Karriere som enlig forældre

15-11-2007
13 min.

En skilsmisse kan være noget af det sværeste, der kan ramme privatlivet. Hvis der er børn involveret, kan det være nødvendigt at sætte ambitionerne om chefstolen på standby på ubestemt tid. Men det behøver ikke betyde et fravalg af karrieren.

Aflevere i børnehaven. Hente i børnehaven. Købe ind, følge til miniputfodbold, lave mad, vaske op, smøre madpakker og frem for alt - lege og være nærværende med junior undervejs. Ikke underligt, at blandt andet regeringens velfærdskommission for længst har konkluderet, at enlige forsørgere kan have det ekstra svært med balancen mellem arbejds- og familieliv. Med 10.000 årlige skilsmisser i danske børnefamilier er status som enlig forsørger et vilkår for mange inden for alle brancher.

Men behøver det at være så stressende at være enlig forælder og samtidig realisere de karrieremæssige ambitioner?

"Nej. Men det kan godt være, at man for eksempel bliver nødt til at tage det roligt i et par år," mener Kirsten Stendevad, der er erhvervsrådgiver og forfatter til bøgerne 'Moderskab som karrierefordel' og 'Den ny karrierefar'.

"Det behøver ikke at ødelægge karrieren at holde en pause, snarere tværtimod. For nogle vil det give plads til ny inspiration og give en innovativ tilgang til arbejdslivet. Bare man er bevidst om, hvor man er på vej hen. Det er muligt, at man ikke trives med at slække på arbejdslivet i en periode. Det er jo individuelt. Så er man nødt til at indrette sig med diverse backup-løsninger, som kan holde én stressfri. Men det, der karakteriserer mange enlige forældre, er, at de bliver blændende planlæggere. De bliver så gode til at organisere, at det også smitter af på arbejdslivet. De bliver vanvittigt effektive i de timer, de har til rådighed, og det kan andre, der sidder og hænger på arbejdspladsen til klokken 20, faktisk lære noget af," siger Kirsten Stendevad.

Ansættelsessituationen

En ting er, at man som enlig forælder gerne vil fortsætte med at tænke i karrierebaner. Men virksomhederne skal jo også være villige til at ansætte én. Når enlige forældre, især kvinder, ifølge Socialforskningsinstituttet er stærkt underrepræsenteret på lederposter, er det så fordi de fravælger at søge stillingerne, eller er det fordi virksomhederne ubevidst vælger dem fra? Steen Vidø, direktør i rekrutteringsbureauet Mercuri Urval, mener ikke, der bliver gjort forskel.

"Ansættelser i dag handler i høj grad om helhedsindtrykket. Hvis en kandidat til jobbet er i en privat situation, der kræver fleksibilitet, må man se på, om arbejdsbyrden er realistisk. Hvor struktureret er jobbet, og hvordan vil vedkommende organisere sig gennem møder og rejser. Hvis man har gjort sig disse overvejelser og har fundet mulige løsninger, inden man søger jobbet, er det sjældent noget problem."

Den svenske psykolog og erhvervsmand Lars Einar Engström, der har arbejdet med personaleudvikling og rekruttering i en række store virksomheder, har i bogen 'En mandschauvinists erkendelser' gjort rede for, hvordan han selv har været med til at vælge kvinder fra, fordi hele aspektet om børn formodes at være kvindens hovedansvar. Og det er stadig virkeligheden ude i direktionslokalerne, hævder han, selvom det er tabu at sige det højt.

På spørgsmålet om, hvorvidt det samme fravalg ville gælde en enlig far, bliver der stille i telefonen et øjeblik;

"Jeg tror aldrig, jeg har været ude for at møde en mand, der søgte en høj stilling, som var enlig far - som altså havde hovedansvaret for børnene. Men sagen er jo, at mænd slet ikke spørges om den slags til jobsamtaler. Hvis en mand har børn, bliver det taget for givet, at der er en kvinde, som bærer hovedansvaret for dem."

At virkeligheden ser sådan ud er, ifølge Lars Einar Engström, ikke nødvendigvis et bevidst valg, men stereotypen på en topleder reproduceres ud fra de ledere, der allerede sidder i direktionerne.

Steen Vidø har en anden pointe: "Det kan godt være, at der er en anden form for generationstænkning rundt omkring i bestyrelserne, men der, hvor arbejdet rent faktisk foretages - i HR-afdelingerne, tænker man ikke sådan. Morgendagens virksomheder ser på personlighed frem for personlige vilkår."

Jeg ville min karriere

"Det handler grundlæggende om, hvem man er som menneske, og hvad man gerne vil." Ordene kommer fra Helle Just Christensen - delemor gennem mange år til Anders, som i dag er 11 år. Og derudover politiadvokat for Nordsjællands Politikreds med store og tidskrævende straffesager i bagagen.

"Da jeg blev skilt, var jeg fuldmægtig hos politimesteren i Odense, og mit barn var mindre end et år. Når man står med et lille barn på armen, må man indrette sig efter det og gøre det så godt som muligt. Jeg har både villet min karriere og været heldig at have gode chefer, der kunne give mig nogle gode råd, når jeg bad om det," fortæller Helle Just Christensen.

At en ung enlig mor trodser alle odds og insisterer på at ville sit arbejdsliv, kræver selvfølgelig nogle overvejelser. Helle Just Christensen valgte at finde nogle søde barnepiger, som hun stolede på, og det gav hende ro, når kollegaer fem minutter i 16 lige skulle have vigtige ting på plads med hende.

"Jeg tog nogle forholdsregler af hensyn til mit eget blodtryk. Det er meget stressende jævnligt at være bange for ikke at nå barnets institution før lukketid. Når sådanne situationer en gang imellem opstod, gjorde det ikke så meget, om den blev halv fem, for jeg vidste, at mit barn var hentet og i gode hænder."

Og så har hun hele tiden holdt for øje, om sønnen så ud til at trives. Så længe han gjorde det, havde hun god samvittighed - både over for ham og over for sig selv.

"Jeg har jo også den buffer, at min søn er hos sin far hver anden weekend. Så hvis bunkerne bliver lidt for høje, ved jeg, at de aldrig behøver at blive mere end halvanden uge gamle, for så kan jeg tage på arbejde i weekenden."

Op ad stigen

Et af de gode råd, Helle Just Christensen fik med på vejen af en af sine chefer, var, at hun skulle tage det roligt og prioritere barn og bolig først. Efter en stilling som politifuldmægtig i Odense var det næste naturlige skridt at søge ind som fuldmægtig hos en statsadvokat. Helle Just Christensen ville også gerne til København, hvor hun havde familie.

"Lars Rand Jensen, som var min overordnede på det tidspunkt, sagde til mig: 'Sørg nu for i første omgang at komme til København, hvis det er det, du vil. Du kan søge videre, når du har det private fundament på plads. For du skal nok nå det'. Og det gjorde jeg jo. Det skal man huske. Det er ekstra vigtigt at tænke langsigtet, når man er alene, og lade være med at gå i panik, fordi det hele ikke lykkes i rekordfart," fortæller hun.

Helle Just Christensen har søgt et pænt antal stillinger gennem sin karriere, men hun har aldrig oplevet, at der i rekrutteringsprocessen er blevet stillet spørgsmål til, om hun rent praktisk kunne klare jobbet på grund af sit privatliv.

"På et tidspunkt spurgte jeg min daværende chef, politiadvokat Finn Christian Christiansen, hvorfor han egentlig ikke havde spurgt til mit bagland, dengang han ansatte mig. Og så sagde han til mig: 'Hvis du er gammel nok til at søge denne stilling, så er du også gammel nok til at planlægge dit privatliv'. Det var da et svar, der var til at forstå, og det viste, at det var min faglighed, jeg blev vurderet ud fra, og ikke alt muligt andet."

Overvejelser

"Når man vælger at prioritere sit arbejdsliv så højt, som jeg har gjort, er det selvfølgelig hele tiden en overvejelse, hvor høj en pris man vil betale. Jeg balancerer hele tiden, for det gælder helheden i mit liv. Da jeg blev tilbudt Tønder-sagen, fik jeg ikke særlig lang tid til at tænke mig om. Og måske var det meget fint, at der skulle tages en hurtig beslutning."

Tønder-sagen, hvor en far stod anklaget for at have misbrugt sin ældste datter, krævede, at Helle Just Christensen var til stede dagligt i et halvt år. Det betød, at hvis hun skulle have sin søn med, skulle han gå i skole i Sønderjylland. Helle Just Christensen vurderede, at hendes søn var gammel nok til, at hun kunne tale med ham om det valg. Hun vidste, at hun selv gerne ville have sagen, men det var vigtigt for hende, at rammerne for sønnen var i orden. Anders ville gerne prøve at flytte for en periode, og inden Helle sagde ja til opgaven, sikrede hun sig, at der var en nødløsning, hvis han ikke trivedes.

"Hvis det havde været et problem for mit barn at falde til i Sønderjylland, og han savnede sin omgangskreds og hverdag, så havde jeg en aftale med mine forældre om, at han kunne komme hjem og bo hos dem. Jeg fortalte min søn, at hvis man skal gøre sig mindst muligt sårbar, så skal man lege med så mange som muligt, og at det kunne være en god ting at få nye kammerater. Og det gik fantastisk. Vi fik en meget fin behandling. Der var en afslappethed over stedet, som fungerede for os. For eksempel kunne Anders komme ned på Politigården og være sammen med mig, hvis jeg havde arbejde til sent."

Gode råd

"Jeg ved, hvad jeg gerne vil, og jeg har også en psyke, der kan klare det. I krævende og pressede situationer har jeg heldigvis en evne til bare at gøre det, jeg skal. Så bruger jeg tid på at fordøje det bagefter. Personligt er jeg ikke stødt på det berømte glasloft, som jeg ellers hører andre kvinder tale om, men det betyder ikke, at det ikke findes. Hvis jeg skal give andre enlige forældre nogle gode råd med på vejen, så må det være hele tiden at være bevidst omkring sine mål, og hvilke omkostninger man er villig til at betale på privatfronten. Man skal også tænke langsigtet og ikke vove sig ud på noget, som man ikke er klar eller stærk nok til på det pågældende tidspunkt."

I dag har Helle Just Christensen lidt nemmere ved at få det hele til at hænge sammen. Og det betragter hun som held. For tre til fire år siden mødte hun en mand, som havde overskud til også at være en del af familien, og som gerne ville springe til og hente Anders og indimellem sørge for, at der var varm mad klar, når politiadvokaten kom hjem.

"Jeg skulle nok have fået det praktiske løst alligevel, for sådan er jeg, men derfor er det jo alligevel rart, at der en gang imellem også er tid til Helle."

Fleksibilitet på arbejdspladsen hjælper

For Jesper Rasksen kan man tale om en ny start i tilværelsen. En fredag for to år siden flyttede han ud af sit og ekskærestens fælles hjem og sagde farvel til sit job i Nordea. I stedet sagde han goddag til jobbet som senioranalytiker i Danske Bank og til livet som delefar til døtrene Therese og Karoline, der i dag er seks og otte år.

"På en måde var det godt, at det hele skete på én gang. Når det nu skulle være. Det nye job gav noget andet at fokusere på, for i starten handlede det jo meget om at få hverdagen til at fungere," fortæller Jesper Rasksen.

I dag har Jesper fundet sig godt til rette med sine børn. Han har pigerne fem dage ud af 14, og selvom det på det personlige plan stadig kan være svært med savn i dagligdagen, fungerer det praktiske. Det giver mulighed for at arbejde igennem i de dage, hvor han er alene, og at gå med god samvittighed de dage, hvor han skal hente børn.

"En af de fordele, jeg har i den funktion, jeg er ansat i, er, at der er så stor fleksibilitet. Jeg kan tilrettelægge det meste af mit arbejde, så jeg kan gå tidligt eller arbejde hjemmefra. Fokus ligger på at løse opgaverne - ikke at være til stede i et bestemt tidsrum. Det er klart, at jeg i nogle situationer har måttet sige nej til akutte opgaver eller til rejser, fordi jeg har haft pigerne. Men i det store hele er det sjældent, det giver anledning til problemer."

Udlandet må vente

Hvad der videre skal ske i Jespers arbejdsliv, er der endnu ikke lavet konkrete planer om. Lige nu er jobbet spændende med masser af udfordringer, og hverdagen fungerer.



At der sættes pris på den enlige fars arbejdsmæssige indsats, er der ikke tvivl om. Jesper er netop blevet opfordret til at søge en kortvarig stilling i udlandet, som er øremærket virksomhedens yngre talenter. En opfordring som han dog i første omgang har valgt at prioritere fra.

"Lige nu er det ikke aktuelt, men det er bestemt en mulighed på længere sigt, når pigerne bliver lidt ældre. Kommunikationsmulighederne er jo nogle andre end for bare få år siden, så jeg vil stadig kunne holde en god kontakt til mine børn. Jeg ville dog aldrig tage længere væk, end jeg stadig kunne tage hjem hver anden weekend. Der vil jeg ikke gå på kompromis."

Har ikke droslet ned

For Tina Bojsen har det at blive enlig mor til Maia på otte år aldrig fået hende til at spekulere over, om hun skulle drosle ned på karrieren. Da hun for knap fire år siden blev skilt, havde hun lige sagt ja tak til et tilbud om at blive teamleder i et forsikringsselskab. Og det fortsatte hun med. For et år siden fik hun en stilling i Saxo Bank, hvor hun i dag er senior officer. På sigt kan hun sagtens forestille sig at gå efter lederstillinger, men lige nu er der spændende udfordringer nok.

For nyligt valgte Maias far at flytte til en anden by med sin nye familie, og for at Maias hverdag og skolegang skulle fungere, besluttede de, at Tina skulle have sin datter næsten alle hverdage, men til gengæld kun hver tredje weekend.

"Det har helt klart givet mere stress i hverdagen i forhold til tidligere, hvor Maia var hos sin far halvdelen af tiden," fortæller Tina Bojsen. Alligevel mener hun ikke, at hun har det hårdere end så mange andre.

"Jeg har jo kun Maia og mig selv at tage stilling til. På en måde gør det det hele meget nemmere at planlægge. Jeg har ordnet det sådan, at jeg tager en af hendes klassekammerater, som bor i nærheden, med i skole om morgenen, og til gengæld er venindens mor flink til at springe til og hente Maia fra fritidshjem, hvis jeg har brug for at blive lidt længere på arbejde. Det er klart, at hvis Maia ikke var glad, så måtte jeg tage stilling til det, men som det er nu, er det lige så tit hende, der vælger, at hun vil hjem at lege med nogen, og så indretter jeg mit arbejde efter det."

På arbejdspladsen mærker Tina ikke, at hun skulle være anderledes stillet end andre medarbejdere, men hun har taget nogle valg, som hun måske ikke ville have gjort, hvis hendes situation havde været en anden.

"Jeg har bevidst valgt, at jeg ikke kan arbejde hjemmefra. Jeg gider simpelthen ikke være online hele tiden, for så tager det bare overhånd. Min chef og kollegaer må gerne ringe til mig, hvis der er noget akut, men jeg vil ikke lade min arbejdstid styre af en computer. Jeg vil kunne holde fri, når jeg er hjemme.

Jeg elsker mit arbejde, og jeg mener, at hvis jeg er glad, så er Maia det også. Tænk, hvis hun havde sådan en trist mor, der ikke følte, hun fik noget ud af livet. Det ville da være meget værre," slutter Tina Bojsen.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.