisk drejning, og ser med beklagelse på en voksende tendens til, at vi støder kriminelle og især ungdomsforbrydere fra os med den undskyldning, at de er uden for pædagogisk rækkevidde. Hvor man tidligere betragtede alle kriminelle som en del af samfundet, og tog det som sit ansvar at bringe på ret køl igen, er den solidariske holdning stærkt på retur i hendes øjne.
"Hvad enten man er pædofil, terrormistænkt eller kriminel indvandrer, er der en klar tendens til, at vi skubber flere og flere fra os og siger, at det altså ikke kan være vores ansvar at hjælpe folk med sådan en grim opførsel. Og derfor skal de bare bures væk og straffes hårdt," siger hun og ser det som et symptom på, at vi generelt er blevet langt mere selvfikserede i det modernes samfund og mere og mere optagede af at pleje os selv, vores egne børn og familier end at hjælpe andre.
Samme tendens ser hun også i skærpelsen af straffeloven og i 'tidens ønske om konsekvens, hårdere og længere straffe og nul tolerance'. En ifølge Eva Smith deprimerende og uheldig udvikling uden ret meget effekt, som både handler om at få hævn, men også om at gøre noget for ofrene og skabe et tryggere samfund. Hvilket i hendes øjne kan opnås meget bedre ad anden vej.
"Jeg har talt med mange ofre, og et gennemgående tema er: 'Det vigtigste for mig er, at han ikke gør det igen. At det, jeg har været igennem, ikke sker for andre'," skriver hun i bogen og argumenterer for, at der findes klare og åbenlyst bedre alternativer til fængselsstraf. I Det Kriminalpræventive Råd har man for eksempel opnået gode erfaringer med såkaldte konfliktråd, hvor gerningsmænd og ofre ved at tale sammen begge får lettere ved at lægge hændelsen bag sig. Men den slags metoder taler de politiske vinde ikke for at fremme i øjeblikket.
På samme måde er den kommende ændring af nævningesystemet også en af de sager, der ligger Eva Smith på sinde, og som hun berører i bogen. Fra årsskiftet næste år ændres nævningeinstitutionen, så nævninge ikke længere skal votere alene, men i samråd med dommerne, som domsmænd allerede gør det i dag. Den ændring kalder hun decideret grundlovsstridig, og hun frygter, at den vil ødelægge en af grundpillerne i vores demokratiske samfund.
"Kongstanken bag nævningeinstitutionen er, at almindelige mennesker skal dømme deres ligemænd. Spørgsmålet om skyld og straf skal ikke kun afgøres af jurister, som udgør en lille lukket klike i toppen af samfundet, og som derfor ikke kender ret meget til de øvrige samfundslag. Når nævninge, med det nye nævningesystem, skal votere sammen med dommere, vil de være langt mere tilbøjelige til at lytte til dommerne, inden de selv udtaler sig, og det er en uheldig udvikling," siger Eva Smith.
Dommere med dommersyge
Hun er i det hele taget ikke bange for at lægge sig ud med sine fagfæller og langer i bogen også kraftigt ud efter de danske dommere, hvoraf mange har fået det, hun kalder for 'dommersyge'. De er omgærdet af så meget respekt, at mange med tiden kommer til at føle sig omnipotente, og det smitter af på deres opførsel, mener Eva Smith.
"Det stiger altså mange dommere til hovedet, og derfor kommer de til at opføre sig ret uklædeligt, både i retssalen, men desværre også udenfor," siger hun.
Dermed bekræfter Eva Smith sit omdømme som juridisk samfundsrevser, der ikke er bange for at sige tingene ligeud og udtrykke sig i præcise vendinger. Den egenskab indbragte hende AC prisen for et par år siden 'for at kunne forklare selv vanskelige dilemmaer inden for straffe- og procesretten på en klar og tydelig måde'.
Og samme egenskab er også den, der sætter sig igennem i hendes erindringsbog og sikrer, at den ikke bare nøjes med at cementere, hvad Eva Smith står for som faglig person, men samtidig løfter sløret for, hvad privatpersonen bag også gemmer på.
Ledige stillinger