Hvorfor er Danmark i krig?

Med aktiv deltagelse i krigszonerne i Afghanistan, Irak og restjugoslavien er Danmark blevet en krigsførende nation, efter over 100 års neutralitet.

Det er sket i en af de sikkerhedspolitisk mest fredelige perioder i Danmarkshistorien, hvor der ikke eksisterer nogen konventionel trussel mod landet, og hvor et bredt politisk flertal som følge heraf har afskaffet vores mobiliserings- og territorialforsvar.

Til gengæld har politikerne besluttet, at danske soldater skal kæmpe med livet som indsats fjernt fra Danmarks grænser. Og spørgsmålet er, om denne beslutning er blevet tilstrækkeligt forklaret og diskuteret i offentligheden, mener Bertel Heurlin.

Han er formand for Dansk Institut for Militære Studier og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Og Bertel Heurlin udgav for nylig bogen 'Nationen eller Verden - De nordiske landes forsvar i dag' sammen med andre sikkerheds- og forsvarspolitiske eksperter fra Finland, Norge og Sverige.

I jeres bog beskrives og sammenlignes de forskellige militære strategier, som de nordiske lande har anlagt i kølvandet på Murens fald i 1989. Hvad adskiller den danske linje fra de andre landes strategier?

"Vi har været konsekvent mere aktive i internationale konflikter. Det blev tydeligt eksponeret med den danske deltagelse i invasionen af Irak i 2003, hvor de andre nordiske lande ikke deltog, og i den øjeblikkelige situation i Afghanistan kæmper danske soldater på liv og død i den urolige Helmand provins, mens soldaterne fra de andre nordiske lande gør tjeneste i den fredeligere, nordlige del af Afghanistan. Men faktisk skiller vi os ud næsten fra starten af perioden - begyndende med at vi sender fregatten Olfert Fischer til den USA-ledede aktion mod Irak efter landets invasion af Kuwait i 1991. Ligesom vi i modsætning til de øvrige nordiske lande sender kampvogne samt flere soldater til borgerkrigen i Bosnien fra 1994 og frem."

Hvad er årsagen til den offensive danske militærstrategi?

"Vendepunktet er uden tvivl Murens fald i 1989. Danske politikere var hurtige til at indse, at Danmark ikke længere er et strategisk interessant land for vestmagterne og deres forsvarsalliance, NATO, på samme måde som tidligere. Før kunne vi stå på Møn med frit udsyn til DDR på den anden side af det magtpolitiske jerntæppe mellem Øst- og Vestblokken. Nu er Tyskland samlet, Sovjet trækker sig tilbage fra de baltiske lande, Tjekkiet, Polen, Ungarn og de øvrige lande i sit østeuropæiske imperium, og det betyder, at Danmark mister sin position som frontlinjestat. Ud fra en rent indenlandsk sikkerhedsbetragtning er det naturligvis glædeligt, men det medfører også en frygt for politisk og økonomisk marginalisering af Danmark hos vores politikere. Og i den situation søger de tættere på den nu eneste stormagt i verden, USA."

Hvorfor er politikerne bange for marginalisering efter Murens fald ?

"Danmark er et meget lille land med markant mindre areal end de andre nordiske lande, og mens Norge har olie, og Sverige har malm,   træ og en rig industritradition, har vi næsten ingen naturressourcer. Grønland er et aktiv for os med sin strategisk vigtige placering tæt på det amerikanske territorium, og netop denne nærhed er naturligvis også en vigtig del af forklaringen på, at vi i højere grad end de andre nordiske lande vender os mod USA. Men vigtigere er det måske, at vi er en handels- og transportnation, som skal leve af gode relationer til vores samhandelspartnere med USA i spidsen. Endelig spiller det nok også en rolle, at vi føler en historisk skyld; dels på grund af vores beskedne modstand mod Tyskland under 2. Verdenskrig, dels på grund af vores fodslæbende udenrigspolitik i efterkrigsårene. Vi har eksempelvis ikke haft fremmede styrker på vores territorium i hele efterkrigstiden, hvilket de fleste andre NATO-lande har. Og i 1980´erne spænder vi buen ekstra hårdt med vores fodnoter og forbehold over for NATO-alliancens atomvåben-strategi."

Fodnoterne førte til, at Danmark måtte lægge ryg til en ny betegnelse, 'danmarkisering'. Hvad betyder det?

"Danmarkisering betyder at køre på frihjul - at være medlem af en alliance på minimumsvilkår og yde så lidt som muligt. I modsætning hertil betyder finlandisering at være tvunget til at tilpasse sin politik efter en stormagt pga. geografisk nærhed. Finland og Rusland deler en meget lang grænse, og under den kolde krig havde Sovjet f.eks. betydelig indflydelse på, hvilken regering Finland skulle have, og hvem der kunne blive finsk præsident. Finland har i dag Nordens største hær med 350.000 mand under våben, mens vi har afskaffet vores mobiliseringsforsvar på 80.000 mand. Og det viser, at Danmark og Finlands forskellige historiske og geografiske udgangspunkter spiller vigtige roller for udformningen af landenes aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitik. Finland betragter stadig nabolandet Rusland som en trussel, mens vi har haft et fredeligt forhold til vores nabo, Tyskland, siden 1945."

Hvad betyder det, at Danmark har afskaffet sit mobiliseringsforsvar, og hvornår skete det?

"Med forsvarsforliget, som regeringen, DF, de radikale og Socialdemokratiet lægger stemmer til i 2004, afskaffes vores mobiliseringsforsvar, som betød, at vi til enhver tid kunne indkalde op til 80.000 mand for at forsvare os mod angreb på det danske territorium. Der var også tanker om at droppe værnepligten, men det skete dog ikke. Forligets baggrund er opfattelsen af, at der ikke længere findes en konventionel trussel mod Danmark. Derfor skal vores soldater varetage danske og vestlige interesser i verdens brændpunkter frem for herhjemme. 2.000 danske soldater skal være udsendt konstant og komme fra en militærstyrke på 21.000 mand i alt, og vores soldater skal være med i den skarpe ende.

Den anden søjle i det nye koncept - totalforsvaret - lægges i hænderne på politi, beredskab og hjemmeværn, som skal forsvare os mod naturkatastrofer og terror."

Hvad betyder det, at vores soldater skal være med i den skarpe ende?

"Danske styrker skal gå ind side om side med USA i en first in - first out strategi. De skal i modsætning til tidligere være udstyret med højteknologiske våben og være fredskabende (peace-enforcing), frem for fredsbevarende (peace-keeping). Det er en ganske voldsom ændring i forhold til tidligere formulerede sikkerhedspolitikker. Vi påtager os nu markant større risiko for tab af menneskeliv og materiel; ikke blot i sammenligning med de øvrige nordiske lande, men også i forhold til store lande som Tyskland og Frankrig."

Med det brede flertal bag forsvarsforliget i 2004, synes der at være politisk konsensus om, at den nuværende strategi er den rigtige for Danmark?

"Ja, det er meget bemærkelsesværdigt. Selv et tidligere erklæret pacifistisk parti som Det radikale Venstre vil sende vores soldater i krig. Politikernes enighed forklarer måske også, hvorfor vi har haft meget begrænset offentlig debat om ændringen af vores sikkerheds- og udenrigspolitik - trods tab af soldater og de betydelige udgifter, som den nye sikkerhedspolitik medfører. Men udviklingen efter murens fald, og specielt den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, er et meget markant opgør med vores historiske tradition for neutralitet, og spørgsmålet - hvorfor er vi der? - burde nok være debatteret med større vægt og på et tidligere tidspunkt end nu.