Danskernes EU-skepsis svinder ind

Danskere har ry for at være skeptiske over for EU. Blandt andet på grund af de to tidligere folkeafstemninger om EU-traktater, hvor vi har stemt nej. Men sandheden er, at vi på mange områder er særdeles positive over for EU. Eller at vi i hvert fald er blevet det.

Det indikerer en ny ph.d.-afhandling om euroskepsis, som den 27-årige cand.polit. Catharina Sørensen netop er ved at lægge sidste hånd på. Resultaterne vil uden tvivl blive studeret i danske og europæiske regeringskontorer, hvor der har været tænkepause, siden de franske og hollandske vælgere i midten af 2005 sagde nej til forfatningstraktaten.

Politikere og embedsmænd skal dog ikke forvente en skudsikker analyse af, hvordan de kan undgå et nyt nej ved en ny folkeafstemning. Dertil er befolkningernes holdninger til EU-samarbejdet alt for differentierede. Men mere præcis viden om, hvilke typer af skepsis der gør sig gældende i de forskellige lande, kan dog være et særdeles værdifuldt våben, når eller hvis det igen bliver tid til at spørge befolkningerne til råds. 

"Udfordringen er, at folk i de forskellige lande er skeptiske på forskellige områder. Nogle vil for eksempel gerne have et mere demokratisk EU, mens andre ikke går så højt op i det. Nogle vil gerne have et mere socialt EU, mens andre - blandt andet danskerne - primært sætter hælene i, hvis der skal afgives suverænitet. Det er yderligere sådan, at de forskellige typer euroskepsis kan være modsatrettede, så en indsats på ét område vil virke modsat på et andet område," siger Catharina Sørensen.

Hun er en af de forskere, der har sat sig for at finde ud af, hvad den såkaldte euroskepsis egentlig består af, og hun har analyseret tre landes holdninger til EU, primært ved hjælp af EU's meningsmålinger, Eurobarometer.

Interessen for, hvad euroskepsis er, opstod i 2000, da hun i forbindelse med sit sommerferiejob skulle sammenfatte læserbreve op til folkeafstemningen om euroen. Siden har hun studeret EU og Europa på både franske og britiske universiteter, og efter planen skal hun aflevere sin ph.d.-afhandling med titlen 'Hvad er euroskepsis' til april.

"Litteraturen på området er vag og ud fra den, kunne ingen have forudset, at franskmændene og hollænderne ville stemme nej til EU-forfatningen i 2005. Men hvis man studerer Eurobarometers undersøgelser, bliver man ikke overrasket over, at de to lande sagde nej. Og man ville i øvrigt have svært ved at beskrive Danmark som et euroskeptisk land."

Danmark som foregangsland

Euroskepsis er et relativt nyt begreb, der, om ikke blev født ved det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992, så dog er noget, der fra det tidspunkt blev taget langt mere seriøst end tidligere. 

"Det danske nej var et chok, og pludselig kom euroskepsis på bordet overalt. Indtil da var der en almindelig forståelse og enighed om, at folk måske ikke var synderligt interesserede i EU, men at de i bund og grund alligevel var glade for samarbejdet. Eller at de i hvert fald ikke havde noget imod det. Opfattelsen var, at hvis folk ikke kunne lide EF/EU, så var det fordi, der ikke blev gjort tilstrækkeligt på især det økonomiske område. Satte man ind her, ville folk automatisk blive gladere og gladere for samarbejdet," siger Catharina Sørensen og forklarer, at den opfattelse blev ændret den 2. juni 1992, som var dagen for folkeafstemningen.

"Som danskere kan vi være stolte af, at vi svarede nej, eller vi kan være det modsatte. Men det satte Danmark på landkortet. Der var for eksempel næsten ingen litteratur om det demokratiske underskud i EF før 1992. Men herefter kom der et sandt boom af studier om demokratisk underskud. Og fra at tro, at folk næsten intet vidste om samarbejdet, blev opfattelsen, at befolkningerne havde en betydelig viden om beslutningsprocedurerne, Europa-Parlamentet med videre. Det var virkelig en omvæltning af den måde, man opfattede vælgerne på. Fra 1994 begynder Eurobarometer at spørge til folks tilfredshed med EU's demokrati, hvilket også må være en reaktion på det danske nej."

Fire typer euroskepsis               

I sin ph.d. undersøger Catharina Sørensen, om man kan isolere fire forskellige typer af euroskepsis. Konklusionen lyder, at det kan man, og de fire typer er følgende:

1. Nyttebaseret skepsis:
   Skepsis med hensyn til om folk føler, at EU er til gavn - primært økonomisk - for dem eller for deres land. 
2. Demokratisk skepsis:
   Skepsis over manglende reel indflydelse på beslutningerne i EU, at Europa-Parlamentet har for lidt at skulle have sagt med videre.
3. Social skepsis:
   Politisk baseret skepsis over den sociale udvikling i EU.
4. Suverænitetsbaseret skepsis:
   Skepsis over afgivelse af national suverænitet til EU.

Holdningerne set med Eurobarometers statistiske øjne er gennem nogle årtier blevet undersøgt i tre lande - Danmark, Storbritannien og Frankrig - og sammenlignet med EU-gennemsnittet. Catharina Sørensen understreger, at det er folks opfattelse af, om EU for eksempel er på vej i en mere social retning eller ej, det drejer sig om. Ikke om det rent faktisk er tilfældet. "Hvis man kombinerer graden af skepsis inden for de fire områder i de forskellige lande, kan man rangordne niveauet af 'hård skepsis' som lav, middel eller høj. Høj, hård skepsis svarer til, at man er kritisk over for selve medlemskabet af EU, og det er kun i Storbritannien, man kan tale om en sådan. Den danske 'hårde' skepsis er middel og faldende, mens den er lav og stigende i Frankrig.

Det er også sådan, at mens skepsisen i EU-landene generelt er steget, gør det modsatte sig gældende i Danmark og Storbritannien. Her er befolkningerne blevet mindre skeptiske. Det er endda sådan, at den danske skepsis er faldet inden for alle fire typer de senere år. Kun når det gælder den suverænitetsbaserede skepsis, kan Danmark kaldes et egentligt skeptikerland."

EU gavner dansk økonomi - mener vi

Catharina Sørensens grafer viser, at den danske skepsis helt tilbage fra starten af 1980'erne både er mindre end EF/EU-gennemsnittet og mindre end i Frankrig og Storbritannien, når det gælder 'nytteværdien' af samarbejdet. Vi har med andre ord hele tiden ment, at samarbejdet er en klar økonomisk fordel for os.

Briterne er så småt begyndt at få øjnene op for, at der er økonomiske fordele ved samarbejdet, mens franskmændene til gengæld får sværere og sværere ved at få øje på fordelene.

Når det gælder den demokratiske skepsis, giver danskerne lidt blandede signaler. På den ene side er vi i de sidste fem år blevet mindre utilfredse med det demokratiske niveau i EU, mens vi omvendt er det land, hvor flest mener, at EU-forfatningen ikke er demokratisk nok. Det er dog kun 18 procent, der giver udtryk for det. Så nok er vi de mest skeptiske på dette punkt, men skepsisen er begrænset.

De ellers EU-skeptiske briter har, sammenlignet med resten af Unionens befolkninger, ingen større problemer med det demokratiske niveau i EU, mens Frankrig på det punkt mere ligner Danmark.

Den 'sociale euroskepsis' viser en klar forskel mellem Danmark og Storbritannien på den ene side og Frankrig - og til en vis grad EU-gennemsnittet - på den anden. Kun nogle få procent i Danmark og Storbritannien mener, at EU-forfatningen ikke er social nok, mens mere end en femtedel af den franske befolkning finder, at den er utilstrækkelig på dette område - der i øvrigt blev diskuteret meget op til folkeafstemningen om EU-forfatningen i 1995.

En stor og stabil majoritet i Frankrig frygter også, at EU giver tab af sociale goder, mens færre og færre danskere er bange for det.     

Og så er der spørgsmålet om suverænitet, hvor danskerne klart er helt fremme i skoene for at forsvare retten til selv at bestemme.

Ingen nemme svar

Hvilke elementer i forfatningstraktaten skal man så lave om for at imødegå skepsisen hos flest muligt?

"Ph.d.en viser netop, at der ikke findes nogle nemme svar på det, fordi folk mener så meget forskelligt. Det gælder også for forslaget om 'resultaternes Europa'. Hvilke resultater er det, folk vil have og på hvilke områder. I en opinionsmåling blev folk for eksempel spurgt, hvilke to områder, de mente, var de vigtigste, EU skulle beskæftige sig med. I Tyskland sagde 70-75 procent arbejdsløshed, mens kun otte procent i Irland mente, det var her, EU skulle sætte ind. Ikke engang bekæmpelse af terrorisme er der enighed om. I Litauen er der ifølge undersøgelsen kun en procent af befolkningen, der mener, EU skal tage sig af det," siger Catharina Sørensen.

Energi er blevet udråbt til at være et oplagt samarbejdsområde, men en ny Eurobarometer-undersøgelse viser, at et flertal af borgerne heller ikke støtter fælles beslutninger på dette område.

"Så alt i alt ligner Unionen i øjeblikket ikke en, der er på vej til at blive Europas Forenede Stater," slutter hun.