Den sikkerhedspolitiske sprinter

Universitetet virker lidt træt mandag morgen. Ved indgangen til Institut for Statskundskab står der efter ti år stadig 'Kommunehospitalet' med store kobberbogstaver over porten. Indenfor runger de brede gange tomt. Mødelokalet, hvor Ole Wæver har aftalt at give interview, er ikke gjort rent, og siden fredag har paptallerkner fra en ph.d.-reception flydt over hele gulvet.

Men fra et hjørne af det store mødebord stråler dynamik og orden: Her ligger en sirlig stabel af Ole Wævers bøger og noter klar til interviewet. Selv er han løbet af sted igen for at udnytte ventetiden og lige ordne et par ting mere. Efter et kort øjeblik er han der.

"Vil du have en cappuccino?" siger han friskt, da han kommer med Einstein-inspireret frisure og venlige smil.

Med vævre bevægelser viser den forhenværende eliteløber vej til køkkenet, hvor han med sikker rutine frembringer to skummende cappuccinoer. Den fluorescerende blå kaffemaskine ligner en ufo i det ellers universitære tekøkken. En kollega roser professorens evner som barista:

"Jeg har mælkerutinen fra min maskine derhjemme," smiler professoren. "Men herinde har jeg normalt kun tid til at lave espresso."

Debattøren Wæver

Den 47-årige professor i statskundskab er forfatter til mere end 25 bøger og 175 videnskabelige artikler. Han er kendt i offentligheden som debattør og fast kommentator i Politiken og Kristeligt Dagblad, og derudover er han repræsenteret i adskillige bestyrelser og råd for forskning og sikkerhedspolitik.

Juraprofessor Henning Koch, der har arbejdet sammen med Ole Wæver om projektet 'Centre for Advanced Security Theory' (se boks red.), siger om sin dynamiske professorkollega:

"Ole Wæver er fantastisk initiativrig og har evnen til at begejstre andre. Han har en glød kombineret med en smittende begejstring for teori. Derfor er han god til at sætte ting i gang og få andre engageret. Men der er fart på. Det kan være svært at følge med uden at tabe pusten."

Ole Wæver føler det som en forskers pligt at lufte sine synspunkter. Og han blander sig der, hvor der er noget på spil. For eksempel siger han, at religion sagtens kan forenes med politik i et demokrati. Han hævder også, at konflikten mellem Vesten og den islamiske verden ikke er et 'Clash of Civilisations'. Ligesom han påstår, at klimaet i dag er et af de vigtigste sikkerhedspolitiske spørgsmål. Alt sammen eksempler på det, der gør Wæver til en efterspurgt kommentator.

Selv ønsker professoren ikke at placere sig på en højrevenstreskala og mener i øvrigt, at debatklimaet i Danmark er alt for polariseret.

"Tidsånden er at hobe argumenter op til kun den ene side og så sige, at alle andre er idioter. Jeg synes sjældent, folk er idioter. De fleste politisk aktive mennesker har gode grunde til at mene, hvad de gør. Vi skylder hinanden at respektere, at politik er indviklet, og at der er forskellige måder at se tingene på. Det er ikke det samme som midterstandpunkter."

Se til højre, se til venstre...

Ole Wæver voksede op i hvad han beskriver som et 'ikke-sted og parcelhuskvarter' i Nivå. Faren var maskinmester og havde sejlet, og moren var ansat på biblioteket i Nivå. Forældrene var ikke politisk aktive. Nivå havde ikke noget gymnasium, og derfor gik turen sydpå med kystbanen til Rungsted Statsskole, hvor spiren til politisk engagement blev lagt.

"Rungsted Statsskole var ekstremt borgerlig. Vi var nogle, som kom nordfra - Nivå, Espergærde og Humlebæk. Vi havde en blandet social baggrund, så vi blev nok mere venstreorienterede, end vi ellers ville være blevet, af at tage kampen op mod alt det borgerlige. Men da jeg så kom ind på universitetet, som var afsindigt venstreorienteret på det tidspunkt, følte jeg mig modsat meget borgerlig."

Internationalt gennembrud

Ole Wævers internationale gennembrud som forsker er begrebet 'sikkerhedsliggørelse' i sikkerhedspolitisk forskning (i økonomi har det en anden betydning). Begrebet er gradvist blevet internationalt anerkendt og har slået igennem med stor styrke efter 11. september 2001. Sikkerhedsliggørelse er helt centralt for det uformelle netværk af forskere, som kaldes Københavnerskolen og tegnes af Ole Wæver.

Begrebet opløser den traditionelle opfattelse af sikkerhedstrusler som givne størrelser, der kan defineres. Nej, siger Wæver. De væsentlige sikkerhedsspørgsmål er de, som politikerne vælger at kalde sikkerhedsspørgsmål - det, som de sikkerhedsliggør - uanset om dette udgør en målbar trussel eller ej.

Om den muslimske verden reelt udgør en trussel mod Vesten er således ikke det væsentligste for Wævers forskning. USA har nemlig med sin krig mod terror valgt at sikkerhedsliggøre spørgsmålet. Det har konkrete konsekvenser - sager behandles nu på en sikkerhedspolitisk måde.

"Mit begreb sikkerhedsliggørelse er meget ældre end 11. september, men der er mange, der intuitivt forstår begrebet, efter de har set, hvordan Bush har håndteret krigen mod terror - både internationalt og internt i forhold til borgerrettighederne og den udøvende magts privilegier. Jeg burde egentlig takke ham for at have pædagogiseret min teori så tydeligt," siger professoren.

1989

Studietiden foregik i 80'erne, et årti præget af Reagan og mellemdistanceraketter. Ole Wæver var aktiv i fredsbevægelsen, men gjorde sig lidt upopulær ved at interessere sig for sikkerhedspolitik:

"Da jeg valgte at specialisere mig i sikkerhedspolitik, rystede de fleste på hovedet, fordi det var sådan noget reaktionært noget med krudt og kugler. Det var ikke comme il faut på det venstreorienterede universitet."

Efter sin kandidateksamen i 1985 begyndte Ole Wæver som forsker på Center for Freds- og Konfliktforskning, hvor han skulle blive en central skikkelse, indtil han i 1999 blev ansat som professor på Institut for Statskundskab.

"80'erne var en enorm brydningstid: Ny spænding, ny kold krig, tingene spidsede til. Europa blev klemt mellem supermagterne på en ny måde, forholdet til både USA og Sovjet ændrede sig, og så kommer Gorbatjov og alle de efterfølgende politiske manøvrer."

"På samme tid begynder forskellige faglige forskningstraditioner at mødes. Der var en fredsforskning, som mente, at al sikkerhedsforskning var en del af det store afskrækkelsessystem, som legitimerer magten og militærapparatet. Over for stod den traditionelle sikkerhedspolitiske forskning, som var del af et NATO-establishment, hvor man nærmest skulle bekende sin troskab til NATOs atomvåben, når man kom ind ad døren."

"I 80'erne begynder nogle af de kritiske intellektuelle at tage sikkerhedspolitik alvorligt. Det er udspringet for det meste af det, jeg har lavet siden hen. Det krydsfelt, hvor den traditionelle sikkerhedsforskning møder nogle bredere strømninger. Forskerne sloges - tilsyneladende uden afklaring - om et bredt sikkerhedsbegreb, der omfattede næsten alle problemer, og et snævert militært," fortæller Ole Wæver.

Retsstaten fordrer sikkerhedsliggørelse

Ole Wævers begreb sikkerhedsliggørelse, som siden har inspireret forskere over hele verden, opstod som et forsøg på at definere, hvad der egentlig var relevant for den sikkerhedspolitiske forskning:

"Vi kan ikke logisk filosofisk afgøre, hvad sikkerhed er. Vi kan kun studere, hvad politikere og andre praktikere gør til sikkerhed. Man gør noget til sikkerhedspolitik ved at sætte ordet på. Det er sikkerhedsliggørelse."

"Engang kunne regeringer eller diktatorer argumentere med nødvendighed eller raison d'état, når de ville tage ekstreme midler i brug. Men med retsstatens indførelse bliver staten mere bundet. Man hævder så, at en trussel er så alvorlig, at vi ikke kan overlade det til normal politik og langsommelige procedurer. Sikkerhedspolitik er den manøvre, der løfter et emne op over normal politik og retfærdiggør ekstreme midler."

Ikke 'clash of civilisations'

Teorien har fået ekstra gennemslagskraft efter 11. september. Ole Wæver mener på ingen måde, at der er tale om en kulturdrevet konflikt mellem Vesten og islam eller om et 'clash of civilisations'. Snarere en situation, hvor to parter netop sikkerhedsliggør noget, som ikke nødvendigvis var et problem tidligere:

"Der er absolut ingen automatik i, at de store kulturforskelle skal blive de store konflikter. Men hvis Vesten fortsætter med at føre den politik over for den muslimske verden, og det samtidig lykkes for folk som bin Laden at blive talsmænd for muslimsk mobilisering, så kan vi skabe en konflikt. De to parter stimulerer hinanden i en optrapning. Jeg mener ikke, vi fører krig mod islam, men sådan bliver det oplevet fra den muslimske verden. Det er jo i sig selv en gigantisk fiasko."

Fredspris til klimaforkæmper

Tildelingen af Nobels Fredspris til Al Gore of FN's klimapanel viser, at klimaforandringerne er ved at blive verdens nye store sikkerhedspolitiske spørgsmål. Ole Wæver deltager i Københavns Universitets klimapanel.

"Miljøet har den mærkelige status, at alle synes, det er forfærdeligt, men vi gør reelt ikke ret meget ved det. Det bliver interessant at se, om det kan hjælpe processen, at klimaet nu er gjort til et sikkerhedsspørgsmål. Vi er nået til et punkt, hvor der ikke kun er brug for de traditionelle klimaforskere. Der er også brug for analyser af de politiske og økonomiske processer, og der bliver sådan en som jeg relevant."

Sprinteren fra Nivå

I sin ungdom var Ole Wæver 100-meterløber i den danske elite - 100 meter på 11 sekunder rent. Han var ganske vist systematisk blevet trænet til 400-meterløb, fordi klubben havde brug for det, men Wæver var bedst på de korte distancer. En knæskade har i dag sat en stopper for sporten, men professoren sprinter videre, nu blot i sin forskning:

"Jeg skriver vanvittig hurtigt og er ikke så disciplineret. Min rolle som forsker er på det kreative niveau. Der går lang tid, hvor der ikke sker så meget, og så pludselig kommer det, så slår jeg til. Jeg har mange forskningsinteresser, måske også for mange, men det betyder, at der springer flere af de dér kreative gnister mellem lagene."

Ole Wæver føler sig som en privilegeret mand:

"Mange undersøgelser viser, at det meste af den forskning, der bliver publiceret, aldrig bliver læst. Men mine ting bliver brugt ganske meget. Det er en af de største ting, man kan opnå som forsker. Mit arbejde bliver mangedoblet, fordi folk rundt om i verden sidder og bruger min teori."

Inderst inde drives den tidligere fredsaktivist af ønsket om en bedre verden:

"Jeg vil gerne blive endnu bedre til at formulere, hvordan mine teorier kan bruges til at aftrappe og løse konkrete konflikter i verden. Jeg tror, der er det potentiale i teorierne, men jeg skal være bedre til at formulere det," slutter Ole Wæver.