Hvad Slotsholmen gemte under besættelsen

Einer Engberg hører til Slotsholmens første generation af cand.polit.er - dengang det kun var den juridiske uddannelse, der betød noget.

"Vi fik fra starten at vide, at de gode slutstillinger lå uden for vores muligheder, de tilhørte juristerne," siger den 93-årige Einer Engberg med et smil.

Han begyndte som sekretær i Socialministeriet i 1939 og arbejdede i Statsministeriet under den tyske besættelse af Danmark, hvor han var en del af det illegale arbejde, som skjulte sig bag Statsministeriets og samarbejdspolitikkens facade: Frit Danmarks Tjenestemandsgruppe.

Engberg har inviteret til en snak om dengang og nu. Han er vred og vil gerne være fortidens vidne, der fortæller fremtrædende politikere, at det både er for enkelt og for lurvet at misbruge besættelsestiden i det politiske spil. Det klør i fingrene for at få lov til at sætte nogle ting på plads, for hvad ligner det, at Anders Fogh Rasmussen (V) og andre forsøger at fortælle om datidens rigtige og forkerte mennesker, når historieskriverne og fortidens vidner bedst ved og kan huske, hvem der var datidens store værnemagere. Den tager vi om lidt.

Vi mødes i lejligheden i Charlottenlund. Engberg kan stadig selv det meste, selvom han ikke længere ser så godt. Han hører fjernsyn og følger med. Hukommelsen fejler ingenting, siger han - for straks efter at erkende, at tingene lejlighedsvis bliver blandet sammen. Det han husker som egne oplevelser, det han har læst, og det andre har fortalt. Men i samtalen om det, som Statsministeriet skjulte under besættelsen, er det begrænset, hvad der er kommet til fra andre kilder. Temaet er magert belyst og er først blevet beskrevet meget sent.

Det, han husker bedst, er kammeratskabet og fællesskabet. Den stille modstand mod besættelsesmagten, som foregik i regeringsapparatets hjerte, uden at Gestapo eller andre på noget tidspunkt var på sporet. Jo, der var selvfølgelig dengang, den 19. september 1944, da der pludselig stod en tysk politisoldat bag Einer Engberg og sagde: "Hände hoch."

"Hold kæft for et helvede da jeg hørte spektaklet. På vejen ind til mit kontor - Statsaktivkontoret med administration af statens bygninger - var der en helt ny ung sekretær. Han var vistnok begyndt dagen før. Han nåede ikke at reagere og blev skudt.

Jeg var ikke så bange for ham, der stod lige bag mig med sin maskinpistol. Fornemmelsen og hver eneste bevægelse i kroppen husker jeg. Vi blev ført ned i gården og stillet op ad muren med hænderne oppe. Selv så mange år efter er det en mærkelig oplevelse, for hvad ville tyskerne? Det får vi nok aldrig at vide. Men bekymringen var hele tiden, at lige i nærheden var vores studenter ved at duplikere septembernummeret af det illegale blad 'Danske Tjenestemænd'," fortæller Einer Engberg.

Det var den senere finansminister og statsminister Viggo Kampmann (S), der var den drivende kraft i Frit Danmarks Tjenestemandsgruppe - i begyndelsen sammen med økonomen Isi Grünbaum, der senere måtte gå under jorden på grund af sit medlemskab af kommunistpartiet.

Engberg husker Kampmann som manden, der havde tre arbejdspladser og passede dem alle tre og tillige havde tid til at stå i spidsen for Slotsholmens stille modstand mod besættelsesesmagten. Dog havde han ikke fået tid til at melde adresseændring til Socialdemokratiet, da han flyttede bopæl, og derfor var han uden for partiet i en årrække.

"Han har selv fortalt mig det," siger Engberg.

Einer Engberg husker flere sider af Kampmann. Sammen har de skrevet kapitler til brug for retsopgøret med de tjenestemænd, der kom for tæt på tyskerne.

"Kampman havde udstråling, selvom det vist ikke hed sådan dengang. Han var skide dygtig. Både til det økonomiske og til at få alle studenterne i kontoret til at arbejde illegalt og holde kæft. Han var eminent til at motivere folk til at arbejde," siger Engberg, som med sikkerhed også husker, at de fleste var venstreorienterede eller 'røde i alle grader'.

Kartoffelkælderen

Engberg begyndte som ung cand.polit. i Socialministeriet i 1939. Det var her, politterne fik at vide, at skulle man blive til noget, skulle man være jurist.

Han havde tidligere været studentermedhjælper i ministeriet. De sad i Kartoffelkælderen i Slotholmsgade 6. Kælderlugt. Kartoffellugt. Ingen vinduer. Ingen frisk luft og 20 studenter. 79 øre i timen siger Engberg, der hævder, at han i studenterjobbet fik mere i løn, end da han som færdig kandidat blev ansat som sekretær.

Efter den tyske besættelse i april 1940 oprettede statsminister Stauning Regeringens Beskæftigelsesudvalg i Statsministeriet. Engberg flyttede med til Slotholmsgade 10 - en gammel bygning, som nu er væk og har givet plads til kontorbygningen Tjæreborg. Dengang var der ikke et Økonomiministerium.

I de fem onde år var han først sekretær og siden fuldmægtig frem til 1942 med Thorvald Stauning som statsminister, derefter med Erik Scavenius som regeringsleder frem til bruddet med tyskerne den 29. august 1943, da departementschefstyret tog over. Og til hukommelsens perler hører også, da han en dag blev bedt om at finde et skrivebord til en ung student med efternavnet Scavenius.

"Det var selvfølgelig hverken den første eller sidste gang, jeg er stødt på nepotisme på Slotsholmen, men det gik jo ikke med en Scavenius-slægtning midt i det illegale arbejde. De fleste af de ansatte truede med at udvandre, indtil jeg fik ham anbragt i et fjerntliggende kontor, hvorfra han hurtigt blev frosset ud."

Trods besættelsestid og ydre pres var der hakkeorden og et vist krav om pli i forhold til de overordnede. Når man gik turen fra Slotholmsgade 10 via ministeriernes krogede gange til Folketinget, så kendte man sin plads og åbnede dørene undervejs, hvis man var nederst i anciennitet og hierarki.

Men det illegale arbejde havde ikke faggrænser. Cand.polit. Florian Martensen-Larsen, der var central i gruppen, tog for en sikkerheds skyld også eksamen som cand.polit. - og blev så senere en markant stiftamtmand. Blandt nøglefigurerne ved siden af Kampmann var den senere præsident for Sø- og Handelsretten, Hans Topsøe-Jensen.

"Jeg forsøgte for en del år siden at få ham til at nedfælde Tjenestemandsgruppens historie," siger Einer Engberg - og slår så opgivende ud med armene: "Tænk, han sagde nej, fordi han var ved at skrive Taarbæk Havns historie."

Modstandsarbejdet og den politiske udnyttelse

Medlemmerne af Frit Danmarks Tjenestemandsgruppe havde stor indsigt i centrale dele af forvaltningen, og de gjorde brug af den - især i tiden efter bruddet med tyskerne. Oplysninger om handel og økonomi røg videre til Stockholm og derfra til London. Oplysninger om centraladministrationens virksomhed gik tilsvarende videre til Frit Danmarks modstandsfolk, så de vidste, hvorfor beslutningstagerne handlede, som de gjorde. Endelig gik især Viggo Kampmann meget stærkt op i arbejdet med at holde øje med tjenestemænds unationale virksomhed, så de kunne sættes fra bestillingen efter besættelsens afslutning. Kampmann var født inden for voldene i Fredericia i 1910 og opdraget i et officersmiljø, så han havde et sindelag så nationalt, at han beslutsomt gik efter de typer, der gik tyskernes ærinder.

Viggo Kampmann talte aldrig som aktiv politiker om sit modstandsarbejde. Han brugte det ikke, og selv hans voksne børn blev overraskede, da tingene første gang blev beskrevet, eller da de for nylig fik en kopi af den lydoptagelse, han medvirkede i nogle få år før sin død.

Her kommer så Einer Engbergs beklagelse af, at besættelsestidens aktører og vidner ikke er til mere, og at andre forsøger at udlægge teksten mindre forsvarligt. Han har især haft lyst til at fortælle Anders Fogh Rasmussen, at hans udtalelser om de rigtige og forkerte var meget forkert, da han sagde: "... mange danskere blev stillet over for valget mellem at gøre det rigtige, at tage klar stilling og dermed løbe en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed."

"Jamen landbruget og venstrefolkene var de største værnemagere, så hvad bilder han sig ind," lyder det på førstesalslejligheden i Charlottenlund lige over for det fortabte fortanlæg fra en helt anden krig.

"Ja, og i selveste Statsministeriet valgte vi side - uden bagefter at skrige det ud til alt og alle." Engberg har papirer, dokumenter og kildehenvisninger, der viser, hvordan landbruget ikke kunne få raget nok til sig dengang under besættelsen. Hvis helbredet ellers var lidt bedre, tog han gerne sin dokumentation med rundt i landet for at debattere og få sagt, at Venstres formand ikke skal fortegne billedet af, at mange i Venstre stod på den forkerte side dengang. "Og tænk, så sammenligner han danske soldater i Irak med datidens frihedskæmpere," siger Engberg så i en toneart, der normalt ville være uforenelig med en gammel embedsmands omtale af en statsminister.

Da Einer Engberg første gang selv fortalte om begivenhederne dengang, foregik det på Harvard University. Man grinte lidt af den ældre herre, for den slags kunne ikke være rigtigt. Skulle besættelsesmagten være så enfoldig, at modstanden kom helt indefra og oppefra? Men det var den.