15.10.2007
af
Tine Santesson
Mere fokus på individet i DJØF fællesskabet.
"Hvis vi ikke havde djøfere, var vi nødt til at opfinde dem." Ordene kom fra Finn Borch- Andersen, formand for DJØF på DJØFs repræsentantskabsmøde 2007 i Øksnehallen i København. Ordene havde han lånt fra et af de 10.000 medlemmer, der i det forgangne år har bidraget til at finde den fælles djøfer-identitet.
For som Finn Borch Andersen sagde, så har rigtig mange nemlig en mening om djøferne, men hvad mener de selv? Og jo, djøferne er godt nok forskellige, men jagten på ligheder blandt djøferne selv har givet bonus, og Finn Borch Andersen pegede følgende fællestræk:
Det er essensen af en masse medlemmers bud på, hvem de hver især er, og hvad deres fællestræk er. Og det er også grundlaget for en annoncekampagne, der kommer til at køre i dagspressen i det nye år, som viser den professionelle djøfer fra den menneskelige vinkel. En kampagne, der skal samle djøferne og også gerne hverve nye, lød det fra Finn Borch Andersen.
Men djøfernes bud på fælles og individuelle karaktertræk skal også være med til at bestemme, i hvilken retning DJØF skal gå, og hvad DJØF skal tilbyde sine medlemmer.
"Vores traditionelle ydelser - lad os kalde dem DJØF classic - er fundamentet. Men det er ikke nok, at vi forhandler aftaler og overenskomster, og det er ikke nok, at vi er her, når medlemmerne kontakter os for at få rådgivning om løn og ansættelsesvilkår, og karriere- og kompetenceudvikling. Vi er også nødt til at skabe en ny relation mellem DJØF og medlemmerne. Nøgleordene er individualitet, relevans og nærhed," sagde Finn Borch Andersen.
Og ifølge ham er kodeordet opsøgende rådgivning.
"Det er svært. Det er dyrt. Men det er en udfordring, som vi bliver nødt til at tage op, fordi det er det, medlemmerne efterspørger," sagde Finn Borch Andersen.
Målet er, at 10.000 medlemmer hvert år bliver kontaktet for at få et tilbud om rådgivning og sparring om de nævnte kerneydelser.
"Pointen er, at i stedet for, at vi sidder på vores flade i Gothersgade og venter på, at medlemmerne kommer til os, så er det os, der skal komme til dem," sagde Finn -Borch Andersen.
Medlemmerne efterspørger også i høj grad netværk og mentorordninger, så her bliver også skruet op for blusset.
"Og det skal selvfølgelig komme alle til gode, hvad enten man bor øst eller vest for Storebælt," lød det fra Finn Borch Andersen.
DJØF skal også i endnu højere grad være med til at sætte dagsordenen i medierne. For ganske vist har DJØF været gode til at reagere på de emner, der er kommet op i dagspressen, men nu er det proaktivitet, der ifølge Finn Borch Andersen, skal kendetegne DJØF.
"Vi har valgt at sætte fokus på globalisering og balance mellem arbejdsliv og andet liv. Det betyder ikke, at vi helt er holdt op med at mene noget om for eksempel ledelse, uddannelse og forskning, men vi bliver nødt til at være realistiske - vi har ikke kræfter til at sætte mere end to-tre temaer på dagsordenen," sagde Finn Borch Andersen.
Og hvis DJØF skal være med til at sætte dagsordenen, så skal vi også turde mene noget, var formandens kommentar.
"Jeg sagde sidste år, at vi blev nødt til at beskæftige os med skat. Jeg kunne se mange bekymrede blikke. Bevægede vi os nu ikke ind på et område, som vi skal holde fingrene fra, og er det ikke farligt at blande sig i noget, der ligner partipolitik. Og svaret er nej. Det var overhovedet ikke farligt. Det er lige nøjagtig det, jeg mener, medlemmerne efterspørger - klare velunderbyggede holdninger til konkrete problemer."
Finn Borch Andersen hentydede til det skatteudspil, som DJØF for nylig kom med som et bud på finansieringen af velfærdssamfundet. Udspillet har fået ros, og det har fået ris. Men DJØF har især fået ros for at turde mene noget og have en holdning. Det var også det, der kendetegnede debatten, da skatteudspillet blev sat til diskussion efter, at den formelle dagsorden for repræsentantskabsmødet var slut.
Ledige stillinger