Jurist med mordplot som speciale

Selvom Anne Holts bøger handler om mord, vold, terror og politiarbejde, handler de ifølge hende selv mest af alt om relationer mellem mennesker og den moderne skandinaviske familie.

Midt i en sætning vandrer blikket på afveje. Rundt i frokostrestauranten eller ud af vinduet, hvor hele Oslo kan ses fra en fjeldside. Nok har Norges krimidronning, Anne Holt, tankerne på det interview, hun er i gang med, men samtidig kredser de om utallige krimiplot.

"Det er næsten som en tvangsneurose. Det er der bare, og de dukker hele tiden op," siger hun med et smil, når man spørger, hvor hun finder sin inspiration.

"Når jeg ser danskerbåden dernede i havnen, tænker jeg på, hvordan jeg kan få placeret en sprængladning på den, og sådan er det altid," forklarer hun.

Danskerbåden er den nærmest ikoniske hvide og blå DFDS-færge, vi i Danmark kalder for Oslobåden, men som en tjener med et skævt grin konstaterer, så sejler den også den anden vej. Nok ser vi tingene fra hver vores havn, men så er der heller ikke længere mellem Norge og Danmark. Det er således ikke kun i sit hjemland, Anne Holt har status som en af de bedst sælgende forfattere. Også danskerne sluger hendes krimier om kriminalinspektør Hanne Willumsen og parret Inger Johanne Vik og Yngvar Stubø.

Egentlig lå det slet ikke i kortene, at Anne Holt skulle være krimiforfatter. Hun gik med en drøm om at blive journalist. I gymnasietiden fik hun sommerjob på en lokalavis, og redaktøren rådede hende til at tage en universitetsuddannelse. Men ikke i historie eller sprog som så mange andre journalister.

"For mig er jurastudiet først og fremmest det sted, hvor du lærer om magtstrukturer og løsningsmodeller. Så jeg fandt ud af, at det var det, jeg skulle," siger Anne Holt, der undervejs i studierne fik et sommerferiejob på Norges svar på TV-Avisen, Dagsrevyen.

Det var i 1980'erne, hvor der kun var en kanal i Norge, så eksponeringen var stor, og allerede i en ung alder blev Anne Holt således et kendt ansigt i sit hjemland. På trods af tilbud om et fast job gjorde hun studiet færdigt og arbejdede i weekender og ferier på Dagsrevyen.

"Det var aldrig min mening at bruge juraen direkte. Efter et par år tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage advokatbestallingen, før det blev for sent. Jeg tænkte, politiet ville være et godt sted at lære mere, men det var stadigvæk med øje for at blive en bedre journalist," fortæller Anne Holt.

Efter nogle år som politifuldmægtig og med bestallingen sikkert i land vendte hun tilbage til journalistikken. Men igen kun kortvarigt.

"Jeg var en dårlig journalist, fordi jeg havde for mange modforestillinger. Engang, hvor en toppolitiker var død under tragiske omstændigheder, gav en redaktør mig besked på at tage op til hans hustru og spørge, hvordan hun havde det. Det ville jeg ikke. Da der kom lidt for mange af den slags situationer, og mediebilledet samtidig eksploderede i nye medier og tabloidaviser, gik det op for mig, at jeg aldrig ville blive god til det. Jeg lod mig i for høj grad styre af mine egne meninger," siger Anne Holt.

Vil du være justitsminister?

I starten af 1990'erne opgav hun endeligt journalistikken og åbnede sin egen advokatpraksis. Da hun tilfældigt så en annonce for en krimikonkurrence, tænkte hun, at det måtte prøves af. Fra otte morgen til otte aften stod den på advokatarbejde, og om aftenen skrev hun. Den nåede ikke at blive færdig til konkurrencen, så i stedet gik Anne Holt til et forlag. De var begejstrede, og på kort tid blev Anne Holts debutroman'Blind gudinde' fra 1993 en bestseller.

"Så skriver jeg en til, tænkte jeg. Den blev også en bestseller. Jeg skriver en til, og så er det slut, tænkte jeg så. Men den blev også en bestseller og vandt boghandlerprisen. Derefter gik jeg på halv tid som advokat og var forfatter resten af tiden," fortæller Anne Holt.

Det var i denne periode, at Norges statsminister, Thorbjørn Jagland, en dag ringede til Anne Holt og spurgte, om hun ville være justitsminister. Det kom ikke helt ud af det blå, da Anne Holt altid har været stærkt engageret i politik. Da Norge skulle stemme om medlemskab af EU i 1994, var hun en stærk tilhænger. Hun mener også, at alle har pligt til at deltage i den offentlige debat, og at man især har den pligt, hvis man er en offentligt kendt person, der i kraft af sin position bliver hørt. Så Anne Holt tænkte et par timer og takkede så ja.

"Men det viste sig, at jeg var syg, og jeg vidste ikke, hvor alvorligt det var. Det endte med, at jeg måtte gå af," fortæller Anne Holt, der dog nåede at have titel af justitsminister fra november 1996 til februar året efter.

"Det er en parentes i mit liv, og jeg tænker ikke så meget på det," siger hun.

Det politiske engagement har hun stadigvæk. Anne Holt er en ivrig kronikør, og et af de emner, der optager hende meget, er racisme. Når hun deltager i den offentlige debat, er det juristen Anne Holt, der skriver.

"Det er en helt anden måde at tænke og skrive på. Juristen i mig kommer frem, og det er et sprog, jeg har i mig," forklarer hun.

Men også i bøgerne kan man spore interessen for samfundsforhold.

"Jeg er et politisk menneske, så plottene i mine bøger springer ud af ting, jeg er optaget af. Racisme er et tema, som går igen i mange af dem, og krimigenren er velegnet til at sige noget om modsætninger mellem religion, kultur og race. På trods af vores rigdom har vi en manglende evne til at optage polariteten i os, hvilket ellers er nødvendigt for at kunne møde fremtiden," siger Anne Holt.

Selvom hun trækker veksler på sin fortid inden for murene i politik og jura, skal man ikke regne med, at det er en tro kopi af virkeligheden, man møder. Det bliver simpelthen for langstrakt og kedeligt, hvis man skal beskrive efterforskningsarbejde, som det reelt er, mener Anne Holt.

"Du kan ikke være korrekt i en krimi, for ingen ville gide læse det. I min første bog måtte jeg slette 100 sider, netop fordi jeg prøvede at være alt for korrekt. I dag er der mange af dem, som skriver politiromaner, som gør et vældigt stort researcharbejde, så jeg har ikke længere et forspring. Troværdighed er selvfølgelig vigtigt i bøger, men det er vigtigere at beskrive de menneskelige relationer realistisk, end det er at beskrive procedurerne korrekt," siger hun.

Familiemennesket

Anne Holt delte op igennem 1990'erne sin tid mellem livet som forfatter og livet som advokat. I mange år arbejdede hun udelukkende med børneværnssager og blev god til det. Hun holdt også af at procedere.

"Men der er det med den slags sager, at de æder dig op, fordi de er så tragiske. Da det begyndte at holde mig vågen om natten, kunne jeg mærke, at det ikke skulle stå på alt for meget længere. Derfor var det en lettelse, da jeg for omkring syv år siden holdt op med alt andet og blot arbejdede som forfatter," fortæller Anne Holt og tilføjer med et grin, at hun i dag stort set ingenting laver. Det er ikke helt sandt, da hun nærmest sender en ny roman ud hvert år. Men da skriveprocessen er koncentreret ned til omkring to timer dagligt, har hun en fleksibilitet i sit liv, som hun værdsætter højt.

"Når man selv bestemmer sin arbejdstid, kommer man mere i takt med sig selv og mere i utakt med andre mennesker, men det er et liv, jeg holder af," siger Anne Holt.

Samtidig værdsætter hun den tid, hun har sammen med familien, der består af hustruen, forlægger Tine Kjær, og datteren Johanne på fire år. Anne Holt beskriver sig selv som et familiemenneske i ekstrem grad, på godt og ondt. Og spørger man hende, om der er en overordnet tematik i hendes forfatterskab, er det også familien, det hele handler om.

"Når jeg ligger på mit dødsleje, vil jeg nok sige, at det er de mellemmenneskelige relationer, mit forfatterskab har handlet om. Jeg prøver at sige noget om den tid og de familiestrukturer, vi lever i. Den moderne skandinaviske familie har vanskelige forhold," siger Anne Holt.

Selvom hun langt fra er fortaler for gammeldags familiestrukturer, hvor kvinden går ved kødgryderne, mener hun alligevel, at der også ligger et tab i opløsningen af de traditionelle familiemønstre.

"Vi har en stor udfordring i at skabe trygge familier. Og det er klart, når en familie ofte består af børn og to voksne, som begge skal arbejde. Der er en pointe i, at storfamilien er opløst, og jeg ønsker mig ikke tilbage til den struktur. Man skal bare tilbage til sine egne bedsteforældres generation, hvor kvinderne gik på gården og blev hundset rundt med. Gud fri mig for det. Jeg tror først og fremmest på kernefamilien, men jeg tror også på fraktioner af de forskellige dele af storfamilien," siger Anne Holt.

Mindre fyld og mere tid

I hendes bøger kommer tematikken til udtryk igennem hovedpersonerne. Der er kriminalinspektøren Hanne Willumsen, som kommer fra en dysfunktionel familie og har haft en følelseskold opvækst. Det bruger hun sit voksenliv på dels at flygte fra og dels at kompensere for. Der er også ægteparret Inger Johanne Vik og Yngvar Stubø, hun psykolog og han politibetjent. Deres familie er i bund og grund tryg og funktionel, men bliver presset og truet af udefrakommende ting.

"Mange mennesker i dag lever en påfyldningstilværelse, hvor der er en evig tørst efter at få fyldt mere på. Flere ting, flere mennesker, mere underholdning. Presset på vores tid og kravet om den er så højt, at vi eksempelvis ikke længere har tid til at udforske ensomheden. Vi har ikke mulighed for at lære os selv at kende, og sætte de rammer vi ønsker. Jeg aner ikke, hvad løsningen på vores samfundsproblemer er, men jeg har en fornemmelse af, at det handler om tid," siger Anne Holt.

Og det skal ikke forstås sådan, at hun tror, alt ville se bedre ud, hvis folk havde mere tid.

"Men tidsmanglen, og den måde vi prioriterer vores tid på, gør, at vi ikke kan få taget hånd om de egentlige problemer," siger Anne Holt og understreger igen, at hun ikke har svar, kun spørgsmål.

"Samfundet er tilrettelagt helt forkert for børn, og det kan gøre skade på lang sigt. Her i Norge tror jeg, vi vil opleve en ny form for klasseskel, som ikke er økonomiske, men emotionelle. De børn, som er vokset op i familier, der har magtet at give dem den emotionelle tryghed, de har brug for, vil have et overlegent tag på de andre," siger Anne Holt alvorligt og kommer alligevel med en brik til et løsningsforslag.

"Vi kunne nå langt, hvis det blev en stueren ting at sige, at man ikke ville have børn. De kvinder, der vælger børn fra, bliver betragtet som egoistiske, sære og ukvindelige. Jeg kender mange, som får børn af ren og skær automatik, og det er et problem," konstaterer hun. Selv har Anne Holt i det meste af sin karriere arbejdet meget og været glad for det.

"Det har givet mig mange muligheder og gjort, at jeg er, hvor jeg er i dag. Men dengang var jeg heller ikke forælder," siger Anne Holt og tilføjer, at hendes eget familieliv jo er meget atypisk sammenlignet med, hvordan de fleste andre lever.

"Hvis alle lavede så lidt som jeg, ville samfundet bryde sammen," siger hun og griner, mens blikket igen bliver lidt fraværende og forsvinder i retning af Oslobåden. De, der kender Anne Holt privat, ved, at sådan er det. Når hun pludselig falder ud af en samtale og bliver stille, er hun i gang med at spekulere over en ny måde at dræbe på og en god måde at fortælle om det på. Og det med at kende Anne Holt privat er noget, kun de nærmeste gør. Fra første gang hun viste sit ansigt offentligt, var hun fast besluttet på at lade sit privatliv være sit eget. Hun inviterer aldrig journalister ind i sit hjem og holder sig langt væk fra premierer og receptioner, hvor det norske Se og Hør er til stede. Indimellem bringer de kulørte sladderblade et billede af hendes hus og skriver: "Her bor de".

"Men de ved, at vi ikke hopper på. Jeg bestemmer selv, hvad jeg giver til offentligheden. Efter 26 år har det den fordel, at de norske journalister respekterer mig," siger Anne Holt med et tonefald, der ikke efterlader nogen tvivl om, at hun synes, emnet privatliv er irriterende.

"Jeg begriber ikke, hvorfor det er interessant," sukker Anne Holt, der i virkeligheden meget hellere vil tale om fodbold. Sporten er nemlig ikke bare hendes hobby, men også en livslang passion. Hun ser fodbold et sted mellem 10 og 15 timer om ugen. Når de norske elitehold spiller, holder hun med Lillestrøm, og når der spilles Premier League, er det Tottenham, hun hepper på.

"Jeg har set utallige fodboldkampe i mit liv og rejst verden rundt for at se fodbold. Det er fantastisk, fordi det er identifikation, drama og lidenskab. Det er hele livet sat ind i to gange 45 minutter."