Morgendagens forretning

15.11.2007

af

DJØF og Ingeniørforeningen satte fremtidens forretning på dagsordenen ved en konference i København. Og budskabet var klart - aldrig har der været så mange muligheder for vækst, så gå bare i gang.

Kan du skabe bæredygtighed og vækst i din virksomhed og i verden? Det var spørgsmålet til en forventningsfuld og engageret forsamling af selvstændige, som valgte at bruge en solbeskinnet efterårslørdag til at lade sig inspirere af iværksætteri og bæredygtighed på en konference den 6. oktober.

Med kaospiloter ved rorpinden og oplæg fra erfarne erhvervsfolk fik deltagerne inspiration til at udvikle deres egne virksomheder.

"Og det var netop tanken med dagen," siger formanden for de selvstændige i DJØF, Rune Gregers Meyer, som har været en af drivkræfterne bag konferencen.

Direktør for Vækstfonden Christian Motzfeld startede dagen med at pege på, at hvor mangel på kapital eller arbejdskraft tidligere har udgjort de største barrierer, er det i dag hensynet til miljøet, som er den største udfordring.

Som eksempel på en virksomhed, der har formået at forene vækst med bæredygtighed, talte Annette Hartvig Larsen om Aarstidernes vækst siden etableringen i 1999. I dag er Aarstiderne en virksomhed med over 250 millioner kroner i omsætning og 150 ansatte. Nyeste vækstområde er Sverige, hvor man lige har rundet 3.000 kasser.

Og som en naturlig opfølgning på dette talte Per-Uno Alm, direktør i Respect Europe, om vækst og Corporate Social Responsibility. Han understregede, at der ikke er intelligente argumenter mod bæredygtighed, og at bæredygtighed skal medtænkes i al vækst, fordi jordens ressourcer ikke er ubegrænsede.

Selvstændige djøfere

Konferencen om vækst er blot et af flere tilbud til den voksende skare af djøfere, som gerne vil være selvstændige, eller som allerede har taget springet.

Rune Gregers Meyer peger på, at 71 procent af de selvstændige DJØF-medlemmer har en konsulentvirksomhed, hvor der i princippet sælges timer, og det har den begrænsning, at døgnet kun har 24 timer.

"Som enmandsvirksomhed er man sårbar, for eksempel ved sygdom, og vi vil derfor gerne have medlemmerne til at tænke i vækst - ikke nødvendigvis vækst i form af fysiske produkter, men i form af knowhow-produkter, så sårbarheden ved blot at sælge 'timer' minimeres," siger han.

"Nogle medlemmer stiller sig selv det spørgsmål, om de kan bruge DJØF, når de bliver selvstændige. Og det kan de, for DJØF er andet end en faglig organisation, det er også et netværk af personer med bred indsigt, og hvor medlemmernes uddannelsesmæssige baggrund kommer i spil," siger Rune Gregers Meyers og fortsætter: "Selvstændige har brug for en lang række informationer, og for at opfylde det behov har vi lige lanceret en temaside for selvstændige på DJØFs hjemmeside."

For nylig er der i København etableret et netværk af selvstændige, der fungerer som en slags skyggebestyrelse for hinandens virksomheder, som ofte mangler faglig sparring.

"Vi håber samtidig at indlede et samarbejde med vækstcentrene i regionerne. Centrene har en ekspertise, som vi kan bruge, og ved at skabe et samarbejde, får medlemmerne mulighed for en højere grad af service. For eksempel en række praktiske kurser, der ikke naturligt ligger i vores regi, men som bestemt er relevante for selvstændige. Jeg håber, at aftalen med Vækstcenter Hovedstaden snart falder på plads, og at de øvrige fire regioner følger efter," slutter Rune Gregers Meyers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet