Anklagere i uniform

15.10.2007

af

Forsvarets Auditørkorps er Forsvarets anklagemyndighed og efterforsker militære straffesager. Når danske soldater i Irak rammes af en vejsidebombe eller en værnepligtig i Danmark afsløres med narkotika, rykker auditørerne ud.

Ved siden af jobbet som militære anklagere har Forsvarets Auditørkorps en række opgaver af mere rådgivende karakter. Generalauditøren, der kan sammenlignes med Rigsadvokaten i den civile retspleje, er øverste faglige ansvarlige for den militærjuridiske rådgiverordning. Han fungerer desuden som klageinstans over auditørernes afgørelser.

Udover Generalauditøren omfatter auditørkorpset en vicegeneralauditør, tre auditører og ti auditørfuldmægtige, der underviser officerer på højere niveau i militær jura og løbende yder vejledning til cheferne for de udsendte danske styrker.

Danmark fik sit første egentlige korps af auditører omkring enevælden, hvor et egentligt generalauditoriat så dagens lys. Med sæde i General- og Overkrigsretten behandlede Generalauditoriatet forbrydelser mod kongemagten.

Derudover havde de forskellige regimenter deres egne auditører. I 1867 fik det danske forsvar et rigtigt auditørkorps med en generalauditør, der fik et antal auditører under sig.

Kender Forsvaret indefra

Auditører og auditørfuldmægtige er alle uddannet i politiet. Gennem flere års tjeneste i auditørkorpset opnås et solidt kendskab til Forsvarets forhold, hvilket auditør Peter Otken mener er en klar fordel.

"Det er vigtigt, at man har et vist kendskab til systemet indefra og ikke er helt på bar bund. Det nytter ikke noget, at man tror, at et kompagni er på 2.000 mand. Der ligger også en vis retssikkerhed i, at man under udsendelse har delt vilkår med soldaterne, og man derfor har nemmere ved at sætte sig ind i soldaternes situation," siger han.

"Men det er klart, at du som auditør har to hatte på. Du er en del af Forsvaret, men du skal stadig have en distance."

Som et synligt udtryk for auditørernes uafhængighed bærer korpset særlige gradstegn og står uden for Forsvarets normale hierarki.

"En oberst kan ikke komme og beordre mig til noget eller ændre en afgørelse. Det kan kun Generalauditøren eller Forsvarsministeren, og det giver en uafhængighed," siger Peter Otken, der ikke føler sig så tæt knyttet til Forsvaret, at det kan give problemer i hans job.

"Som medhjælper i statsadvokaturen oplevede jeg, at jeg måtte sige til Statsadvokaten, at jeg ikke kunne føre en sag, fordi jeg kendte vedkommende. Det samme kan teoretisk set godt opstå i Forsvaret, og så er løsningen den samme som i den civile anklagemyndighed: En kollega må tage sagen i stedet for mig."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet