15.10.2007
af
Astrid Schou
Coaching og personlig udvikling er blevet vigtige arbejdsopgaver for økonomikonsulent Anders Møller på Landbo Limfjord.
Om han er med til at djøfisere landbruget? Cand.oecon. Anders Møller fra rådgivningscentret Landbo Limfjord i Skive trækker lidt på det, men han medgiver, at en rivende strukturudvikling har vendt op og ned på de opgaver, han som økonomikonsulent skal løse.
Morten Korch-landbruget med rødmossede malkepiger, pittoreske hvedemarker og sindige bønder er for længst passé, og i stedet rager stadig større bedrifter op i det danske landskab. Hvert ottende år halveres antallet af kvægbrug. Et gennemsnitsbrug koster i dag 20-25 millioner kroner og vokser typisk med ti procent om året. "Så det er noget af en vækstrate, man skal præstere, hvis man også vil være der om ti år," konstaterer Anders Møller, der er ekspert i kvægøkonomi.
Han nøjes derfor ikke med at gå sine kunders regnskaber og andre finansielle forhold efter i sømmene, men coacher nu også den enkelte landmand til at blive en bedre driftsleder. For i dag skal en landmand være skarp over for sit pengeinstitut, når han skal sælge sine visioner, han skal kunne håndtere det, hvis naboer reagerer på lugtgener, og hvis han har ansatte, skal han være bevidst om sin personalepolitik.
Pløjet ned i hverdagen
For nylig har Anders Møller været med til at udvikle et koncept for ledelseskurser, hvor rådgivere og landmænd i fællesskab netop ser på de ting, en driftsleder i dag skal kunne, når det gælder størrelser som forhandlingsteknik og konflikthåndtering. En vigtig del af kurset består i en opfølgning efter hvert modul, hvor fokus bliver rettet mod, hvordan den enkelte landmand kan udvikle sin egen ledelsesstil.
"Vi tager ud og ser på, hvilke muligheder det giver i bedriften. Hvordan han kan få pløjet det her ned i sin hverdag," fortæller Anders Møller, der understreger, at det er landmanden selv, der skal pege på de udfordringer og handlemuligheder, der kan opstå, når hans bedrift vokser.
Spændende, men hårdt arbejde
Anders Møller ville aldrig have troet, at han som økonomikonsulent skulle komme til at coache og arbejde med personlig udvikling, men han synes, det er spændende, at der sker så meget nyt i hans fag.
Også selvom det indimellem kan være hårdt arbejde, og han er nødt til både at være stædig og engageret for at trænge igennem med budskabet. "Landmænd kan være konservative og også mange gange meget hængt op, så når vi skal sælge det, vi kan se, der er brug for, er vi nødt til at være vedholdende og tro på, at det, vi siger, er det rigtige," siger han, men tilføjer: "Landmænd er dog traditionelt også loyale og hører godt efter, hvad vi siger."
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER