Bedre kvalitet eller falske forhåbninger?

Det diskuterer formand for Kommunernes Landsforening Erik Fabrin her over for formand for Regionsforeningen Bent Hansen. 

Bent Hansen, medlem af Socialdemokraterne og formand for Regionsforeningen

Hvorfor har man valgt at lancere en kvalitetsreform netop nu?

Reformen bygger til dels på politiskstrategiske overvejelser. Regeringen har overvejet, hvordan den efter fem år skal holde gang i en fornyelsesproces, så den bruger reformen til at dokumentere, at den ønsker udvikling til gavn for borgerne. Kvalitetsreformen skal være med til at stille regeringen stærkere under et forestående valg. Det er den samme strategi, som også tidligere regeringer har anvendt. Samtidig ser regeringen dog også kvalitetsreformen som en naturlig forlængelse af strukturreformen. Nu har man ændret på strukturerne, så nu gælder det indholdet.

Hvad skal der til, for at kvalitetsreformen bliver en succes?

Man skal i hvert fald væk fra, at svaret på alt er kontrol og mere kontrol. Vil man højne kvaliteten, må man tage fat i den enkelte ledelse og medarbejderstab i de enkelte kommuner og regioner. Der skal være et sæt fælles rammer, men øget kontrol og det at sende såkaldte 'tæskehold' ud for at skælde sygehuse ud, der ikke lever op til fastlagte standarder, øger kun bureaukratiet og skaber misstemning på arbejdspladserne.

Kan man sikre kvalitet uden at have en vis kontrol med, hvad de enkelte enheder leverer?

Den enkelte medarbejder skal selvfølgelig ikke selv tage stilling til, hvad der er kvalitet. Vi skal have overordnede regler. Men man skal ikke lave generelle retningslinjer for hele landet, hver gang der opstår et problem i en enkelt kommune, sådan som man gjorde, da man opdagede et problem på et enkelt plejehjem i København. Vi bør have fælles kvalitetsstandarder, men man skal ikke tro, at man fra centralt hold kan kontrollere og regulere ned til mindste detalje.

Hvad ser du som de største faldgruber ved reformen og den øgede kontrol, du taler om?

I England gik man bort fra deres såkaldte stjernesystem på sygehusene. Der skete nemlig det, at man kun fokuserede på at levere til de områder, der gav stjerner, mens resten blev prioriteret lavere eller næsten blev glemt. At indføre den slags stjernesystemer betyder, at man fra centralt hold udvælger, hvad der er vigtigst. Dermed signalerer man, at det, der ikke bliver valgt, ikke er nær så vigtigt, og at man ikke kan tænke selv ude i enhederne. Men det er hele mennesker, der henvender sig til kommuner og regioner, og medarbejderne skal kunne og kan i dag behandle hvert enkelt menneske individuelt.

Regeringen vil ikke sende flere penge eller medarbejdere med kvalitetsreformen. Er det muligt at opnå bedre service uden ekstra ressourcer?

Nej, og det er vist også ved at gå op for regeringen. Statsministerens udmeldinger på det første møde om kvalitetsreformen tyder på, der kommer flere penge. Jo tættere vi kommer på et valg, jo mere vil presset for at tilføre flere penge stige. Det er jo politik det her.

Men behøver bedre organisering, benchmarking og bedre information at kræve mere mandskab og koste flere penge?

Selvfølgelig kan man gøre noget, uden det koster flere penge. Og vi skal selvfølgelig alle steder være klar til at omlægge og udnytte de bedste muligheder inden for nogle bestemte rammer, så vi sikrer en høj kvalitet. 

Men spørger man borgerne, er deres højeste ønske mere tid fra de offentligt ansatte. Mere tid til at gå i dybden, uanset om det er på plejehjem eller i børnehaver. Men det bliver svært at imødekomme det ønske i en tid, hvor der bliver større og større mangel på arbejdskraft. Og mere tid koster flere penge. 

Hvordan bør den offentlige sektor ruste sig til kampen om arbejdskraften?

Ved at skabe spændende arbejdspladser med karrieremuligheder og plads til personlig udvikling. Vi vil altid være handicappede i forhold til det private, når det gælder om at konkurrere på løn. Men en fornuftig samarbejdsaftale, som medarbejderen har stor indflydelse på, kan få stor betydning. Kontrolmodellen er ikke løsningen. Det er derimod større tillid til medarbejderne og deres evner.

Erik Fabrin, medlem af Venstre og formand for Kommunernes Landsforening (KL) 

Hvorfor tror du, man har valgt at lancere en kvalitetsreform netop nu?

Det kan også godt undre, fordi vi lige nu er i gang med at implementere kommunalreformen. Strukturændringerne skal gerne i sig selv føre til mere decentralisering, mere effektivitet i kommunerne og en mere konsekvent styring af mål og rammer. Derfor er det afgørende, at regeringen tænker kvalitetsreformen som en forlængelse af strukturreformen. Hvis den gør det, kan den nye reform medføre en positiv diskussion om, hvad der er kvalitet i den offentlige sektor, og hvad sammenhængen mellem kvalitet og ressourcer er. Men har man tænkt kvalitetsreformen som et modtræk til strukturreformen og vil bruge den til en højere grad af statslig styring, er vi på helt galt spor.

Hvad skal der til, for at kvalitetsreformen bliver en succes?

I KL mener vi, at succeskriteriet for kvalitetsreformen er ligefrem proportionalt med det antal regler og den mængde bureaukrati, man kan afskaffe. Det er desuden helt afgørende, at den bliver tænkt i forlængelse af kommunalreformen, hvis medarbejderne skal engagere sig i projektet. Sender reformen den offentlige sektor i den modsatte retning mod mere central styring, bliver det ikke med os i kommunerne som trækdyr. 

Med den fremtid, der tegner sig med flere ældre og færre på arbejdsmarkedet, skal kvalitetsreformen gerne udløse en debat om, hvordan vi afgrænser offentligt og privat ansvar fremover. Og om hvordan man skaffer ressourcerne til det, man definerer som offentlige opgaver. Benchmarking og fælles standarder bliver bare instrumenter til mere kontrol, og det er ikke det, vi bør bruge vores kræfter på.

Hvilke faldgruber ser du ved reformen?

Hvis regeringen forud for hvert møde om kvalitetsreformen, og før offentliggørelsen af den endelige rapport om emnet, bliver ved med at fremsætte forskellige såkaldte 'vimpelforslag', der lover bedre service på en lang række punkter, skruer man borgernes forventninger for højt op.

Hvorfor er det så farligt at love borgerne bedre service? Bør man ikke stræbe efter at levere det optimale?

Det er ikke farligt at love borgerne mere service. Det bliver farligt, når man lover mere, end man er i stand til at indfri, for det giver kun frustrerede borgere. Bare det at lancere en kvalitetsreform risikerer jo at få nogle til at tænke: 'Betyder det så, at vi ikke har haft kvalitet før?' Derfor er kvalitetsreformen i sig selv et farligt fundament at skabe forandringer på. Talrige undersøgelser viser jo, at der er stor tilfredshed med den kvalitet, kommunerne leverer i dag. Men reformen er med til at skrue forventningerne yderligere op, og borgerne vil bagefter spørge: 'Hvad kom der så ud af det?' 

KL har selv lavet en række forslag til forbedringer af den offentlige service. Hvorfor er de bedre end regeringens?

KL er kommet med egne udspil for at forsøge at spore debatten ind på mere bæredygtighed, decentralisering og større selvstændighed i den offentlige sektor. Skal vi have større handlefrihed i kommunerne, må vi dog også kunne dokumentere, at vi rammer de mål, der bliver opstillet for os, og at vi har en stabil træfsikkerhed. Men der er stor forskel på selvkontrol og kontrol - og på at måle og dokumentere resultater og så at måle og dokumentere processer. Vi dokumenterer gerne vores resultater, mens regeringen har villet have os til at rapportere om processer.

Regeringen vil ikke sende flere penge eller medarbejdere efter kvalitetsreformen. Er det muligt at opnå bedre service uden ekstra ressourcer?