Skal kloden leve må Kyoto dø

Der skal i stedet arbejdes for en global skat på drivhusgasser, når der fra den 3. - 14. december holdes klimakonference, mener flere økonomer.

En gruppe på flere end 30 medarbejdere fra mindst tre danske ministerier sidder klar på Bali med meget spidse ører til det årlige klimatopmøde - to år før de selv skal stå i rollen som værter for et lignende møde i København.

Deres kollegaer fra op mod 191 lande har nemlig frem til mødet forholdt sig yderst forskelligt til, hvordan en arvtager til Kyoto-aftalen kan komme til at se ud. Den aftale som Danmark gerne vil stå fadder til:

"Danmark arbejder allerede nu ekstremt målrettet på, at det skal lykkes at få en ny aftale. Vi vil meget gerne tage ansvaret for, at der kan landes en aftale i København i 2009, men det bliver vanskeligt," fortæller fuldmægtig i Miljøministeriet Jesper Jørgensen, som er med på Bali.

Der er endnu ingen der ved, hvordan sådan en aftager vil komme til at se ud. Bali-mødet er kun det første spæde skridt i retning af en plan, der for alvor skal prøve også at få udviklingslandene med i en fælles løsning.

For et af de problemer ved den nuværende Kyoto-aftale, som for eksempel Greenpeace vil prøve at henlede verdens opmærksomhed på, er afbrændingen af store mængder skov på for eksempel Sumatra.

Medregningen af afskovning er nemlig en af de mest iøjefaldende mangler i Kyoto-protokollen. For tæller man afskovning med, bliver de indonesiske værter for Bali-mødet pludselig verdens tredjestørste udleder af drivhusgasser. Men ligesom andre udviklingslande, der faktisk er med i Kyoto-aftalen, har Indonesien ikke nogen bindende grænser for udledningen af drivhusgasser, og alene afskovning er skyld i op mod 20 procent af de årlige samlede globale udledninger.

Men at prøve at få den slags problemer løst ved at udbygge og ændre Kyoto-systemet er ifølge flere økonomer helt forkert.

De mener, at Kyoto-systemet skal skrottes fuldstændigt.

Kyotos mange skavanker

Det bedste alternativ er i stedet en global skat på drivhusgasser. Ideen er tidligere luftet af nobelprismodtager i økonomi Joseph Stiglitz, og i oktoberudgaven af magasinet Nature nævnte økonomer fra universitet i Oxford og London School of Economics under overskriften 'På tide at skrotte Kyoto' også en sådan skat som den mest simple måde at regulere sig til en koldere klode på.

Richard Cooper, professor i international økonomi ved Harvard University i USA, ser også flere store problemer i Kyoto-systemet.

Et af dem er, at amerikanerne ikke er med, og det er på trods af, at der i USA har været en del tale om at få lavet et regelsæt, så USA kunne få sat et loft over udledningen af drivhusgasserne og starte handlen med retten til at udlede dem. Et system, der langt hen ad vejen minder om Kyoto-protokollen, hvor man også handler med blandt andet CO2-kvoter.

Men Richard Cooper forudser, at hvis det går op for offentligheden i USA, at landet er på vej til at involvere sig i et internationalt system, der via kvoteslag kan skabe betingelsesløse pengestrømme fra USA til lande som Rusland, for ikke at nævne Iran og andre lande, vil amerikanerne helt sikkert bakke ud.

For det andet er Kyoto-protokollens udgangspunkt, 1990, et helt håbløst år at prøve at få amerikanerne til at acceptere:

"Europæerne som helhed slap meget let. Det er ikke tilfældigt, at 1990 blev valgt som udgangspunkt. Husk, at forhandlingerne foregik i november måned i 1997," siger han og uddyber, at lande som Danmark måske nok er en undtagelse, men ser man på de store europæiske lande, var 1990 et meget bekvemt valg.

For eksempel var den ineffektive, energislugende østtyske industri fra tiden før murens fald allerede under udfasning i 1997, og flere østeuropæiske lande fik ligefrem helt andre basisår end 1990, der nærmest automatisk gav dem gode statistikker, fordi de fik udgangspunkter fra før kollapset af Sovjetimperiets ekstremt energiforbrugende industri. Derudover havde kulforbruget i Storbritannien allerede i en årrække været faldende, og Japan gik kun med i aftalen, fordi landet var vært og ikke ville tabe ansigt. Hvis amerikanerne og australierne også var gået med, skulle de have skåret langt mere end europæerne, og det ville de ikke - og vil fortsat ikke - gå med til, mener Richard Cooper.

Endelig er det en absolut afgørende betingelse for at få USA med i en aftale, at Kina og andre udviklingslande også går med: "Men de vil ikke acceptere noget som helst system med faste kvantitative mål - i hvert fald ikke med bid i," siger Richard Cooper om kinesernes hidtidige udmeldinger.

Ifølge ham er vi her ved den vigtigste fejl ved Kyoto-systemet: At det i praksis vil skræmme ethvert udviklingsland væk med dets ide om et fast fælles årstal, som alle skal prøve at rulle deres udledninger af drivhusgasser tilbage til. At finde et kompromis om sådan et årstal vil være fuldstændig umuligt, forudser han.

En global CO2-skat

Ideen om en ensartet skat på drivhusgasser kloden rundt er langt ude, mener en af hovedforfatterne bag FN-klimapanelets rapporter, økonom Axel Michaelowa. Han forsker ved universitetet i Zürich og leder desuden et firma specialiseret i handlen med udledningen af drivhusgasser.

Ifølge Axel Michaelowa opnår en global skat ikke det vigtigste mål: At sætte faste målbare grænser for mængden af drivhusgas i atmos-færen: "Så ved man altid, hvad man opnår," siger han.

Ifølge ham må det vigtigste i en ny aftale nemlig være at nå til enighed om at få bragt CO2 og de andre drivhusgasser under et fastlagt niveau - og dermed også styre klodens temperatur, og det kan sagtens lade sig gøre, mener han. I stedet for et bestemt fælles basisår kan Kyoto-systemet nemlig ændres, så lande gradvist lempes ind i systemet, når de når et vist niveau i både rigdom og udledninger, argumenterer Axel Michaelowa. Det ville også opfylde USA's krav om både et markedsorienteret system, og om at udviklingslandene skal med i en løsning.

Axel Michaelowa kan i det hele taget heller ikke se visdommen i, at når vi nu engang er gået gennem alt arbejdet med at skabe en velafprøvet løsningsmodel, så at foreslå at vi ændrer hele rammeværket igen - især ikke når det er en løsning, som amerikanerne burde kunne acceptere. Det vil være en kæmpe opgave, mener han.

Richard Cooper medgiver, at det langt fra er let at indføre en global skat. Men det er det mest realistiske kompromis:

"At opnå enighed om kvantitative mål, der rykker noget, vil være umuligt," siger han.

Derimod er der en marginal, men reel chance for, at klodens lande faktisk vil kunne blive enige om at opfatte udledningen af drivhusgasser som noget så simpelt som endnu en udgift ved at drive virksomhed - helt på linje med for eksempel råstoffer, der har samme pris uanset køberen.

Ideen om en skat vil kunne sælges til udviklingslande, fordi den ville skabe en kærkommen indkomstkilde for de fattige landes finansministre. Og hvis et land ikke bryder sig om ekstra skatteindtægter, som måske USA, kan de bare modregne den nye skat andre steder, argumenterer han.

Til påstanden om, at det vil være uoverskueligt at administrere en global skat på drivhusgasser, er Richard Coopers svar, at når den internationale valutafond IMF i forvejen gennemtjekker næsten alle verdens landes finanser, kan den også godt samtidigt holde øje med, at ingen fusker med drivhusgasskatten.