Slagsmål om grænsen for studiejob

15.11.2007

af

Grænsen for, hvor meget studerende må tjene ved siden af SU, skal hæves for at komme et rødglødende arbejdsmarked til hjælp.

Det foreslog regeringen i sin jobplan kort før, den udskrev valg. SU-grænsen er i dag 74.062 kroner, og det svarer til, at en DJØF-studerende med et typisk studierelevant job i gennemsnit kan arbejde 11,5 timer om ugen uden at ramme loftet.

Forslaget fik ingen varm modtagelse på universiteterne, som frygter, at det vil lokke de unge til at arbejde så meget, at det går ud over studietiderne, som politikerne jo netop vil have ned. Generelt anbefaler studievejlederne 10-12 timers erhvervsarbejde om ugen - ikke mere.

Dansk Industri og Dansk Erhverv modtog derimod forslaget med kyshånd ud fra den devise, at studerende er voksne mennesker, der selv er i stand til at disponere over deres tid.

"Stop formynderiet og sæt de studerende fri. Dét skatteprovenu, man får på, at de studerende arbejder mere, bør til gengæld bruges på kvalitetsforbedringer på de videregående uddannelser," siger forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Jannik Schack Linnemann.

DJØF anbefaler maksimalt 15 timers erhvervsarbejde, og det holder formanden for DJØF Studerende, Simon Krøyer, fast i. De 15 timer kræver et fribeløb på cirka 80.000 kroner, hvis man skal undgå at blive trukket i SU.

"Derfor ser vi også gerne, at loftet justeres, så 15 timers arbejde ikke overskrider grænsen. Men vi går ikke ind for, at man afskaffer SU-grænsen. Det vil gå ud over studierne," siger Simon Krøyer.

En ny ph.d.-afhandling, som skal forsvares i denne uge på økonomi på Aarhus Universitet, rammer lige midt ned i diskussionen. Den viser, at studerende med op til 10 timers arbejde om ugen mindsker sandsynligheden for at dumpe årets kurser med syv procent points - ni procent points for samfundsvidenskabelige studerende - i forhold til medstuderende, som ikke har erhvervsarbejde. Arbejder man 10-20 timer om ugen, er der stadig et positivt forspring - dog lidt mindre - i forhold til dem, som ikke arbejder. Først når man arbejder over 20 timer om ugen, går det den modsatte vej.

"Projektet bekræfter, at studiearbejde i begrænset omfang kan skabe en positiv synergieffekt i forhold til studiet. Derimod tipper de positive effekter af studiearbejde over, hvis der arbejdes for meget. Studerende, som arbejder over 20 timer om ugen, øger risikoen for at dumpe betragteligt," siger ph.d.-afhandlingens forfatter, cand.oecon. Juanna Schrøter Joensen.

Det arbejdskrafthungrende erhvervsliv har allerede taget afhandlingen til indtægt for, at man roligt kan hæve SU-grænsen. Men det gør Simon Krøyer ikke.

"Den bekræfter tværtimod, at for meget erhvervsarbejde går ud over studierne," siger han og påpeger, at afhandlingen desuden viser, at danske studerende i forvejen har mere erhvervsarbejde ved siden af studierne end studerende i de andre OECD-lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet