Lad ghettoerne integrere sig selv

Da politiet kom, sparkede de dørene ind og stormede de lejligheder, hvor ni terrormistænkte lå og sov. Ingen af dem nåede at reagere, før de var anholdt, og det var præcis formålet med den storstilede politiaktion i Odensebydelen Vollsmose først i september sidste år.

Mistanken om, at de unge danskere med fortrinsvis anden etnisk baggrund end dansk planlagde terroraktioner i stil med dem, der opskræmte befolkningerne i England og Spanien, var så alvorlig, at ingen af dem måtte slippe væk.

Det gjorde de heller ikke, men omkostningen ved aktionen var, at andre beboere i Vollsmose blev skræmt af politiets efter deres mening unødigt voldsomme fremfærd. Og hos en del af områdets unge mænd blev magtesløsheden blandet op med vrede og behov for hævn. I den situation kunne det være gået helt galt. At det ikke gjorde det skyldtes, at man i Vollsmose i flere år har arbejdet med en empowerment-agtig tilgang til det sociale arbejde, forklarer John Andersen, der er professor i sociologi ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring ved Roskilde Universitetscenter.

Det betyder, at kommunen har givet beboerne indflydelse på bydelens liv. Og det har igen givet beboerne ansvars- og sammenholdsfølelse, og samtidig har det mindsket afstanden mellem dem og myndighederne.

Det karakteristiske ved empowermentstrategier, som blev introduceret af den brasilianske sociolog Pablo Freire i 1960'erne, er netop, at man både arbejder med at ændre menneskers evne til at handle, samtidig med at man sætter ind over for strukturelle forhold i samfundet, forklarer John Andersen.

Han har tidligere arbejdet videnskabeligt med empowerment i forbindelse med forskning i kvarterløft og indførelse af bydelsråd og leder i dag forskningsprojektet 'Segregering, Lokal Integration og Beskæftigelse' (SLIB) sammen med Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut. Projektet undersøger med udgangspunkt i fire områder - Vollsmose i Odense, Mjølnerparken i København, Gellerupparken i Århus og Tåstrupgård i Høje Taastrup - hvordan man kan modvirke social og arbejdsmarkedsmæssig marginalisering i belastede boligområder, hvor hovedparten af beboerne har en anden etnisk baggrund end dansk. Projektet har modtaget 7,5 millioner kroner fra regeringens Strategiske Velfærdsforskningsprogram og afrapporteres til næste år.

Hvordan har man arbejdet med empowerment i Vollsmose?

"Bydelen er i løbet af de senere år blevet organiseret i netværk med det overliggende Vollsmosesekretariat som samlende instans. I netværkene deltager professionelle folk fra kommunens forvaltninger, skole og lokalt politi sammen med beboere, der er organiseret i beboerforeninger og forældregrupper. På den måde deles viden og synspunkter mellem myndigheder og beboere. Og beboerne holder op med at betragte socialarbejderne som systemets forlængede arm, der kun går op i regler og procedurer, men begynder i stedet at se dem som hjælpere eller facilatorer. I den mere håndfaste afdeling følger de professionelle i netværket meget tæt den gruppe af unge, som havner i kriminalitet, så der sikres hurtig indgriben og konsekvent opfølgning på de unges sager. Det sker som modtræk til tidligere års erfaringer med kriminelle unge, der svømmede rundt mellem skole, fritidshjem og lokalt politi, uden at der blev taget ordentligt hånd om problemerne."

Hvordan kom empowermentbestræbelserne til nytte i dagene efter anholdelsen af de terrormistænkte i Vollsmose?

"Allerede morgenen efter anholdelserne blev medlemmerne af netværkene mobiliseret, og beboerne blev indkaldt til orienteringsmøder for kollektivt at modvirke frustration og optræk til panik. På møderne blev nattens begivenheder forklaret og begrundet. Beboernes bekymring, for at de selv kunne risikere vilkårlige anholdelser, blev taget alvorligt. Samtidig fik de professionelle i netværkene sagt helt klart, at hvis politiet havde ret i sin mistanke, om at der i Vollsmose findes miljøer og enkeltpersoner, som har planer om at udføre terroraktioner, så er det i de øvrige beboeres egen interesse aktivt at modarbejde disse planer."

Er der også eksempler på vellykket empowerment i Gellerupparken og Mjølnerparken?

"Ja, i begge bydele har lokale beboere for eksempel udviklet projekter for alternativ aktivering og jobformidling, hvor vejledningen ikke tager udgangspunkt i trusler, men i dialog og skræddersyet praktisk støtte. Det er sket i samarbejde med de professionelle socialarbejdere i kvarteret. I Århus anslår Somaliske Forening, at den i det seneste år har skaffet arbejde til 40 somaliere.

I Gellerupparken er der for eksempel også oprettet et kriminalitetsbekæmpelsesprojekt, som hedder 'Unge til unge'. Her arbejder unge, der er under uddannelse til lærer eller pædagog. De har selv rødder i det miljø, hvor de kriminelle kommer fra, og det skaber nogle tillidsrelationer, som kan være svære at opnå for traditionelle professionelle ude fra.

Initiativer som disse, der skabes i tæt samarbejde med beboerne eller af beboerne selv, er ekstremt vigtige, fordi de får respekt og anerkendelse både fra de lokale selv og fra de offentlige myndigheder og politikere. Kommer pressen også på besøg og fortæller om resultaterne, er den gode cirkel sluttet."

Men der er vel også negative udviklingstræk i de ghettomiljøer, I undersøger? Generelt er beskæftigelsesgraden lav og kriminaliteten høj.

"Faktisk er kriminaliteten faldet pænt blandt andet på grund af fædregrupper og en god opsøgende indsats. Men den tendens er forbigået de fleste mediers opmærksomhed. Det understreger et af ghettoens problemer, som er at ændre omverdenens stemplende problembillede til nuancerede historier om problembekæmpelse og vilje til forandring.

Arbejdsløsheden er også faldet lidt, men når man betragter dette tal, skal man desuden være opmærksom på, at mange af de beboere, som har arbejde, flytter fra ghettoen, mens mange af dem, der flytter ind, ikke har arbejde. Så på den måde kan ghettoen også fungere som et springbræt.

Men stadig er billedet da langt fra rosenrødt, og jeg er ikke tilhænger af at fortie problemerne, men jeg efterlyser en debat, der samtidig har blik for ghettoens positive sider. Der kan lettere skabes kontakter og fællesskaber i ghettoen end i andre boligområder, hvor den kollektive indstilling er mindre eller ikke eksisterende. Og disse fællesskaber kan i nogle tilfælde vendes til handling og medansvar og på den måde befordre bedre integration."

Skal vi opgive håbet om færre ghettoer og mere blandede boligkvarterer?

"Bestemt ikke! Jeg synes helt klart, at den overordnede målsætning for det danske samfund skal være socialt og etnisk blandede bydele. Men det er jo nærmest fraværende i ghettodebatten, at vi har nogle ekstremt homogene velhaverenklaver i det her land, som er et mindst lige så stort problem i forhold til social sammenhængskraft som de kulturelt og etnisk mangfoldige ghettoer.

Hvis vi gerne vil have 'socialt mixede' bydele og ikke mindst bekæmpe skolesegregering, som er mindst ligeså vigtig som boligsegregeringen, ligger udfordringen et helt andet sted: nemlig i at dele af 'middelklasse Danmark' dybest set ønsker at fastholde ghettoerne."

Betragter du empowerment som en mirakelkur mod sociale problemer?

"Nej. Metoden stiller tværtimod store krav til både borgere, politikere og professionelle om at arbejde langsigtet og vedholdende med problemerne - herunder at forstå de samfundsmæssige barrierer frem for den tidstypiske individualisering. Derfor kan empowermentbestræbelser også rulle tilbage og forsvinde, som blandt andet vi så med bydelsrådsforsøgene i København. Men på integrationsområdet har jeg svært ved at se alternativet. Opgaven med at få samfundet lukket op for de nye danskere er stor og krævende, og empowerment ligner en frugtbar vej at gå."

---

John Andersen sender stafetten videre til professor Jesper Jespersen fra Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter. "Jesper Jespersen  har forsket i i økonomisk teori, historie og miljøøkonomi, og jeg vil spørge ham, hvilke udfordringer den globale ulighed og de globale miljøproblemer giver for den økonomiske videnskab? Og om den den økonomiske forskning kan tænke økologisk og social bæredygtighed ind i sine analyser og politikanbefalinger?