DJØFs skatteudspil

Kære DJØF,

Jeg har netop læst om DJØFs skatteudspil. Med særlig interesse har jeg læst interviewet med forbundsformand Finn Borch Andersen (FBA) i seneste nummer af DJØF Bladet. Jeg har især hæftet mig ved FBAs synspunkt om, at DJØF bør blande sig i partipolitik. Som medlem af DJØF ønsker jeg at have et forbund i ryggen til at støtte mig i individuelle faglige spørgsmål, og jeg ønsker et forbund, der går aktivt og konstruktivt ind i at formulere solidariske krav ved overenskomstforhandlinger. Jeg er ikke interesseret i, at DJØF anvender mit medlemskab i forbindelse med almene politiske emner, der rækker ud over det faglige område.

Med det skattepolitiske udspil er det min oplevelse, at DJØF bevæger sig uden for det mandat, mit medlemskab giver. Jeg finder ikke, at FBA er i stand til at retfærdiggøre initiativet. Når FBA svarer, at udspillet ikke har til formål at opnå lavere skat på arbejde, men at udspillet har til formål at skaffe flere "dygtige hoveder", er der efter min vurdering tale om manipulation.

Det samme gælder den tilsyneladende neutrale angivelse af, at skatteforslaget er finansieret gennem skatteomlægning og afgiftsændringer. For mig at se er der fundamentale politiske holdninger bag FBAs forsøg på at teknificere udspillet. Holdninger, som jeg ikke er enig i.

DJØFs skatteudspil lægger op til ændring af skat og afgifter på en måde, så DJØF-gruppen tilgodeses i modsætning til fag med lavere indkomster. Jeg ser ikke DJØFs skatteudspil som svaret på de udfordringer, som fremtidens velfærdssamfund står overfor, og jeg ønsker ikke at stå bag et sådant politisk udspil.

De fleste opgørelser tyder på, at det vil være blandt lav- og mellemindkomstgrupper på social og sundhedsområderne, at der vil mangle arbejdskraft. På de samme områder vil der være et voksende behov for arbejdskraft på grund af de voksende ældreårgange og danskernes forventede forlængede levetid. I denne sammenhæng finder jeg det utidigt og meget lidt appetitligt, at DJØF spiller så offensivt og konkret ud.

Med dette indlæg er det mit ønske at rejse spørgsmålet blandt medlemmerne i ikke mindst den offentlige gruppe, om man er enige med FBA i, at skattepolitik hører til DJØFs legitime interessevaretagelse. Samtidig rejser jeg spørgsmålet, om den måde, skatteudspillet fremlægges på, er en naturlig måde for DJØF at varetage sine interesser. FBA giver udtryk for, at udspillet varetager medlemmernes og velfærdssamfundets fremtidsinteresser. Jeg oplever dette som en demagogisk begrundelse. Virkeligheden forekommer at være, at DJØF positionerer sig på den partipolitiske højrefløj. Det ønsker jeg ikke at være med til. Jeg håber, at andre medlemmer giver deres holdninger til kende, inden jeg beslutter mig endeligt for, om jeg vil melde mig ud af DJØF.

Med venlig hilsen
Klaus Pedersen

Sent skatteudspil

I det seneste nummer af DJØF Bladet læser jeg, at DJØF nu anbefaler en fuldt finansieret skatteomlægning med lavere skat på arbejde. Formålet er at "gøre det mere attraktivt at tage en uddannelse og bruge den i Danmark" samt at fremtidssikre finansieringen af velfærdssamfundet. Udmærket - men hvorfor mener DJØF først det nu?

I det sidste halve års tid har skattedebatten fyldt rigtig meget. Den har bestemt ikke hele vejen været lige kvalificeret. Det bærer det foreløbige resultat - skatteaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra september - da også et vist præg af. For det første giver skatteaftalen stort set ufinansierede skattelettelser for ti milliarder kroner. Uklogt i en højkonjunktur, lyder det fra både de økonomiske vismænd og Nationalbanken. For det andet placerer skatteaftalen omhyggeligt de fleste af lettelserne dér, hvor de ifølge eksperterne har mindst effekt på tilskyndelsen til at uddanne sig og arbejde mere.

Hér kunne det have været velgørende med en tidligere konstruktiv kritik fra DJØF. Kernen i DJØFs forslag er jo det vink med en vognstang, som regeringen kunne have haft gavn af: Man kan ikke både hævde, at manglen på kvalificeret arbejdskraft er den væsentligste udfordring, og samtidig fortsætte med et skattesystem, hvor de, der tager en videregående uddannelse, møder en mur på 20 procent af top- og mellemskat, der sætter ind ved knap 30.000 kroner om måneden. Som akademiker tjener man ikke nødvendigvis en livsløn, der adskiller sig så meget fra andre grupper - for eksempel håndværkere. Men vi tjener lønnen på færre år og får derfor lov at betale en større del af den i topskat.

Derfor er der noget mærkværdigt i, at stort set alle andre lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer forfægter egne skattesynspunkter, mens juristernes og økonomernes egen forening ser tavst til.

Måske det skyldes nervøsitet for at blive udlagt partipolitisk? Så længe DJØF afholder sig fra at udtale sig til fordel for rene skattelettelser eller stigninger, mener jeg, at DJØF skal turde lidt mere. Rettidige forslag til skatteomlægninger, der både er samfundsnyttige og varetager medlemmernes interesser i en bred forstand, må man faktisk kunne forvente fra DJØF.

Med venlig hilsen
Heidi B. Hansen
Advokatfuldmægtig

Svar

Tak for to spændende læserbreve fra Heidi Bøgelund Hansen (HBH) og Klaus Pedersen (KP).

Begge debattører er faktisk inde på spørgsmålet om, hvorfor DJØF mener noget om skattepolitik - om end det er meget meget forskellige udgangspunkter. Men det illustrerer meget godt, hvorfor DJØF ikke bare har været hurtig på aftrækkeren ved de første tilløb til en skattedebat. Vi har villet bidrage med noget solidt og gennemarbejdet. Derfor har vi haft en bredt sammensat taskforce til at diskutere finansieringen af velfærdssamfundet ud fra to væsentlige vinkler - mere og bedre uddannelse og større udbytte af at arbejde i Danmark. Det er grundlaget for, at DJØF nu beskæftiger sig med skat, og derfor har det taget lidt rigelig tid.

Udvikling i skattesystemet har betydet, at skatten på den højtuddannede arbejdskraft er højere end for andre medarbejdergrupper på arbejdsmarkedet med samme arbejdslivsindkomst. Fordi arbejdslivsindkomsten for en akademiker er mere ujævnt sammensat, hvorfor der betales topskat af en større del af arbejdsindkomsten. Det fungerer som en særskat på uddannelse, og det er naturligvis et paradoks, som DJØF bør forsøge at bryde. Vi gør det ved at foreslå bundfradraget i topskatten forhøjet, således at ½ mio. skatteydere ikke mere bliver omfattet af topskatten. Det gør igen topskatten til en topskat, som den var tænkt ved indførelsen.

Her skal jeg blot nævne, at der ikke er en eneste fremskrivning af behovet for arbejdskraft sammenlignet med det forventede udbud, der ikke peger på en overordentlig stor mangel på den bedst uddannede arbejdskraft. Derfor rummer udspillet også en række forslag om bedre uddannelse og om muligheden for mere effektiv uddannelse. I den sammenhæng er en særskat på uddannelse naturligvis helt galt placeret.

HBH er inde på, at man ikke behøver at være nervøs for at blive udlagt partipolitisk, hvis man holder sig til skatteomlægninger, der er både samfundsnyttige og i overensstemmelse med medlemmernes interesser i en bred forstand. Det har også været vores tankegang. Det er således formålet med skatteudspillet at opnå lavere skat på arbejde. Fuldt finansieret ved forhøjelser af skatter og afgifter på andre kilder end arbejdsindkomst.

Omvendt kritiserer KP DJØF for at positionere sig på den partipolitiske højrefløj. DJØFs hele motivation er, at der skal være en stabil og robust finansiering af velfærdssamfundet sammen med motivationen til at fremskaffe flere og bedre uddannede. Det er desværre ikke synspunkter - slet ikke om finansiering - der er meget salg i på den partipolitiske arena, men det skal ikke afholde DJØF fra at pege på et særdeles ømt punkt i funktionen af det danske skattesystem.

I modsætning til, hvad KP synes at mene, indeholder finansieringskataloget elementer, der i meget høj grad hviler på højere indkomstgrupper. Begrænsning af fradrag for indbetaling til særlige pensionsordninger, fjernelse af rabat til de boligejere, der siden har fået andel i meget væsentlige værdistigninger, indeksering af afgifter med indførelse af et bundfradrag osv. Bestemt finansieringselementer, der ikke hviler på lav- og mellemindkomstgrupper. Og bestemt finansieringskilder, der flytter skattebyrden fra arbejdsindkomst over på andre skattekilder, og som dermed ikke fordrer nedskæringer af velfærdsydelser, som i høj grad kommer lav- og mellemindkomstgrupperne til gode.

Jeg håber, at der er flere medlemmer, der både har lyst til at læse hele udspillet på DJØFs hjemmeside og som gerne vil give deres besyv med i debatten.

Venlig hilsen
Finn Borch Andersen
Forbundsformand