Visionen, eller skrækvisionen, om Europas Forenede Stater bliver aldrig til noget. Simpelthen fordi EUs stats- og regeringschefer ikke kunne drømme om at reducere sig selv til delstatsguvernører.
"Noget af det måske mest interessante ved reformtraktaten, og for den sags skyld dens forgænger, forfatningstraktaten, er, at den markerer afslutningen på diskussionen om, hvorvidt vi skal bevæge os videre mod Europas Forenede Stater. Traktaten er slutstenen på det slagsmål, der har stået på siden Rom-traktaten. Føderalisterne har tabt. Vi kommer ikke længere i føderal retning."
Ambassadør Gunnar Riberholdt, 74, holder en lille pause. Den tidligere topdiplomat, der har repræsenteret Danmark som chefforhandler ved flere regeringskonferencer i de sidste årtier, især om Maastricht-traktaten, kaster et blik ud af vinduet i lejligheden på Østerbro. Han har ingen papirer foran sig. Det er ikke nødvendigt. Formuleringer og datoer hentes ubesværet frem fra hukommelsen, når der er brug for dem, og han kan traktaterne på fingrene. Netop fordi han selv har forhandlet flere af dem på plads.
"Læg mærke til, at sætningen om en 'ever closer union' ('en stadig snævrere sammenslutning', red.), der har været en fast bestanddel i alle traktater siden Rom-traktaten, er væk. Det er sundt. Problemet i mange år har jo været, at føderalisterne ikke var tilfredse, når vi havde fået en ny traktat. De ville lige have en traktat mere. Nu er det slut med det. Reformtraktaten er den institutionelle slutsten og dermed nederlaget for føderalisterne.
At det ikke blev til Europas Forenede Stater kan man, efter temperament, beklage eller glæde sig over, men det er i virkeligheden indlysende, for det ville jo indebære, at EUs stats- og regeringschefer kollektivt skulle degradere sig selv til delstatsguvernører, og når man tænker på, hvilke personer det er, så kan man godt glemme alt om det."
Dårlig skik med folkeafstemninger, der ikke er nødvendige
Men ville det så ikke være passende og demokratisk at få traktaten bekræftet ved en folkeafstemning? Danskerne var jo lovet en folkeafstemning om forfatningstraktaten?
"Det er væsentligt at slå fast, at reformtraktaten er renset for de få dele, der ville udløse en folkeafstemning efter grundlovens § 20, hvorfor vi ikke er forpligtet til det. Det næste er så, om vi ikke burde holde en folkeafstemning alligevel. Og det mener jeg helt klart ikke.
Det er nemlig en meget dårlig skik, vi har indført, med at holde folkeafstemninger, selvom det ikke er grundlovsmæssigt nødvendigt. Denne vane har smittet de andre lande, og det synes jeg, vi alle skal komme væk fra. I hvert fald har Holland og Frankrig nu lært lektien.
Og grundlovens § 20 er efter min mening en uhensigtsmæssig og ikke særlig gennemtænkt bestemmelse med en meget besværlig procedure om 5/6-deles flertal i Folketinget og/eller folkeafstemning i forbindelse ved afgivelse af suverænitet. Sådanne regler gælder ikke for en række andre meget væsentlige beslutninger, fordi grundloven jo bygger på, at Danmark har et repræsentativt demokrati.
Tag grundlovens § 19. Ifølge den kan regeringen med simpelt flertal i Folketinget erklære krig, som det hedder. Og det har den gjort med et meget snævert flertal i forbindelse med Irak-krigen.
Regeringen kan også, hvad der nok kommer bag på en del vælgere, afstå dele af riget med simpelt flertal. Regeringen kan altså sælge for eksempel Jylland til Tyskland - med et simpelt flertal i Folketinget!
Så i sammenligning med det giver det ingen mening at holde en folkeafstemning om reformtraktaten, når det ikke er grundlovsmæssigt påkrævet. Man skal i det hele taget være meget forsigtig med, hvad man skriver ind i grundlove, fordi de er så vanskelige at ændre."
Ingen flugtrute
Hvis Danmark alligevel fik en folkeafstemning, og det blev et nej. Hvad ville konsekvensen så være?
"Det kan man jo kun med stor forsigtighed udtale sig om, men min bedste vurdering er, at hvis et eller to af de små medlemslande ikke ratificerer traktaten, så vil der blive fundet en vej, så traktaten kan træde i kraft for alle de lande, der har ratificeret."
Hvor efterlader det så Danmark?
"Der er ikke rigtig nogen flugtrute denne gang, som den vi fik foræret efter nej'et til Maastricht-traktaten. Hvad skulle vi blive undtaget fra? Vi har de undtagelser, vi kan få. Reformtraktaten drejer sig jo om nye stemmeregler i Ministerrådet, en ny formand, en udenrigsminister, en ny sammensætning af Kommissionen osv. Og vi kan jo ikke sige, at vi vil have et andet Ministerråd eller andre stemmeregler end de andre lande. Så der vil være stor forskel på et nej denne gang, og det nej vi indkasserede i 1992, da vi fik lov til at blive undtaget fra forsvarssamarbejdet, det overnationale samarbejde om retlige og indre anliggender og den Økonomiske og Monetære Unions 3. fase med fællesmønten.
Resultatet vil nok være, at det vil blive gjort klart, at vi nu må vælge, om vi vil være med, eller om vi ikke vil. Også af den grund er jeg ret sikker på, at der ikke kommer en folkeafstemning om reformtraktaten."
For tidligt ude i 1992
Hvad var det, der gik galt med Maastricht-traktaten?
For det første stemte vi nok for tidligt. Vi ville ratificere som det allerførste land, men der var ingen grund til at have så travlt.
Der er heller ingen tvivl om, at formandsskiftet i Socialdemokratiet, der fandt sted i april 1992, hvor vi stemte den 2. juni, betød noget. Partiet skulle have båret en væsentlig del af kampagnen, men partiet var bovlamt.
Så er der også mange, der mener, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen førte en for hektisk kampagne. Det kan man have forskellige meninger om, og han mente utvivlsomt, at han gjorde det bedste, han kunne. Men det kan godt være, det havde en vis skræmmende effekt.
Endelig var det også for tidligt for den politiske udvikling, der senere er blevet mere markant. Nemlig at SF er blevet et pro-europæisk parti, og at Det Radikale Venstre ligeledes er blevet det - måske endda det mest pro-europæiske parti i Danmark. Splittelsen i Socialdemokratiet, der har været markant siden begyndelsen af vores EF/EU-medlemskab, var også stadig udtalt dengang.
Kunne de andre lande have anet uråd under forhandlingerne om Maastricht-traktaten?
Det kunne de faktisk ikke. De andre lande var i realiteten forbløffede over, at vi nu kunne være med til næsten det hele, efter at vi i mange år, sammen med Storbritannien, havde trådt på bremsen. Jeg var jo chefforhandler på regeringskonferencen om den politiske union, og jeg kan huske, at de pro-europæiske lande sagde: 'Jamen han sidder jo derovre og siger det samme som os andre'.
Kun når det gjaldt forsvar, kunne vi ikke være med. Det var noget, Det Radikale Venstre havde fået indføjet i forhandlingsmandatet. Men alt i alt var de andre lande glædeligt overraskede over, at Danmark langt om længe var kommet til sans og samling og var begyndt at opføre sig konstruktivt.
Man skal huske, hvor afgørende Maastricht-traktaten var på det tidspunkt med Sovjetunionens sammenbrud, Østeuropas befrielse og den begyndende tumult på Balkan.
Det var det, der gjorde, at den franske præsident, François Mitterrand, og den tyske kansler, Helmut Kohl, i foråret 1990 blev enige om, at forhandlingerne om den økonomiske union skulle suppleres med en regeringskonference om en politisk union.
Frankrig havde hele tiden presset på for at få en økonomisk og monetær union med fælles mønt til afløsning af den tyske D-marks dominans. Nu var tiden inde til at supplere ØMUen med en politisk union, selvom det i starten var lidt uklart, hvad den egentlig skulle gå ud på - ud over at det var noget med udenrigspolitik og forsvarspolitik. Så det blev det overladt til regeringskonferencen at finde ud af.
Med åbningen af Østeuropa, udsigten til flygtningestrømme og international kriminalitet fandt Kohl i 1991 så pludselig ud af, at der også skulle være noget om 'juridiske spørgsmål' i traktaten. Hvilket Mitterrand også kunne se fornuften i.
Det blev til den såkaldt 3. søjle om retlige og indre anliggender."
Ledige stillinger