Lokal løndannelse er vejen frem

Hvad er de største udfordringer for djøf-gruppen i den offentlige sektor ved OK 2008?

"Den største udfordring er at skabe forståelse i den offentlige opinion for, at de offentligt ansatte djøfere har et større problem med lønrelationerne i forhold til den private sektor end de kortere uddannede. Og derved sikre en ligelig fordeling af det samlede resultat, så djøf-grupperne ikke taber yderligere terræn i forhold til deres privat ansatte kolleger."

DJØF påpeger, at løn- og frynseforskellen mellem de offentligt ansatte og de privatansatte djøfere er accelereret, og så skal der jo andet og mere til end bare en 'ligelig fordeling', hvis de skal indhente noget af efterslæbet?

"Ja. Men arbejdsgiverne vil holde fast i princippet om, at det offentlige område ikke må være lønførende, og at eventuelle skævheder må oprettes gennem en øget markedsgørelse af lønfastsættelsen. Samtidig er det vanskeligt at konkurrere med sosu-grupperne om forståelse i offentligheden for et særligt lønløft - og derfor er en skævdeling til fordel for de højt uddannede grupper en vanskelig øvelse.

I de gode gamle dage så vi en skævdeling til fordel for de lavtlønnende grupper, som gerne blev fastlagt i et kompromis mellem LO-gruppen og AC-gruppen. Det kunne lade sig gøre at sikre de store LO-grupper et løft samtidig med, at de langt færre AC´ere kunne opnå særlige resultater. Men den strategi er vanskelig at vende tilbage til, fordi AC-gruppen siden har vokset sig stor."

Hvilken strategi skal djøferne så lægge for at få en løn, der i højere grad afspejler deres markedsværdi i det private?

"Det er vanskeligt at se nogen anden vej end øget lokal løndannelse. Men det vil set fra DJØFs synsvinkel forudsætte en større frihedsgrad til de enkelte institutioner med videre. Det er klart, at de offentlig ansatte vil forudsætte, at arbejdsgiverne ikke fastholder en styring oppefra, der svækker mulighederne for at opnå lønstigninger."

DJØFs Overenskomstforening hovedkrav er størst mulige generelle lønstigninger til alle - Finansministeriets er færre midler til generelle lønstigninger og flere til individuel forhandling. Hvordan landes dén?

"Det er en klassisk problemstilling. Som fagforening vil man gerne i udgangspunktet sikre alle en reallønsudvikling. Men hvis man vil gøre noget ved efterslæbet, så må man formentlig følge en mere differentieret strategi - i retning af arbejdsgivernes ønsker. Måske kan et kompromis ligge i en udvikling af den lokale løndannelse med udvidede frihedsgrader på begge sider, så de lokale parter selv kan råde over stigende midler. Arbejdsgivernes krav om en modernisering af aftaleretten kan måske vanskeliggøre forligsmulighederne på dette område, fordi det kan blive svært at finde en balance mellem det kollektive og det individuelle i den lokale løndannelse på en måde, som begge parter kan tilslutte sig."

Personalestyrelsen direktør, Lisbeth Lollike, sagde for nylig til Djøf Bladet, at djøferne vil have det bedste fra to verdener: Både de bløde goder, man har i den offentlige sektor, og den samme høje løn som de privateansatte djøfere. Har hun ret?

"Det er nok ikke helt skudt ved siden af - selvom der utvivlsomt også er mange privatansatte akademikere, som har rigeligt med bløde goder. Mulighederne for at opnå et højere og mere sammenligneligt lønniveau handler nok mere om at 'sætte markedet fri', så efterspørgslen kan få lov til at give udslag. Men så kan man ikke få alle med på en gang."

Så løsningen for særligt efterspurgte grupper er altså et mere markedsbaseret offentligt lønsystem. Djøferne gik i sin tid forrest med Ny Løn-tankegangen. Skal de gå forrest igen?

"AC-grupperne har fra den første start i 1980´erne hørt til blandt de mest positivt indstillede til Ny Løn - eller hvilket navn det nu har haft. Og det har naturligvis været ud fra en vurdering af, at akademikerne har en stærk markedsposition, som de får øget frihed til at udnytte ved at lægge lønforhandlingerne ud. Resultaterne har hidtil været magre. Dels fordi der er for få penge i systemet. Dels fordi bindingerne både på lønmodtager- og arbejdsgiversiden stadig er for stramme. Det kunne tale for at AC´erne går foran igen. Men det er en vanskelig sag, fordi det er et spørgsmål, der skaber splid i lønmodtagerkoalitionerne, og som heller ikke alle djøfere er enige om."

Skal djøferne - som Lisbeth Lollike også sagde - til at opgive den klassiske overenskomsttankegang med ens vilkår for alle, hvis de vil have noget særligt med hjem i posen?

"Som den tidligere AC-formand Erik Stig Jørgensen formulerede det, så gælder det om at skabe træk i skorstenen. En mere fri løndannelse betyder, at nogle individer og grupper kommer til at løbe foran, men en stærk organisation kan udnytte det i sin lønstrategi til at sikre andre tilsvarende stigninger i anden omgang. Hvis alle skal løftes lige meget hele tiden, så bliver det ganske små nyk, og det er vanskeligt at få de tilstrækkelige gennembrud. Det offentlige overenskomstsystem med vægten på de generelle lønstigninger og det samme resultat til alle fra top til bund bidrager formentlig til, at de påviste lønforskelle mellem privat- og offentligt ansatte akademikere bliver større."

Er der brug for en lønkommission, som FTF har foreslået - og hvad vil djøferne få ud af en sådan?

"Det vil formentlig være et element, som kan få et overenskomstresultat på plads, og som på sigt kan bidrage til en løsning af særlige skævheder, der kan føres tilbage til den oprindelige lønindplacering af fag fortrinsvis med kvinder. Men i forhold til den generelle efterslæbsdiskussion kan en kommission næppe skabe nogen løsning. Her er den øgede markedsgørelse nok et bedre svar - set fra et DJØF-synspunkt."

Jørgen Steen Madsen er professor ved FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, på Københavns Universitet. Han har sammen med sin kollega Jesper Due fulgt og analyseret de offentlige overenskomstforhandlinger i over tyve år. FAOS har en temaside om OK 2008.